De regnbuefarvede flag blafrede igen i dag i et hjørne af Christiansborg Slotsplads. I 3442 dage i træk har en forening kaldet 'FredsVagten' protesteret mod den danske deltagelse i 'krigen mod terror'.

Inde bag 'borgens' mure - i Folketingssalen - blev der i fredags skrevet dansk historie, da et enigt folketing besluttede at sige ja til at gå med i 'koalitionen af villige'. Med militær magt vil man gennemtrumfe FN's Sikkerhedsråds beslutning om at indføre et flyveforbud over Libyen. Det skete på et tidspunkt, hvor Moamar Gaddafis styrker for alvor var ved at trænge oprørerne tilbage.

Initiativtager til FredsVagten, Bo Richardt, er harm over det brede, danske ja. Den 56-årige it-tekniker holder fast i, at krig er terror.

FN-resolutionen handler om at beskytte civilbefolkningen mod overgreb. Hvordan kan I være imod det?

»Det er vi heller ikke. Vi vil gerne beskytte civilbefolkningen mod overgreb, hvis vi kan. Det kan vi bare ikke. Det er det samme som i Afghanistan og Irak. Vi kan ikke lave demokrati med bomber. Det, der formodentlig sker nu, er, at de vil få en længerevarende borgerkrig, så det bliver meget værre for civilbefolkningen«.

»Der var faktisk en rimelig medvind i det libyske oprør umiddelbart efter Egypten og Tunesien. Hvis libyerne havde været modne til at vælte Gaddafi af pinden og rejse et nyt, demokratisk styre, så havde de gjort det. Militæret står benhårdt på en knivsæg og afvejer, om Gaddafi har autoriteten. De besluttede så, at Gaddafi stadig havde bolden, hvorfor de vender sig til hans side. Hvis Libyen havde været modent (til demokrati, red.), kunne det have vendt sig til oprørernes side og sige: vi fjerner ham«.

SKRIVHører pacifisme fortiden til?

Frank Aaen siger i dagens udgave af Politiken, at ”alle og enhver kunne se, at det var i sidste øjeblik, at der blev sat en stopper for Gaddafi, inden han fik blodet til at flyde i Benghazis gader”. Har han ikke ret i det?

»Jo, men nu flyder der mere blod i Benghazis gader, fordi han ikke fik lov til at gøre det færdig. Og så kan det være, han vinder, det kan være, at han ikke vinder. Det bliver meget værre for civilbefolkningen«.

»Lad os antage oprørerne får så meget vind i sejlene, at de vinder; hvad sker der så: Så skal de skabe et nyt demokrati på, ja, på hvad? På hvilke institutioner? Nej, der kommer en ny diktator. Han bliver vestens gesandt, og så har vi givet islamisterne en ny syl i kødet, og den vokser. Er det det, vi er interesserede i?«

»Så blodet flyder. Fucking blodet flyder. Jeg kan godt forstå, at folk umiddelbart synes, det er synd, men hvis folk har den humanisme, hvorfor fan' tager vi så ikke og afleverer halvdelen af vores indtæger til dem, der dør i Afrika. Vi er så følelsesladede, og vi bliver malet op i hovedet fra fjernsyn og medier, at nøj det er så synd for dem, og selvfølgelig er det synd for dem. Men det bliver bare ikke mindre synd, fordi vi blander os, tværtimod«.

»Vi kan ikke bombe os til demokrati. Vi kan ikke designe, hvordan verden skal se ud« .

Men det er heller ikke målet med aktionen at skabe demokrati. Målet er at stoppe overgreb på civilbefolkningen.

»Æhh, det er muligt, du har ret. Det skal jeg ikke problematisere. Jeg er meget intuitiv selv, så jeg følger ikke så meget med i, hvad de siger og gør. Jeg følger de store linjer og lader være med at lade mig blive fedtet ind i de små, for så kan jeg tænke selv«.

Du kigger på store linjer, hvad mener du?

»Jeg har ikke set fjernsyn i 20 år. Jeg læser Arbejderen. Ikke fordi jeg er kommunist, for det er jeg ikke, men det gør jeg, fordi jeg får drejet det i en anden vinkel«.

»Når man får sine oplysninger fra fjernsynet, så ved man ikke ret meget om verden, fordi det er en ganske bestemt synsvinkel som bliver påduttet. Jeg læser gratisaviser, fordi der læser jeg på notitsplan, hvad der foregår - derfra kan jeg tænke selv. Og det er pointen: at tænke selv. Jeg mener, at folk i udstrakt grad har ladet de store mainstreammedier tænke for sig«.

Kunne man ikke vende den om og sige, at det er dig, der ikke er oplyst, fordi du ikke følger med i, hvad der sker?

»Det siger min søster også. Hun er skidesur på mig. Kan du have så mange holdninger, når du ikke følger med? Jeg følger jo med. Jeg mærker godt, hvad der sker. Jeg kan ikke undgå vide, hvad der sker. Jeg kender ikke detaljerne, og der fangede du mig også før. Jeg kender ikke detaljerne, men det er, mener jeg, ikke nødvendigt for at forstå de store linjer. Det er snarere omvendt. Det er ligesom, når man ikke kan se skoven for bare træer«.

LÆS OGSÅPacifismens flagskib tager vand ind

Uanset om Libyen er klar til demokrati eller ej, bør du som humanist ikke støtte et demokratisk oprør frem for en diktator?

»Nej, for jeg skal ikke blande mig. Jo, som humanist vil jeg selvfølgelig til enhver tid støtte en frihedsfølelse hos folk, der ønsker at få en anden livskvalitet, og som ikke ønsker at være underlagt en diktator«.

»Men var Gaddafi nu også så slem, som vi mener? Var Saddam så slem, som vi mente? De udviklede deres lande med sundhed og skoler, og det er måske grunden til, at de ikke gør oprør mod Gaddafi. Nogle havde det ikke godt, og han nakker selvfølgelig dem, der antaster hans autoritet«.

Du stiller spørgsmålstegn ved, hvor fæl Gaddafi er. Hvorfor tage en diktator i forsvar?

»Det gør jeg heller ikke på den måde. Det, jeg påpeger, er i opposition til, hvad man forventes at mene om ham. Dem derinde (peger på Christiansborg, red.) kan du ikke regne med over en dørtærskel. Derfor problematiserer jeg vores holdning til ham«.

Nuancerer den?

»Ja, det, synes jeg, er på sin plads. Nu så jeg en oprørsleder i Politiken sige, at nu bliver de massakreret i Benghazi. Hov, hvem er du? Hvad har du selv for nogen interesser? Det spørger vi ikke om. Propagandaen siger, at vi skal kigge på Gaddafi. Han skal nakkes. Måske er han ikke så grim og fæl. Vi ved det kraftedme ikke«