Liza hjuler på sin lysegrønne cykel forbi karrusellen, rundt om hertug Richelieu og bevæger sig nervepirrende tæt på den pompøse trappe, der forsvinder i dybet og ender et sted nede i Odesas enorme havn. Men Liza har sin mor lige i hælene.
Vi skulle jo nødig have en slags nyopførelse af den scene i ’Panserkrydseren Potemkin’, hvor en baby i en løbsk barnevogn skrumler i rasende tempo ned ad lige netop disse 200 trin, mens den rædselsslagne mor ser til oppefra.
Men trappen, der blev berømt på grund af Sergei Eisensteins stumfilm fra 1925, er ikke den eneste grund til, at Helen konstant passer godt på fireårige Liza. Moren standser op med et blødt greb i datterens skulder og spejder ud over Sortehavet.
Et sted ude bag horisonten ligger en større flåde af russiske krigsskibe, som jævnligt sender raketter ind over Ukraine. Indtil videre er alle – eller næsten alle – raketterne fløjet hen over Odesa og videre mod mål så langt væk som Lviv ved den polske grænse.
