Der var engang, hvor fodboldens iagttagere kunne vurdere et transfervindue med kuglepen, papir og almindelig sund fornuft. Vi kendte spillerne, vi kendte klubberne, og vi vidste, hvad der så godt ud, og hvad der fremstod mærkeligt. Det var relativt simpelt.
Store danske klubber hentede stjernerne fra mindre danske klubber. De fandt en stærk nordmand, en hæderlig svensker og lokkede måske en tidligere landsholdsspiller hjem fra udlandet – eller en profil fra Tjekkiet, Polen og så videre. Til tider dukkede der så en brasilianer, en nigerianer eller en anden lykkeridder op, som enten blev en sensation eller forsvandt igen, før vi nåede at lære hans navn.
