Udover de personangreb, min kronik har afstedkommet, er der gjort forsøg på en kritik af selve substansen fra Debatdanmarks mere autoritative stemmer.

Denne hviler ikke desto mindre flere steder på en sløj argumentation.

KRONIKENNoma er fascisme i avantgardistiske klæ'r

Både Jan Kragh Jacobsen og Søren Frank har afvist min anklage om lighedspunkterne mellem fascistisk ideologi og principperne bag Det Nye Nordiske Køkken og Noma med henvisning til, at der er tale om kunst.

Men fordi man kalder noget for kunst, udelukker det vel ikke, at denne kan have et fascistoidt præg? Det skel mellem kunst og ideologi, man ønsker at opstille, er altså ikke noget logisk eller nødvendigt skel.

Kunst er ikke per se ideologisk, men den kan være det og har historisk været det. Som sociologen Henrik Dahl for nylig skrev i en artikel på K-forum om debatkulturen i Danmark, benyttes ofte det trick at kalde noget for kunst med henblik på at gøre udtalelser og projekter immune over for kritik.

HENRIK DAHLLæs indlægget på K-forum(eksternt link)

Logikken går ud på, at så længe man kalder det, man udtrykker, for kunst, kan man slippe af sted med hvad som helst. Men selv kunsten skal stå til ansvar og er ikke hævet over kritik. Det gælder også, når mad bliver til kunst.

Det næste kritikpunkt fra Frank og Kragh Jacobsen går på, at man ikke kan foretage en kobling mellem mad og ideologi. Som Frank udtaler til B.T.:

»Fascisme har intet med mad at gøre. Der er forskel på et køkken og en nation«.

LINKLæs artiklen i B.T. (eksternt link)

Tilsvarende skriver Kragh Jacobsen: »Kan vi nu vente, at Ulla Holm knytter en forbindelse mellem det nazisympatiserende Vichystyre og de franske oste eller Mussolini og skinkerne fra Parma?«.

Lige såvel som kunst og ideologi kan være og i en række historiske tilfælde har været koblede, kan der sagtens forekomme en sammenkædning mellem mad og ideologi, og også her kan man henvise til flere historiske tilfælde.

F.eks. var det fascisten F.T. Marinettis ambition at skabe et italiensk køkken renset for fremmede fødevarer, og samtidig skulle det have som formål at skabe en kampklar befolkning.

Tilsvarende fremfører antropologen Katarzyna Cwiertka, at der især med dannelsen af nationalstaten er sket en tæt sammenvævning mellem mad og politik.

Herefter kan nation og ernæring ikke tænkes adskilt. Samme pointe finder man hos historikeren Carol F. Helstosky i Garlic and Oil. Food and Politics in Italy.

Det er jo heller ikke nogen hemmelighed, at der fra politisk side herhjemme og i Norden vises stor interesse for og gives opbakning til Den Nye Nordiske Diæt.

I min kronik er det ikke min påstand, at Noma står for at ville smide fremmede på porten, kun deres råvarer.

I Berlingske beskylder Tom Jensen mig for at se 'det fascistiske Danmark' igennem 'forvrængningens prisme'.

BLOGLæs Tom Jensens indlæg (eksternt link)

Imidlertid fremgår det tydeligt, at Jensen har valgt at læse min kronik igennem netop en forvrængningens prisme, idet han udleder af den, at jeg bl.a. mener, at der i Danmark føres klapjagt på minoriteter som led i en generel neofascistisk og nazistisk strømning med rødder i magtskiftet fra 2001, og at VKO er at sammenligne med Hitlers magtovertagelse i 1933 og holocaust.

I min kronik retter jeg ingen anklage mod VKO, og jeg hævder hverken im- eller eksplicit, at der foregår en generel fascistisk eller nazistisk opblomstring i Danmark.

Tværtimod henviser jeg til indikatorer på tolerance blandt danskerne i flere sammenhænge. Det eneste, jeg siger, er, at man på et område som gastronomi kan se paralleller til det fascistiske tankegods i kraft af bl.a. den systematiske afstandtagen fra egnsfremmede fødevarer og dyrkelsen af det racerene etc.

Der er tale om et isoleret felt, hvor en aversion mod det fremmede gør sig gældende. Det er ikke ensbetydende med at sige, at alle områder af det danske samfund er blevet gennemnazificerede.

Niels Lillelund tager mig i Jyllandsposten ligeledes til indtægt for at tale om »fremmedhadet i almindelighed«, men det er jo netop det, jeg ikke gør.

Jeg taler om udelukkelsen af det fremmede i maden, ikke andre steder. Hernæst efterlyser Lillelund, at vi »taler alvorligt et øjeblik« og tilføjer: »For ærligt talt, hvis en del af dogmet er lokale råvarer, så er det pudsigt, at man flyver dem ind fra Grønland, for der er altså længere til Grønland end til Frankrig, så hvad er egentlig pointen sådan rent gastronomisk?«.

Hvis Lillelund overhovedet har læst min kronik, vil han vide, at jeg netop påpeger det inkonsistente i, at man på den ene side bryster sig af, at Det Nye Nordiske Køkken er et klimavenligt alternativ til det internationale køkken samtidig med, at man flyver råvarer ind fra områder i Norden, som ligger længere væk end Spanien og Frankrig, hvorfra man ikke ønsker at importere fødevarer.

Lillelund påpeger dog noget centralt: »Noma kan ikke tænkes uden for Danmark, for det giver ingen mening at spise nordisk mad i Frankrig eller Italien, hvor de jo har så dejligt mange andre ting at spise«.

Det er netop tanken bag Det Nye Nordiske Køkken, at man skal spise så lokalt som muligt uanset, hvor på kloden man befinder sig. Derfor kan det også undre, at Claus Meyer i Politiken 8. maj udtalte, at »vi vil inspirere landbruget og fødevareindustrien til at lave moderne kvalitetsfødevarer med et internationalt potentiale«.

Ligeledes taler Meyer i en artikel i Mandag Morgen fra 2010 om at »udvikle nordiske delikatesser til det globale marked«.

Nordiske fødevarer skal altså udbredes globalt. Dette er imidlertid i direkte modstrid med hele filosofien bag det Det Nye Nordiske Køkken. Det mindste, man kan forlange, er vel konsistens?