Den lille dame, som sælger sake (risvin) her på Nishiki-fødevaremarkedet i Kyoto, lyser op ved synet af mig.
»Ah, endelig en udlænding igen«, tænker hun sikkert og tilbyder mig glad en smagsprøve på butikkens nyeste produkt.
Nishiki-markedet har atmosfære. Her kan man se, hvordan en wasabirod ser ud, når den høstes. Her kan man lugte, hvordan familier i gamle dage konserverede fisk og grøntsager med dryppende misoblandinger. Her kan man se, hvordan japansk fiskebouillon høvles ud af stenhårde blokke af sammenpresset tun.
Det er et fantastisk sted, som i mange år gavmildt har givet udenlandske besøgende et på samme tid farvestrålende og konkret indblik i japansk hverdag. Her køber Kyotos husmødre ind på de dage, hvor menuen står på mere traditionelle retter, og det er blevet et populært og anderledes turistmål.
