Vi skal have krydset elven for at kunne fortsætte vandreturen. Men synet af den får mig alligevel til at tøve – en bred og vild strøm af smeltevand fra Mittivakkat-gletsjeren, der ligger som en kæmpe skål af indlandsis mellem baglandets fjelde.
Mine sønner og jeg har lige spist mysli med kakaomælk, pakket teltet sammen og fået rygsækkene på. Vi har fundet et vadested, hvor elven forgrener sig i et delta af mindre strømme mellem sandbanker.
Badesandalerne viser sig hurtigt ubrugelige – de suges fast i den bløde sandbund – så vi går barfodede ud i elven, drengene bevæbnet med hver sin vandrestav. Som den ’ansvarlige forælder’ rekognoscerer jeg hvert stræk af den flere hundrede meter lange krydsning.
Vandet er iskoldt og smerter i benene – det minder mig om mine spæde forsøg som vinterbader i Furesøen derhjemme. Bunden skifter uforudsigeligt mellem fast sand og noget, der føles som kviksand. Med vand til højt op på lårene holder vi os i konstant bevægelse for ikke at synke i. Det er pænt scary, men heldigvis når vi den første sandbanke – et lille helle midt i strømmen.
