På sin vis er det bare et billede af fire venner. Men samtidig kaster det et kritisk skær over Brøndby IF’s kamp mod de voldelige optrin, der jævnligt omgærder superligaklubben.
De står på en tribune i Gdansk i Polen. Bag dem hviler en sommergrøn fodboldbane under den skarpe sol, og de unge mænd stirrer direkte ind i kameraet med stenansigter, skulder ved skulder. To af dem har knyttet næven, som var de klar til at slå. Men det mest interessante er tøjet.
Den ene, en bredskuldret gut med mørkt hår, bærer Brøndbys logo på brystet af en sort T-shirt – lige ved siden af et gotisk ’h’. Det internationale symbol for hooligans. Også en af de andre mænd har Brøndbys logo på trøjen, og bag hans tatoverede knyttede næve er det akkurat muligt at ane tre bogstaver: SLO.
Det står for Supporter Liaison Officer, og det er grunden til, at billedet er værd at bemærke.
