Lyt til artiklen
Forestillingen er forbi, og den var fremragende. Derfor skal der klappes. Først som en uhåndterbar brusen, hvid støj, alle klapper så at sige i hænderne på hinanden. Men så er det, som om publikum finder en fælles takt, lidt langsommere end før, men rytmisk og vedholdende. Et ægte højlydt fællesklap.
Det fænomen har undret Lars Nielsen i Odense, og han spørger derfor: »Hvad er det for en mekanisme, der sørger for dette?«.
