12 meter høj elefant hærger gaderne i fransk by
Loire-dalen ved Frankrigs atlanterhavskyst har kæmpestore mekaniske væsner, men også flotte gobeliner, masser af aktiviteter samt god mad og drikke. Her er noget både for den kulturinteresserede, den legesyge familie, sportstypen, gourmeten og gourmanden.
Børnene skriger højlydt og tager benene på nakken, når den 12 meter høje elefant langsomt bevæger sig fremad, trompeterer og spyr litervis af vand ud af snablen i den franske by Nantes i Loire-dalen.
Drengene og pigerne skriger ikke af frygt, men af fryd, for der er ikke tale om et frygtindgydende monster a la Jurassic Park, men en mekanisk elefant i forlystelsesparken Les Machines de l’île på øen Île de Nantes midt i Loire-floden.
Som Odysseus og hans græske kampfæller gemte sig i maven på den trojanske hest, står vi 50 turister inde i maven på Le Grand Éléphant, mens den går eller rettere kører fremad, for dens ben skal bare bidrage til illusionen om en levende gigant. I virkeligheden kører den på hjul, og trædepudernes bevægelser er kun til pynt.
»Elefanten bevæger sig med 2 km/t. Den vejer 48,5 tons og er 12 meter høj. Det tog to et halvt år at bygge elefanten til udstillingen ’Le Voyage á Nantes 2007’. Elefanten blev så populær, at den blev en permanent del af attraktionerne på Île de Nantes«, fortæller Camille Coplo, som er elefantens medieskinist – en sammentrækning af medieperson og maskinist – samtidig med hun vælger en sekvens på computeren, så elefanten trompeterer, drejer snablen og sprøjter vand på forbipasserende.
For at få det bedste overblik skal man kæmpe sig op på den lille platform på elefantens hoved, men der er kø, for det vil alle ombordværende prøve.
Le Grand Éléphant er et sært sammensurium af Georg Gearløs-instrumenter, knirkende tandhjul, elektroniske dippedutter og tre forskellige slags træ ifølge Camille Coplo:
»Snablen er fremstillet af egetræ, kroppen udenpå er lavet af lindetræ, og her indvendig er elefanten beklædt med almindeligt tulipantræ«.
Konstruktionen kunne være udtænkt af Jules Verne, og det er ikke helt ved siden af, for forfatteren er født i Nantes. Jules Verne Museet ligger på den anden side af floden inde på fastlandet. Ikke langt fra museet står en statue af Jules Verne som dreng, der drømmer om at stikke til søs og kigger mod en anden statue, der forestiller kaptajn Nemo fra romanen ’En verdensomsejling under havet’.
Den rullende elefant er ikke den eneste attraktion i forlystelsesparken Les Machines de l’île. Endnu flere mekaniske væsner kan man møde i Galerie des Machines, og hvorfor ikke tage en karruseltur i den 25 meter høje Le Caroussel des Mondes Marins, som er tre karruseller bygget oven på hinanden, hvor man sidder placeret i eksotiske havdyr, og det føles som at være på en tur under havet.
Apokalypsen i Angers
Knap 100 kilometer østpå ad Loire-floden i Angers vælter kæmpeelefanter ikke rundt i gaderne, men byen har alligevel kæmpeattraktioner på tapetet.
Bayeux-tapetet i byen af samme navn i Normandiet, som bl.a forestiller den normanniske hertug Vilhelms erobring af England i Slaget ved Hastings i 1066 på et 70 meter langt og 0,5 meter højt billedtæppe, er kendt af de fleste.
Langt mindre kendt er ’Apokalypsen i Angers’ eller ’La Tapisserie de l’Apocalypse’ på den middelalderlige fæstning Château d’Angers. Fæstningen ligger i hjertet af Angers på en klippetop med udsigt over Maine-floden og kan virke lidt frygtindgydende udefra med sine tre meter tykke mure og 17 tårne, som er tårnrekord i Frankrig.
