D et hverken regner eller blæser. Alligevel pisker vandet ind i vores ansigter og på siderne af toget, som vi netop er ankommet med. Flere af mine medpassagerer vikler et tørklæde om eller trækker en hætte over hovedet for at beskytte ansigtet mod vandfaldet Kjosfossens kraftige brus. Foran os vælter den brede fos ned i flere etager mellem mørke klipper.
Gennem bruset hører vi pludselig musik og sang og får øje på en rødklædt kvinde, der danser højt oppe på en afsats ved siden af vandfaldet. Lige så pludseligt hun kom, er hun væk, og vi bliver kaldt tilbage i togvognene.
Vi er på vej med Norges stejleste jernbane, Flåmsbanen, der langsomt og med hvinende hjul kører fra Myrdal i 867 meters højde til Flåm ved havet. Senere finder jeg ud af, at kvinden, der af og til synger og danser ved fossen, er en personificering af sagnkvinden Huldra, der ifølge norsk mytologi levede i fjeldene, hvor hun lokkede mænd i uføre. Det bliver godt nok også vist og fortalt på displays i togvognene, men jeg har svært ved at tage øjnene fra udsigten. Også selv om noget af turen går gennem smalle mørke tunneler.
Inden vi standsede ved Kjosfossen, kørte vi gennem tunnelen Vatnahalsen, som er næsten 1 kilometer lang, og hvor toget foretager et sving på 180 grader. Noget, vi mest lægger mærke til, fordi hjulene hviner særligt meget mod skinnerne i det skarpe sving, og jeg får meget stramme blikke fra medpassagerer med hænder for ørerne. Jeg har ikke lukket vinduet.
