Når modne vestlige singlekvinder – flere og flere af dem, ifølge den nyeste sociologiske/antropologiske forskning! – rejser til f.eks. Afrika eller Caribien for at nyde solen, den smukke natur, de billige hoteller, den eksotiske atmosfære og den uproblematiske seksuelle kontakt med 10-15-20 år yngre og fattigere lokale mænd, italesættes det gerne som ’ferieromantik’.

Når modne vestlige singlemænd – seksuelt udhungrede eller kønsrollemæssigt fortabte efter kvindefrigørelsen? – rejser til f.eks. Asien eller Latinamerika for at nyde solen, den smukke natur, de billige hoteller, den eksotiske atmosfære og den uproblematiske seksuelle kontakt med 10-15-20 år yngre og fattigere lokale kvinder, dæmoniseres det derimod altid pr. rygmarvsrefleks som ’sexturisme’.

For vi ved jo alle sammen godt, at kvinders seksualitet er sund, varm og naturlig, mens mænds er sygelig, destruktiv og depraveret, ikke sandt?!

Men gad vide, om det under alle omstændigheder ikke er ret få af både disse kvinder og mænd, der er hardcore-libertinske sexturister, og som udelukkende rejser et sted hen i nogle uger for at købe sig til så meget uhæmmet, uforpligtende sex som muligt?

De seksuelle, erotiske og i bedste fald måske endda romantiske eskapader er da afgjort en bonus, klart, men formodentlig kun en del af en samlet ferieoplevelse – langt væk fra den grå, ensomme, stressede hverdag i Vesten.

I sin roman ’Platform’ skildrer den franske forfatter Michel Houellebecq netop en ny form for sexturisme på Cuba og i Thailand, som ikke kun praktiseres af den stereotype mediemytologis gamle, fede, fordrukne, svedende, halvpædofile hvide mænd, men i det hele taget af både hetero- og homoseksuelle mænd og kvinder af alle hudfarver, singler såvel som par, swingere såvel som evige romantikere, der bedre kan leve deres fantasier ud under mindre moralsk adfærdsregulerede himmelstrøg.

Houellebecq ser denne sexturisme som en logisk konsekvens af, at der i Vesten er millioner af mennesker over 40, der hver aften går mætte, men alene og seksuelt underernærede i seng, mens der er i den såkaldte tredje verden omvendt er millioner af unge mennesker under 40, der hver aften går sultne i seng – i bogstavelig eller overført forstand.

Unge mennesker, der i hvert fald drømmer om en økonomisk bedre tilværelse og et lidt mere ’sødt’, spændende liv, men samtidig er seksuelt/kropsligt på toppen og hverken hæmmede af vores bornerthed, skønhedsidealer eller politiske korrekthed ... Hvorfor så ikke lade disse to parter hjælpe hinanden, spørger Houellebecq polemisk provokerende?

Da jeg sidste efterår endnu en gang var tilbage i den syndige thailandske badeby Pattaya, 150 km syd for Bangkok, slog det mig ikke blot, hvor markant denne destination er ved at blive opgraderet med designerhoteller, jetsetnatklubber, modebutikker, gourmetrestauranter, golfbaner, kulturtilbud og ny arkitektur.

Det slog mig også, hvordan denne berygtede ’sexturistdestination’ har gennemgået et demografisk paradigmeskifte, så dens tidligere (lav)status som discountriviera for enlige mænd på jagt efter unge thaipiger og billige branderter vist snart må tages op til revision.

Pattaya er jo nærmest begyndt at ligne en multikulturel storby (på godt og ondt!), et kosmopolitisk Klondyke med femstjernede luksushoteller side om side med gamle, slummede træfiskerhytter, hvor hvide vestlige mænd er ved at være en minoritet i forhold til mænd fra Asien, Mellemøsten og ikke mindst Rusland.

For russerne er Pattaya tydeligvis også en familiedestination, hvortil man sagtens kan tage konen og børnene på charterrejse. Der er da heldigvis stadigvæk et særdeles livligt og synligt natteliv, befolket af villige skønheder af både det ene, det andet og det tredje køn, som man kan flirte, charme, kurtisere eller købe sig adgang til som relativt velhavende vesterlænding.

