Feriens sorgløshed blev med et slag til et angsthelvede, og jeg følte, jeg blev suget ind i et sort hul.
Jeg kan huske, at min søn havde taget sine første skridt den dag, min mand og jeg kørte på hospitalet. Jeg spekulerede på, om jeg nu var på vej til at miste evnen til at gå.
Oveni kværnede tankerne. Hvorfor lige mig? Jeg var sund, slank, ikke-ryger og slet ikke i risikogruppen. Jeg var 34 år og havde aldrig fejlet noget, født sunde og raske børn, og i det hele taget surfet ret lige gennem livet.
Jeg holdt mig selv oppe på, at jeg ikke havde en diagnose. Men samtidig fornemmede jeg, at der var en ubalance i min krop.
