Propalæstinensisk gruppe har opfordret folk til at boykotte Ed Sheerans koncerter efter ballade om rapper.

Efter stor ballade undskyldte Ed Sheeran i nat fra scenen

Foto: Ed Sheeran via Instagram/Ritzau Scanpix
Foto: Ed Sheeran via Instagram/Ritzau Scanpix

Popstjernen Ed Sheeran mener, at det er uforsvarligt, hvad der foregår i Gazastriben.

Det siger den 35-årige britiske musiker på scenen i Philadelphia i USA til sin første koncert, siden rapperen Macklemore blev pillet af plakaten som opvarmning på Sheerans turné, efter at han havde udtrykt støtte til palæstinenserne.

»Det, der sker i Gaza, er katastrofalt, uforsvarligt og uforholdsmæssigt. Jeg har været nødt til at træffe svære beslutninger, og jeg begår fejl, og det er jeg virkelig, virkelig ked af«, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Sheeran er blevet udsat for kritik, efter at Macklemore er blevet droppet fra resten af turnéen ’The Loop’.

Macklemore meldte tidligere på ugen ud, at han var blevet fjernet fra Sheerans turné, fordi han havde udtrykt støtte til palæstinensere i Gazastriben under en tidligere koncert. Han råbte ’Befri Palæstina’ fra scenen i New Jersey.

Efterfølgende har det danske band Lukas Graham og alle andre opvarmningsbands også trukket sig fra Sheerans turné.

Ed Sheeran har afvist, at det var hans beslutning at fjerne Macklemore fra turnéen. Sheeran har sagt, at det var promotorens afgørelse.

Råbende propalæstinensiske demonstranter tog lørdag imod koncertgæster i Philadelphia i USA forud for Ed Sheerans koncert.

Billeder fra stedet viser en række demonstranter, der viftede med palæstinensiske flag. Flere råbte ’Befri Palæstina’ ude foran Lincoln Financial Field, hvor popstjernen optræder.

Betjente i adskillige politibiler overvågede på afstand den fredelige demonstration.

Nogle fans sagde, at de havde tøvet med at møde op på grund af balladen, men at de til sidst besluttede at deltage for at nyde musikken.

En propalæstinensisk gruppe havde lørdag opfordret kunstnere, fans og medarbejdere til at holde sig væk fra Sheerans koncerter.

Ifølge Macklemore var Ed Sheeran blevet kontaktet af forretningsmanden Robert Kraft, der er formand og direktør for Kraft Group, som driver Gillette Stadium uden for storbyen Boston.

Ifølge Macklemore havde Kraft og en række stadionejere givet Ed Sheeran et ultimatum - hvis Macklemore fortsatte på turnéen, ville Ed Sheeran ikke få lov til at spille på de forskellige stadioner.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her