Det her er ved at være meget, meget træls...!

Altså på ny at opleve en DR-serie, som vil fuppe danskerne til at tro, at har man politisk ukorrekte holdninger, er man nødvendigvis også på det personlige plan ukorrekt.

Jeg kalder det ’Kaj Holger-syndromet’, og det er et syndrom, som er udtænkt og dyrket i dramamesteren Ingolf Gabolds laboratorium.

Jeg har opkaldt det efter Waage Sandøs rolle i ’Krøniken’, hvor han var den kyniske kapitalist, som var så forhippet på at skovle penge ind og konspirere i Frimurerlogen, at han trådte på såvel kone som børn.

Og hvor følgelig børnene endte som knugede og traumatiske stakler, som først kom nogenlunde tilbage til livet, da de hver for sig var så heldige at blive kæreste med en gæv socialist ...

Bevares, der er i ’Borgen’ flere nuancer i personskildringen end tidligere. Figurerne er ikke helt så vulgært arketypiske, som de plejer, men i det store billede er linjen allerede, efter kun tre afsnit, klar.

Jeg har lyst til et dybt hjertesuk: Hvorfor må vi ikke bare én gang i en DR-serie opleve en pædofil SF’er?

Hvorfor må vi aldrig opleve, at en radikal som følge af sin personlige kynisme har efterladt sig stærkt traumatiserede børn og en forslået, maniodepressiv hustru?

Hvorfor må vi aldrig opleve, at en kærlig humanist, som halvt råbende, halvt snøftende kræver ulandshjælpen fordoblet, afsløres med landets største samling af børnepornografi?

Ja, hvorfor ikke? Fordi det i DR ville være utænkeligt. Som sne i Sahara. Det vil bare ikke kunne ske, for DR’s univers er Kaj Holger-syndromets univers.

Og nu til nogle eksempler. Da jeg ikke kan huske, hvad de hedder i serien, vil jeg her tillade mig at bruge skuespillernes navne:

Jeg tilstår det: Sidse Babett Knudsen bliver jeg, søndag efter søndag, mere og mere forelsket i!

Det tror jeg egentlig også andre raske drenge gør. Og det er jo meningen, at vi skal knuselske den vidunderlige kælling.

Hun er helt vild med ulandshjælp – dér skal ikke skæres en bønne! Hun er så supergrøn, at Kermit the Frog blegner ved siden af.

Hun bliver så passioneret varm ved tanken om såvel Bedstemødre for Asyl som fred, og hun bliver rasende snerpet ved så meget som duften af en perkervits i stuen. Så hun er skøn!

Der er ingen tvivl om, at hun er god ved sine børn; hun vil så nødig svigte dem og vil bare så gerne ud at købe julegaver med dem – selvom hun tilfældigvis er statsminister.

Og mon ikke de alligevel forstår, at det kan være svært at nå det hele, når mor på samme tid skal lave fred i verden, fjerne CO2 – og sikre endnu flere stakler asyl i Danmark?

Jo, vel gør de så – så det skal nok gå!

Selvfølgelig skal den teddybløde ægtemand, Mikael Birkkjær, nok lige omkring en saftig affære med en laber studine, nu hvor Sidse forsømmer ægtesengen, meeen – mon ikke Sidse og Mikael alligevel får hinanden i enden?

Jo, vel gør de så.

Og mon ikke lige Sidse får stunder til også, om ikke ligefrem at redde – så dog i det mindste at få en søsterlig krammesnak med den tidligere statsminister Søren Spannings alkoholiserede pillevrag af en kone, Ida Dwinger?

Jeg tror det.

Så er der Ole Thestrup. Ham fra Frihedspartiet. Det er jo nok mig – sådan en lidt for tyk, uelitær jyde, som godt kan lide Dansktoppen og bodegaplatheder.

Onde udtalelser og vulgære perkervitser flyder charmerende fra ham som skidt fra en spædekalv, men han er vistnok flink ved sin kone. Så alt i alt: Jo, det er mig ...

Men han er jo billedet af en latterlig figur! Sådan Låsby-Svendsen-agtig. Man venter hvert sekund på, at han med håndslag afslutter en hushandel.

Han repræsenterer lede synspunkter. Og hvis man i DR-drama ikke kan – hvad man helst ville med Frihedspartiets leder – gøre ham personligt arisk ond og kynisk, gør man ham latterlig.

Det er mindst lige så godt, synes Ingolf Gabold.

Latterlig.  »Så er der Ole Thestrup. Ham fra Frihedspartiet. Det er jo nok mig – sådan en lidt for tyk, uelitær jyde, som godt kan lide Dansktoppen og bodegaplatheder«, skriver Søren Espersen. Det er Espersens til højre, Thestrup til venstre. Illustration: Miriam Dalsgaard og Tobias Selnæs Markussen.

Jannie Faurschou har fået rollen som det aseksuelle, ultrakonservative overklasseløg fra Taarbæk.

Det kvindelige modstykke til Matadors oberst Hackel, som er så snerpet og følelsesneutral i sine stramme sorte spadseredragter, at man hvert øjeblik frygter, at hun tørrer ind og knækker.

Mere til hæren, mere til politiet, sid-stille-på-stolen-børn, kæft-trit-og-retning, lov og orden. Og så er hun så god til småkager.

Nu har vi endnu hendes børn til gode, men hvis hun overhovedet nogensinde har spredt benene så meget, at hun har fået børn, så vil jeg da umiddelbart gætte på, at de nok skal vise sig at være sådan nogle blonde, vandkæmmede nørder, som ikke får lov til noget som helst.

Derfor må man bare håbe, at de senere i livet bliver forelsket i en socialist ...

Det er halvandet år siden, jeg her på denne plads gættede, hvordan ’Borgen’ ville blive.

Jeg spåede dengang, at de højreorienterede ville være magtgale neurotikere, korrupte, uden social ansvarlighed, ufølsomme, klima-benægtere og racistiske, mens de venstresnoede ville være alt det modsatte, idet de kæmpede deres kamp med følsomhed og hjertevarme.

ESPERSENDe røde lejesvende manipulerer

Sådan er det gået..! Intet nyt fra dén kant!

Og mens verden tordner forbi, udvikles og forandres, og menneskelivet i det hele taget dag for dag bliver mere og mere spændende, mangfoldigt og inciterende, står tiden bomstille i Ingolf Gabolds støvede laboratorium.

Her eksperimenteres ikke længere. Her tænkes ingen nye tanker. Her har man jo én gang for alle fastslået, hvordan verden er skruet sammen.