Jeg mødes med en ven, det kan være en hvilken som helst ven, et sted, hvorsomhelst i verden, og det første, personen gør, er at bringe mig ud af balance. Slå benene væk under mig, som i: Tackle mig, fælde mig der, ned på asfalten, til blødende knæ og en hudafskrabning på albuen. Hvad så, kammerat? For, og det gør sig gældende for en anselig del af mennesker, hvor stor ved jeg ikke, nogen har fundet på, at det skulle være god opdragelse at sige »har du det godt«, når de møder en.
Det er det ikke. Det er ligesom at opdrage sine børn til at prikke tykke mennesker i maven og le, når de møder dem. Man kunne lige så godt spørge: Har du det dårligt?
