»Hvis vi skulle lave samfundet forfra, ville vi næppe opfinde vuggestuen«.

Så kontant lyder meldingen fra klinisk psykolog og seniorlektor på professionshøjskolen UCC Ole Schouenborg.

Han mener, at det er traumatisk for små børn at blive afleveret i vuggestue, og er tilhænger af at vente, til børnene er mindst to år.

Hvad sker der, hvis de afleveres inden?

»Når det lille barn afleveres i vuggestue, har det omkostninger. Det oplever sig forladt og viser det tydeligt. Spørgsmålet er nu, om denne oplevelse sætter sig væsentlige spor ti, tyve, tredive år efter. Antagelser herom er det næsten umuligt at dokumentere, fordi der er så mange andre faktorer i spil. Men jeg finder det temmelig usandsynligt, at oplevelsen af forladthed ikke har konsekvenser«.

De fleste børn tilpasser sig da nemt, ikke?

»Vi trøster os med en løs teori om, at småbørn er vældig kompetente og robuste, og vi lader os berolige med, at de tilsyneladende hurtigt tilpasser sig situationen og holder op med at græde. Men jeg vil påstå, at smerten ikke går over. Barnet får adskillelsesangst og angst for tab af relationer, og mistilliden kodes ind i barnet, når det tidligt bliver forladt i vuggestuen. De får en grad af utryghed, som især hos sårbare børn kan risikere at blive stor. Nogle børn er tanket så godt op, at de har en vis modstandskraft mod at blive udsat for den slags, men hos sårbare børn kan det sagtens være det, som gør, at de render rundt med paranoia i forhold til andre mennesker, for man risikerer jo, at de forsvinder igen. Den der duft af ubodelig ensomhed har mange«.

Kan det ikke hænge sammen med alt muligt andet end vuggestuer?

»Problemet er, at man forskningsmæssigt ikke kan dokumentere, at der er en sammenhæng mellem senere ængstelighed og senere relationsusikkerhed, for der er aldrig lavet langtidsundersøgelser. Der er ikke lavet forskning på det herhjemme. Det er så hundesvært, fordi der er så mange faktorer på spil. Der er derfor frit slag for demagoger som mig og alle andre, som påstår, at vi ved noget, for vi ved det faktisk ikke med videnskabelig sikkerhed. Jeg kan alene udtale mig ud fra almindelige psykologisk viden og iagttagelser«.

Andre mener, at daginstitutioner er gode, fordi børnene lærer noget af at være sammen med andre, er det ikke rigtigt?

»Vi bilder os ind, at vuggestuebørn kan lære vildt meget af hinanden og blive supersocialiserede – på et tidspunkt, hvor de slet ikke hjernemæssigt er klar til den form for socialisering. Samtidig producerer vi livsløgne om, at pædagogerne jo er professionelle omsorgspersoner, der måske bedre end os kan stimulere barnet – på trods af, at der ganske enkelt er grænser for, hvor meget nærhed selv dygtige pædagoger kan præstere år efter år. Det er urimeligt at forvente, at professionelle kan tilbyde den ubetingede kærlighed, som jo i en følsom periode er det afgørende vækstmedium for selvværd. De kan lære dem noget – men næppe lære dem at elske sig selv«.

Så hvad er ifølge dig barnets behov?

»Begrebet børnenes behov er et farligt kort at spille – for det er naturligvis i høj grad kulturbetinget. Men behov er også naturbetinget, og det lille barns behov for stabil omsorg fra et fåtal af betydende voksne i rolige omgivelser er for mig at se uafviseligt. Man får kort sagt ikke synlige mærker af at gå i vuggestue. Men det er min bestemte opfattelse, at det mærkes og sætter sig spor. Den livslange jagt på anerkendelse er måske et symptom på, at man ikke blev anerkendt nok i tide«.