Men blandt bejlerne og kunderne er der nu bare også masser af lesbiske par og biseksuelle swingerpar, der boltrer sig imellem smukke, slanke thaier – i et trods alt ikke ligefrem ludfattigt, men tværtimod i mange henseender moderne, økonomisk dynamisk asiatisk land, der aldrig er blevet koloniseret med hverken vestlig militærmagt (fortidens geopolitiske imperialisme) eller kristen-feministisk seksualmoral (den stadigt aktuelle holdningsmæssige imperialisme).

Vestlige kønsfeminister fokuserer dog eksklusivt på de hvide mandlige heterosexturister og raser videre over disses angivelige ’misbrug’ af de ’stakkels’ fattige thaikvinder.

De tror og mener vist, at den udbredte prostitution i Thailand ene og alene næres af, at perverse vestlige mænd – i kølvandet på amerikanske soldater på orlov fra Vietnamkrigen i slutningen af 60’erne – rejser på ’sexferier’ dertil.

Altså, at det er de liderlige vestlige mænd, der har fordærvet et ellers uskyldsrent, ’autentisk’ orientalsk paradis af ’ædle vilde’, som har betalt prisen for egoistiske vesterlændinges postkoloniale selvudfoldelse.

Dét er imidlertid alt for simpel en analyse, selv om det er klart, at tilstrømningen af udenlandske mænd siden 70’erne ikke ligefrem har mindsket omfanget af hverken den hetero- eller homoseksuelle prostitution i Thailand (hvor prostitution for resten formelt set er ulovligt!).

Men i dette lands dybt rodfæstede buddhistiske kultur og stolte nationale historie er der en århundredgammel tradition for et frisindet syn på prostitution og semiprostitution, som intet har at gøre med det, der i dag fordømmes som ’sexturisme’ og ’globaliseringens skyggeside’ (ifølge den danske sociolog Claus Lautrups undersøgelser har 70 procent af alle voksne thaimænd – imod 14 procent af de danske ditto – prøvet at købe sex, og den del af sexindustrien, der servicerer de udenlandske mænd, er minimal, i forhold til den der er rettet imod lokale kunder.)

Den feministiske analyse fejler ligeledes, fordi den ikke tager højde for, at en betragtelig del af ’de slemme piger’ i Pattaya (eller Phuket, Hua Hin, Chiang Mai, Koh Samui og Bangkok) er weekend- og sæsonbetonede ’freelancere’ med civilt job eller studie ved siden af.

Selvstændige yngre kvinder og unge piger, der ser denne ekstracurriculære aktivitet som et rebelsk ungdomseventyr, som en supplerende indtægtskilde og eventuelt på længere sigt som en mulighed for at finde en udenlandsk kæreste/ægtemand, der kan sikre dem og deres familie social status og tryghed.

Thaierne er paradoksalt nok et yderst blufærdigt, konservativt folkefærd, men elsker sanuk – sjov og ballade – og ser for flertallets vedkommende sex som en uafvendelig, naturlig del af livet; ikke som noget, der konstant skal problematiseres eller patologiseres.

Og selv om det sikkert kan være anstrengende altid at skulle være den frække, sexede, smilende partygirl i bikinitop og hotpants, der slynger tequilaer ned og danser på bordene på baren i Pattaya, er det næppe mere anstrengende end et liv i rismarken eller ved samlebåndet (hvilket typisk er hendes eneste alternativ) – og uden tvivl en gang imellem en hel del sjovere.

For selv de ’professionelle’ thaikvinder bestemmer generelt altid selv, hvem de går hjem i seng med, har ingen alfonser og sjældent mere end nogle få kunder pr. uge og kommer og går stort set på deres ’arbejdspladser’, som det passer dem!

Dertil skal lægges, at en ganske normalt udseende kvinde imellem 18 og 40 år kan tjene langt, langt flere penge som massøse, gogodanserinde, barpige, natklubværtinde eller decideret prostitueret, end hun kan ved at slide sig op i mudret vand til knæene på en rismark eller i et inferno af støj og giftig røg på en fabrik.

