Handlingen i ’Den lille apokalypse’ af Tadeusz Konwicki, en ukendt, men fornøjelig roman bag jerntæppet fra 1979, er relativt simpel. Hovedpersonen, en andenrangsforfatter fra et unavngivet østblokland, modtager en usædvanlig forespørgsel fra to kolleger.
Som protest mod den vedvarende regimeundertrykkelse skal han ofre sig politisk. Under et højtstående statsbesøg vil han sætte ild til sig selv. Valget er logisk: Officielt er han forfatter, men hverken en fremtrædende eller anerkendt en af slagsen, hvilket betyder, at det kunstneriske tab vil være begrænset. ’Den lille apokalypse’ følger sit offer i spænding om denne desperationshandling.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