Bag murene er slottet eller rettere fæstningen imidlertid langt mere indbydende med en vingård, grøntsags-, rosen-, hortensia- og medicinhaver. Haveanlægget er fyldt med skulpturer bl.a. inspireret af Château d’Angers’ hovedattraktion, ’Apokalypsen i Angers’.
Et gisp går gennem de fleste, når de træder ind i lokalet med ’Apokalypsen i Angers’-gobelinen, som er en lang tegneserie.
Gobelinen befinder sig i en L-formet bygning fra det 20. århundrede. I det øjeblik man træder ind i det mørklagte lokale, hvor lyset er rettet mod billedtæppet, er reaktionen et ’wow’ og åben mund.
»Tapisserie de l’Apocalypse er som en gigantiske tegneserie og beskriver Johannes Åbenbaring, der er det sidste kapitel i Det Nye Testamente og beskriver kampen mellem det gode og det onde. Heldigvis vinder det gode til sidst. Billedtæppet er fremstillet under Hundredårskrigen mellem Frankrig og England. Derfor er der også et politisk islæt: Det onde er England og det gode Frankrig«, fortæller guiden Julie Hénault.
Billedtæppet blev bestilt i 1375 af hertug Louis I af Anjou og tog syv år at færdiggøre. Oprindelig dækkede tæppet et areal på over 800 m2 og var omkring 140 meter langt. ’Apokalypsen i Angers’ bestod af seks billedtæpper, som hver var 6 meter høje og 23 meter lange. I dag er gobelinen ’kun’ 103 meter lang, og det har Julie Hénault forklaringen på:
»Tæppet blev anset for at være for stort og gammeldags under revolutionen og delt op i flere stykker og brugt til alle mulige formål: Det blev anvendt som dækunderlag, når man malede i bispegårde, som gardiner, sengetæpper og hestedækkener. Derfor mangler der nu en del stykker«.
Udefra kan fæstningen Château d’Angers virke skræmmende, men bag tårnene og de tykke mure skjule sig store oplevelser.
Heldigvis kom man på bedre tanker i midten af 1800-tallet og begyndte at samle og restaurere så mange stykker som muligt. Det lykkedes at finde 67 ud af 84 billeder.
’Apokalypsen i Angers’ er ikke den eneste gobelin i Angers. På den anden side af floden, på Frankrigs ældste hospital fra det 12. århundrede, Hôpital Saint-Jean, hænger kunstneren Jean Lurçats ’Le Chant du Monde’ eller ’Jordens sang’. De 10 tæpper blev vævet i perioden 1959-66 og er en moderne udgave af ’Apokalypsen i Angers’ med en symbolsk og humanistisk version af det 20. århundrede.
’Jordens sang’ ses på Musée Jean Lurçat et de la Tapisserie Contemporaine, og det har denne skribent stadig til gode.
Mod solnedgangen i Pornic
Loire-floden løber ud i Atlanterhavet, og fra havnebyen Pornic tæt ved flodens udmunding i Atlanterhavet ligger badestrandene på stribe på en 52 kilometer lang strækning i Pays de la Loire-regionen og er et sandt paradis for strandløver, badenymfer, lystfiskere, paddleboardere, surfere samt kano- og kajaksejlere.
I 11 år har Florent Fournier-Mottet drevet firmaet Kayak Nomade, hvor han bl.a. arrangerer havkajakture ved solnedgang.
Florent Fournier-Mottet ankommer til lystbådehavnen Gourmalon i havneløbet til Pornic med en bilfuld 2-personers kajakker og 1-personers dækkajakker. Først løber han sikkerhedsforanstaltningerne igennem, hvorefter vi får udleveret redningsveste og vælger en makker.
Når man sejler ind gennem havneløbet i Pornic, gælder det om at passe på forbipasserende både og skibe, selv om man har travlt med at iagttage de mange smukke bygninger.
