Der er lagt op til, at det kommende valg vil blive stærkt præget af en krig på tal.

De korrekte tals protektor, finansminister Claus Hjort Frederiksen, har allerede i de seneste måneders diskussioner gentagne gange forsøgt at tryne oppositionen ved hjælp af tal eller kritik af, at oppositionen ikke har »styr på tallene«.

Stilen er hånlig og nedladende: Se, de kan ikke engang regne!

Der er en betydelig risiko for, at valgkampen bliver udemokratisk i den forstand, at politikerne i de store politiske debatter vil smide om sig med tal, som vælgerne ikke har forudsætninger for at gennemskue.

LÆS OGSÅEksperter: Talkrig forvirrer borgerne

Dermed vil valgkampen på vigtige punkter komme til at minde om en katolsk messe. Selve indholdet i det sagte vil være som latin, uforståeligt, men vælgerne kan naturligvis bedømme en række detaljer såvel som helhedsindtryk: Hvem tager sig bedst ud? Hvem virker mest troværdig? Osv.

Men tallene vil beholde deres magi: Ingen vil kunne gennemskue, hvem der har ret – eller om nogen har det – når den ene hævder, at vi vil mangle 47 milliarder i statskassen i år 201x, mens den anden siger 37 milliarder. Medmindre tallene bliver afsløret som det, de ofte er: uvished forklædt som vished.

Regeringen har naturligvis den mest fordelagtige position i en sådan krig på tal. Det er regeringens regnedrenge i Finansministeriet, der producerer tallene. De bygger på forudsætninger, som regeringen er med til at definere. De er de officielle tal og får derfor status af at være de korrekte tal.

I den aktuelle diskussion om 2020-planer har oppositionen på forhånd opgivet at lave alternative regnestykker og har accepteret regeringens tal, som lyder på, at der mangler 47 mia. kr., for at det offentlige budget kan være i balance i år 2020.

Dette selvom det garanteret ikke lige er 47 mia., der vil mangle. Beløbet er ekstremt usikkert, men et billede skal naturligvis dannes, hvis man vil foretage indgreb, der påvirker fremtiden.

De 47 mia. kr. er beregnet ud fra en lang række forudsætninger, og det er helt sikkert, at i hvert fald en del af disse vil vise sig at være forkerte i større eller mindre grad. Graden af usikkerhed kan illustreres med 2010-regnskabet som eksempel.

I marts 2011 blev underskuddet på de offentlige finanser for 2010 opgjort til 51 mia. kr. Bare et år tidligere forventede regeringen, at underskuddet ville blive på 95 mia. kr. Hvor stor er usikkerheden så ikke, når det drejer sig om tilstanden om ni år! Får vi nye finans- eller råvarekriser, eller får vi højkonjunktur det meste af tiden frem til 2020? Ingen ved det.

Aktuelt er regeringen meget stolt over at kunne påstå at have forbedret de offentlige finanser i 2020 med 18 mia. kr. ved de drastiske forringelser af efterlønnen. Tallet fremkommer bl.a. ud fra et andet tal, nemlig de 65.000 flere, som vil komme i arbejde som følge af de vedtagne ændringer. Disse tal fremføres af regeringen, som om de var objektive kendsgerninger.

I realiteten er de imidlertid lige så konstruerede som den katolske messe. Skabt af mennesker for at gøre indtryk på mennesker. Hvordan kan nogen vide, at forringelsen af efterlønsordningen vil bringe 65.000 flere i beskæftigelse? Det kan ingen vide.

Men tallet konstrueres nogenlunde sådan her: Man putter nogle tal ind i en model, og man vælger som en af forudsætningerne for modellens beregninger at sige, at når flere mennesker udbyder deres arbejdskraft, så er der også arbejde til dem, eller i hvert fald til de fleste af dem. Hokuspokus, tallet er der!

På samme måde kan man konstruere andre vidunderlige tal. Man kan for eksempel forudsætte, at hvis skatteprocenten sættes ned, vil folk arbejde mere, »fordi de får mere ud af det«. Når folk arbejder mere, kommer der flere penge ind i skat – og vupti, så er skattelettelserne jo finansieret!

I begge tilfælde er der tale om beregninger, der er yderst usikre, ikke bare fordi de udtaler sig om en uvis fremtid, men også fordi de bygger på nogle højst problematiske forudsætninger. Det er ikke rigtigt, at »der altid er arbejde nok til dem, der vil arbejde« – Niels Hausgaard mente det faktisk ironisk!

Det er heller ikke rigtigt, at pengene kommer ind igen via øget arbejde og beskatning heraf, når indkomstskatten sættes ned. Noget kommer måske ind, men slet ikke nok til at finansiere skattelettelsen. Se blot til USA, hvor skattelettelser, der i flere omgange siden 1980 er givet til grupperne med høje indkomster, er blevet ledsaget af et stigende, og i dag dramatisk højt, underskud på de offentlige budgetter.

Med disse eksempler, som desværre ikke er fiktive, er vi fremme ved en vigtig pointe, nemlig at de tal, der bruges i den politiske debat, ikke er neutrale. Nogle tal er. Der er ingen grund til at diskutere, hvor høj beskæftigelsen var i 1998, det kan vi slå op hos Danmarks Statistik. Men de tal, som politikerne kæmper med og om, er ikke neutrale.

Det er hovedsageligt tal, som ikke bygger på historiske eller aktuelle kendsgerninger, men på forventninger til fremtiden eller forventninger til, hvordan fremtidige indgreb vil påvirke offentlige finanser og erhvervslivet i fremtiden.

Tallene er konstruerede, og de er konstrueret ud fra ganske bestemte opfattelser af, hvordan virkeligheden er beskaffen. Vi kan også sætte navn på den lære, der er dominerende for disse konstruktioner.

Det er ikke den katolske lære, selv om den på mange måder minder om den, nej, det er den neoklassiske økonomiske teori, som igen på mange strækninger er identisk med neoliberal økonomisk teori.

Det er fra denne verden og dens ortodoksi, vi har de magiske forestillinger om, at øget udbud af arbejdskraft i sig selv fører til øget beskæftigelse, eller at lavere skatteprocent fører til højere skatteindtægt for det offentlige.

Der er tale om teorier, der er som skabt til at understøtte borgerlig politik, læs: skattelettelser betalt gennem nedskæringer på velfærdsordningerne.

Desværre er det alt for sjældent, liberale teorier diskuteres over for andre grundopfattelser som eksempelvis socialliberalisme og socialisme. Det ville give en valgkamp luft under vingerne.

I stedet får vi nogle diskussioner, der er aldeles uigennemskuelige, fordi de føres på grundlag af tal, der af politikerne fremstilles som objektive, men som i realiteten er nogle meget usikre konstruktioner og som regel ’biased’ i liberalistisk retning.

Vi må håbe, at ligesom danskerne gjorde op med en religion, der foregik på et sprog, de ikke forstod, vil vi også gøre op med en politisk kultur, hvor konstruerede og uigennemskuelige tal ophøjes til at udtrykke den højeste form for sandhed om den politiske virkelighed.

Som en begyndelse må vi indse, at de troværdige ikke er dem, der påstår at have styr på tallene for 2020. De troværdige er dem, der indrømmer, at den slags er umuligt.