Costa Mesa er en del af Los Angeles’ uendelige forstad, hvor man hurtigt mister orienteringen blandt de generiske tankstationer, bilværksteder og fastfoodrestauranter, der ligger på hvert et hjørne. Her ligger VW Surfaris base, hvor vi møder værtsparret Bill og Diane, eller rettere ’Vintage Bill’ og ’Diamond-D’, som de kaldes on the road, samt deres assistent, ’Happy’, den altid smilende mekaniker, altmuligmand, og historiefortæller. Vi møder også for første gang ’Lime Cello’, vores rullende folkevognshjem i de næste otte dage.
Vi får en gennemgang af bussen, med poptop, der kan slås op, så man kan stå oprejst indvendigt, og en køje, der foldes ud, så der er to ekstra sovepladser under taget.
Bussen har også et fuldt udstyret køkken, men vi får ikke så meget som tændt gasblusset, for med på turen er også den tidligere rock’n’roll-fotograf Eddie, der undervejs kokkererer fantastiske måltider for os samt alt, hvad vores hjerter måtte begære af våde varer og røverhistorier.
Det serverer han for Liz, der aldrig rigtig har sluppet 1960’erne, Becky og Lenny, busentusiaster med en barnedrøm om at køre Pacific Coast Highway, Bill og Dianes veninde, Kimberly samt Lily, min kæreste, og mig selv.