Eller for den sags skyld som underdanig, underbetalt stuepige eller massøse på et af de økologisk bæredygtige wellness-resorts, som det ellers er anderledes politisk korrekt for os vesterlændinge at frekventere.

Kønsfeministerne vil under alle omstændigheder mene, at deres thailandske medsøstre burde vælge rismarken, fabrikken eller wellness-hotellet frem for at lade sig ’fornedre’ af ækle vestlige mænd.

I denne postimperialistiske, postviktorianske optik er prostitution for en kvinde selv her i det 21. århundrede noget nær »en skæbne værre end døden«. For ingen kvinde ved sine fulde fem kunne frivilligt finde på at blotte sig for eller leje sin krop ud til fremmede mænd (og måske endda have det godt med dét), vel?!

Til gengæld har disse vestlige femi-imperialister ret i, at der som udgangspunkt er et skævt magtforhold imellem en forholdsvis velhavende vestlig mand og en ikke nær så velhavende, oftest uuddannet kvinde fra et tredjeverdensland.

Dét er ikke retfærdigt, men sådan er virkeligheden altså beklageligvis i en kapitalistisk verden med enorme sociale forskelle imellem verdensdelene.

Omvendt umuliggør økonomiske, sociale, kulturelle, etniske og aldersmæssige forskelle forhåbentlig heller ikke i sig selv, at der en gang imellem godt kan opstå begær, attraktion, venskab eller romantik imellem to voksne mennesker af hver deres race (med eller uden penge i ligningen) – medmindre man virkelig mener, at sådan noget alene bør udspille sig imellem 100 pct. økonomisk, socialt, kulturelt og etnisk ens jævnaldrende partnere?

Hvad der er mere interessant og relevant er for mig at se, at prostitution og sexarbejde slet ikke foregår på samme måde – eller under den samme tunge sky af protestantisk skyldfølelse - dér som hér hos os, uden at det derfor overhovedet skal romantiseres som den rene idyl. Det ville nemlig være lige så naivt som kønsfeministernes opfattelse af fremmede kulturer og kønsroller.

Nej, nutidens sociologer og antropologer taler i forhold til f.eks. Thailand derimod om open-ended prostitution, altså om en mere diffus form for prostitution med løs for- og bagkant, uden fast takst og deadline, hvor grænserne imellem på den ene side kontante tidsbestemte knald og på den anden flirt, forførelse, dating, engangssex, social opadstræben og erotisk-romantisk kemi tit er udviskede, ofte står til forhandling og sjældent trækkes så hårdt op som i Vesten.

I Thailand foregår den overvejende del af prostitutionen (mellem thaikvinder og udenlandske mænd) reelt i en gråzone imellem prosaisk købesex, løssluppent natteliv og intimitet som serviceydelse, hvor man typisk mødes, spiser middag, drikker, danser, griner og fester med en pige en hel aften, hvorefter man efterfølgende er sammen med hende i et eller flere døgn på sit hotel.

Det er ikke engang sikkert, at hun forlanger kontant afregning, men manden betaler i sagens natur altid for hendes mad og drikke, køber en halskæde eller noget nyt tøj til hende i shoppingcentret og tager hende måske med til Koh Samed eller Koh Chang på en uges badeferie, som hun aldrig selv ville have råd til.

I stedet for at stigmatisere dem som sexturisme skulle man således måske omfortolke disse forbudt for børn-rejser som en ny slags mere eller mindre problematisk datingturisme, hvor de seksuelle eventyr går op i en højere ferieenhed med det tropiske klima, den afslappede stemning og den kropslige nydelse i spacentrene?

Kort sagt: Wellness-turisme for voksne singler eller swingerpar, der gerne vil forkæle sig selv med lidt af den sanselighed og seksuelle tilfredsstillelse, som så mange af dem ellers går rundt og længes efter på vores breddegrader – med alternativ ’udviklingsbistand’ som positiv sideeffekt for de interesserede lokale på stedet!