fakta

Ole Espersen er formand for retssikkerhedsfonden, professor, dr.jur.

Han er tidligere politiker og justitsminister for Socialdemokraterne.

Regeringen har foreslået og Folketinget netop vedtaget en ny regel i udlændingeloven, hvorefter en udlænding skal udvises betinget, hvis der ikke er grundlag for straks at udvise den pågældende efter nærmere opregnede paragraffer, fordi dette »med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser«.

ARTIKELFolketinget har vedtaget kritiseret udlændingelov

Dette er en bemærkelsesværdig nydannelse inden for lovgivningspraksis.

Det, der står, er jo i virkeligheden, at selv om en udvisning efter de flestes opfattelse ville være i strid med en international forpligtelse, som f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, så skal dommeren beslutte udvisningen, hvis det ikke ligefrem med »sikkerhed« kan siges, at dette ville være i strid med vore pligter.

Hvad hvis dommeren er af den opfattelse, at noget »efter alt at dømme« formentlig er i strid med vore forpligtelser? Så skal han udvise, fordi det jo ikke er ensbetydende med, at der foreligger sikkerhed for, at denne handling er lovstridig.

Det kan også være, at han føler, at en international domstol med stor sandsynlighed ville konstatere, at der forelå en handling i strid med den internationale forpligtelse. Men hvis han ikke tør overbevise sig selv om, at der er tale om noget, der »med sikkerhed« er af denne karakter, så skal der ske udvisning.

Sagt i korthed: Der skelnes nu i dansk lovgivning mellem det, der (blot) er i strid med internationale forpligtelser, og det, der med sikkerhed er i strid med internationale forpligtelser.

Når man tager i betragtning, hvor vagt udformet internationale forpligtelser undertiden er, og hvor tilfældigt det er, om der foreligger en helt ensartet praksis, som modsvarer det tilfælde, der nu er til bedømmelse, må man sige, at lovgivningsmagten har udøvet en ringe vejledning.

Eller man kan vel også sige: For at vise håndfasthed og fremstå som robust (det moderne lovsprog) har man bevæget sig ind på et område, der sproglig set ikke blot halter, men er meningsløst. Lad os se på, hvordan regeringen nærmere beskriver betydningen af den formulering, jeg lige har omtalt.

I regeringens bemærkninger til lovforslaget står følgende:

»Efter forslaget vil den klare hovedregel i udvisningssager således være, at udlændinge, der idømmes frihedsstraf for begået kriminalitet, udvises. Udvisning kan kun undlades, hvis udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Lovforslaget ændrer ikke ved, at de internationale forpligtelser altid skal overholdes, og det vil også i tilfælde, hvor der kan være usikkerhed om rækkevidden af internationale forpligtelser, være op til domstolene at foretage en konkret vurdering af, om udvisning vil være mulig inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser, under henvisning til, at lovgivers udtrykkelige ønske er, at udvisning skal i ske videst muligt omfang«.

Dette er yderst tvetungede og modstridende udtalelser. Efter loven skal der ske udvisning, hvis udvisning ikke med sikkerhed vil være i strid med vore internationale forpligtelser. Men er udvisningen i strid med vore forpligtelser, men uden med sikkerhed at være det, må der ikke ske udvisning.

Stakkels domstole, stakkels advokater og stakkels enkeltpersoner, og for hvem der på dette grundlag skal træffe fatale afgørelse.

Og stakkels folketingsflertal (endda et meget stort et), som af grunde, om hvilke vi kun tør gisne, har tilladt sig at aflevere den slags tekster som et bidrag til lov og ret i vort land.

Danmark har i årtierne efter Anden Verdenskrig helt op til årtusindskiftet sat en ære i at overholde internationale forpligtelser på loyal vis.

Nu nøjes man med at fastslå, at man ikke »med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser«.