forfatter Henrik List er aktuel med romanen 'Solen skinner aldrig på en go-go-bar'.
Foto: GORM BRANDERUP

forfatter Henrik List er aktuel med romanen 'Solen skinner aldrig på en go-go-bar'.

Bøger

Forfatter udfordrer middelklassens værdier med sexskandale-bog

Den kreative middelklasse står for skud i Henrik Lists satiriske samtidsroman

Bøger

Henrik List kommer ind gennem dobbeltdøren på Fu Hao i Colbjørnsensgade i København V.

Han kommer fra et interview på Radio24syv, hvor snakken går om Yahya Hassan, Louise Østergaard og debatten om deres forhold på Facebook.

Henrik List kalder det den kreative middelklasse, der lukker sig om sig selv; tager overtøjet af og sætter sig til rette.

I Henrik Lists nye bog, romanen ’Solen skinner aldrig på en go-go-bar’, er det en sexskandale, der sætter gang i handlingen.

En kunstner har angiveligt brugt mindreårige thailandske nøgne piger i en serie fotos, der skal udstilles på Statens Museum for Kunst.

»Nogen ringer og siger til en tabloidavis, at det her gamle svin har lavet noget børneporno. Og inden man når at skrabe lidt ned under overfladen, er hjulene sat i gang på mediekarrusellen«, siger han og bestiller en danskvand uden citrus hos den kinesiske tjener, der samtidigt tager dim sum-sedlen, hvor vi har sat fem krydser.

Kampen mod 'Big Mother' Henrik List er 48 år, forfatter og har skrevet om en masse forskellige ting. Amerikansk samtidslitteratur, digte, i alt 17 bøger, deriblandt hans første roman ’Kære fucking dagbog’ fra 2009 om en 15-årig pige og rydningen af Ungdomshuset.

Men ofte har fokus været på hans værker om emner som ladyboys i Bangkok, thaipiger på Vesterbro og pornostjerner i Las Vegas.

Indtil 2003 arbejdede han i 13 år som kulturjournalist på Berlingske, hvor han med egne ord var inspireret af ’new journalism’ og gonzojournalistik.

Han er kendt for at stå ved sin brug af egne erfaringer fra prostitutionsmiljøet, er fortaler for afkriminalisering af prostitution og bedre arbejdsforhold for sexarbejdere, og for sin kamp mod ’Big Mother’-velfærdsstaten og Forbudsdanmark; kampen mod, at alt skal være så pænt, friseret og politisk korrekt.

Ikke en kulturkliche
’Solen skinner aldrig på en go-go-bar’ er hans anden roman.

Er det ikke en ren kulturkliche, at du skriver om Thailand, prostitution og ladyboys igen?

»Det er ikke en kulturkliche, det er simpelthen en fordom. Du siger jo ikke om Helle Helle eller Christina Hesselholdt eller Pia Juul, at ’Åh nej, nu skriver de om skæve kvindeskæbner i Udkantsdanmark igen’. Det er åbenbart o.k. Jeg har aldrig skrevet en roman, der foregår i Thailand før. Og jeg har i øvrigt heller aldrig skrevet en satirisk samtidsroman om den kreative middelklasse før – det er det, min nye roman er«, siger han

Eksponerede fordomme
Det første bambusfad med dampede dim sum kommer på bordet, og vi går om bord med pinde i samme fad.

Fastlåste værdier er der mange af i den kreative middelklasse, mener List.

»Du ved, det er o.k. at sige, at du er vild med Nick Cave, og at du stemmer på Enhedslisten, og at du elsker dim sum eller sushi. Det vil være fuldstændigt accepteret. Men det er ikke o.k. at sige, »Jeg er vild med Hansi Hinterseer, stemmer på DF og kan egentlig bedst lide dansk mad med kartofler og helst noget kødfars«. Så tror folk, at det er noget ironisk hipsterpis. Det er den slags rygmarvsreflekser, jeg udfordrer med denne bog«, siger han.



Hvad er meningen med at placere de to hovedpersoner i bogen i en thailandsk kulisse?

»At eksponere de to mandetyper tydeligere frem. I 40 graders varme, omgivet af seksuelle fristelser, neonlys og asiatisk storbystemning. At få eksponeret hvilke værdier den unge, politisk korrekte morgenavisjournalist og den ældre, moralsk lidt mere flossede tabloidjournalist har. De får lov at skildre historien om kunstneren og miljøet i Pattaya på hver deres vidt forskellige måder. Samtidig er jeg dybt solidarisk med dem begge«, siger han.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Prostitution
Flere fade med dim sum kommer på bordet, og Henrik List og jeg siger uhm og aah.

Han spørger, om jeg vil have den sidste dampede reje og forklarer, hvad det er for en brun masse, der er inden i sesamkuglerne. Det er bønnemos. Og kuglerne er søde. Derfor gemmer Henrik List sin til sidst.

Vi taler om, at nogen kalder ham kynisk, fordi han skriver om prostitution, seksualitet og andre tabubelagte emner. Men det er ofte nogen, der værner om billedet af kvinden som offer, mener han.

Jeg spørger, om han da ikke synes, prostituerede kvinder er ofre. Han ser træt på mig.

»Den diskussion er der ikke plads til i din lille artikel. Jeg har skrevet en bog på 400 sider om det, læs den (’Sidste nat i Kødbyen’ 2007, red.)«.

Han mener ikke, det er kynisk i sig selv at mene, at prostitution skal legaliseres, og at sexarbejderen skal have nogle ordentlige arbejdsvilkår.

»I modsætning til mange af dem, der vil have forbud og kriminalisering, har jeg kendt mange sexarbejdere og ved, hvordan deres liv rent faktisk er«, siger han og svarer klart nej til et ønske om at være samfundsdebattør.

Opgør med selvfølgelighederne
I det hele taget har Henrik List ikke særlig stor tiltro til, hvordan tingene fungerer i samfundet. Heller ikke sandheder med stort S, som han siger.

At det bedste, vores civilisation skulle have at byde på, er en uddannelse, medlemskab af en a-kasse, fast job, en kone og to børn.

Og hvorfor skal man løbetræne, bare fordi det har sneet på fodboldbanen? Det er jo fodbold, man er kommet for at spille.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alle mulige selvfølgeligheder, andre accepterer, har han stillet spørgsmål til, siden han var lille.

Nej tak til selvcensur

»Man må le igennem tårer. Det er det, jeg prøver. Mine bøger kan måske ses som sortsynede. Men det er ikke det samme som kynisme. Sortsyn er noget, man har, når man har fået knust sit hjerte. Det er en romantiker, der har tabt«. Er du det?»Ja. Hallo. Jeg er gammel firserdigter. Jojo. Jeg har vel også som de fleste andre et stykke af vejen troet på spillereglerne i den middelklasse, som jeg også er formet af«, siger han. Og selv om han nu siger, at han nærmest er røget ned i den kreative underklasse på grund af sine økonomiske forhold, var det en brændende nødvendighed for ham at sige farvel til det trygge job på Berlingske for snart ti år siden. Han var også dødtræt af det. »Jeg havde forfatterdrømme, jeg skulle have realiseret. Jeg var kendt som en journalist, der overskred grænser. Man kunne godt være fræk og provokerende til en vis grænse. Men så kom der en selvcensur også. Det kender du jo selv«.







Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce