Langsomt stiger det 12-13 grader varme vand op ad benene, indtil det når mig til midt på låret på den 500 meter lange ebbevej ud til Lille Svelmø. Mens vi vader ud mod plastikpælen, som markerer ebbevejen, bliver modstanden større og større trods det lave vand, som føles koldere og koldere, og jeg fortryder, at jeg har kaldt de andre for tøsedrenge, fordi de har moderne waders på.
Først er vi vadet et par hundrede meter i sydvestlig retning, og da vi når ud til plastikpælen, som er en såkaldt kantpæl, der nok har stået i en vejside et eller andet sted, slår vi en bue i sydøstlig retning og drejer direkte mod Lille Svelmø.
På det dybeste sted er vandet 65-70 centimeter, og tænderne klaprer i munden på mig. Kuldegysningerne forstærkes af, at fotografen, der har været så fornuftigt at iklæde sig langbenede tights, flere gange beder os om at stoppe op og vade lidt tilbage, så han kan få det rigtige billede.
Selv om vandstanden er lav, er det svært at sætte tempoet op på grund af vandets modstand. Heldigvis er der sandbund, så man ikke skal bekymre sig om sten under fødderne.