Først padler vi længere ind i havneløbet for at vænne os til kajakken. Det gælder om at holde øjne og øren åbne, for fiskerbåde og lystsejlere er på ved ind og ud af havnen, og på vandet har de store forsejlsret. Flere gange er vi ved at torpedere forbipasserende både, eller også er det omvendt. Derfor bliver en af kajakkerne også døbt ’Kaospiloterne’.
Kajakguiden lægger til ved små strande i havneløbet med eksotiske navne som Kaninstranden og ved seværdigheder som slottet Château de Pornic populært kaldet Château de Barbe Bleue (Blåskæg), fordi en af ejerne, seriemorderen Gilles de Rais, angiveligt har boet der og menes at være inspirationen til folkeeventyret om Blåskæg og Béla Bartóks opera ’Hertug Blåskægs borg’.
Mundvandet og ikke havnevandet løber, da Florent Fournier-Mottet gør holdt foran Pornics berømte isbar La Fraiseraie, men der er ikke tid til isspiseri, for nu sættes kursen mod havneudløbet og Atlanterhavet.
Atlanterhavet kan være en rasende og voldsom modstander, men Florent Fournier-Mottet siger, at havet omkring Pornic er forholdsvis roligt, fordi området delvis ligger i læ fra øen Noirmoutier-en-l’Île, og bølgerne er da også til at kapere.
Langs atlanterhavskysten står en lang række fiskerhuse med indrammede firkantede net. Vi sejler tæt på dem under havkajakturen.
Undervejs bliver vi distraheret lidt, da vi sejler forbi en lille bugt lige ved indsejlingen til havnen, hvor der ligger en topløs kvinde. Florent Fournier-Mottet griner og siger, at bugten kaldes ’Den Hemmelige Strand’. Vi andre er enige om, at der må være tale om en boomer, for nutidens unge bader ikke topløse.
Langs kysten står en lang række edderkoppelignende hytter på pæle med et indrammet firkantet net hængende ned. På tilbagevejen gør Florent Fournier-Mottet et stop ved en af hytterne og fortæller, at der er tale om fiskehytter. De lokale fiskere kan sidde i tørvejr og sænke nettet ned i havet uden at stå til søs. Enkelte hytter lejes ud til turister og lystfiskere.
Spis og drik med de berømte
Den fangne fisk skal naturligvis op på en tallerken, og i Frankrig er det ikke svært at finde gode spisesteder – heller ikke i Loire-dalen.
I La Cigale på Place Graslin i Nantes er det ikke alene de marinerede blæksprutter og den røgede brasen med svampe, der synger som en cikade, men også interiøret. Brasseriet stammer fra 1895 og er designet i en lidt overdreven art nouveau-stil.
Restaurant La Cigale i Nantes er et overflødighedshorn af kakler, vægmalerier og berømte spisende.
Arkitekten Émile Libaudière var også keramiker, og det præger indretningen. Væggene er prydet med motiver i kakler, heriblandt et vikingeskib. På grund af indretningen har der fundet mange filmoptagelser sted i den fredede bygning.
Filminstruktøren Claude Chabrol var en stor fan af La Cigale og skal have udtalt: »Det er svært at få et bord. Nej, jeg har ikke tænkt mig at lave en film her, men hvis det er det, som skal til for at få et bord, så ...«.
Hvis man tager en rundtur i La Cigale og kigger nøje efter, finder man også vikingeskibe i udsmykningen.
La Cigale er stedet, hvis man vil mænge sig med berømtheder. Jules Verne har spist på Le Cigale, og det samme har skuespilleren Catherine Deneuve, kollegaen Jean Marais, operasangerinden Barbara Hendricks, arkitekten Jean Nouvel og ekspræsident Jacques Chirac.
Måske har de alle drukket en muscadet-hvidvin til, og det gør vi også, for den er en god ledsager til alt godt fra havet og dyrkes i den vestlige ende af Loire-dalen nær Nantes.
