Selv på en grå onsdag formiddag er Leonora Christina Skov trukket i strutkjole, højt hår og knaldrød læbestift.

Der er bestemt ingen fare for, at hun forsvinder i mængden af de leverpostejfarvede danskere, som hun gerne vil have i tale. Den 35-årige forfatter, feminist og litteraturkritiker er en af de få kvinder herhjemme, som uden at være partipolitisk engageret gerne deltager i den offentlige debat i aviser og på tv, når emnet er ligestilling, køn eller kunststøtte.

Ud over at skrive bøger er en af Skovs missioner at hjælpe unge lesbiske ved selv at stå offentligt frem som homoseksuel - og så vil hun gerne promovere en anden livsform end den traditionelle far, mor og børn-model.

Leonora Christina Skov, hvad var det, der gav dig din holdningsmæssige gnist?

»Hvis jeg ser på mit liv, så har jeg ikke rigtig nogen forbilleder. Jeg er aldrig blevet stærkt inspireret af store tænkere eller forfattere. Tværtimod har den drivende kraft for mig været, at jeg altid har reageret mod noget. Især det pæne, forudsigelige, røvsyge og konforme liv har givet mig kvalme – og masser af energi. Det samme gælder sexismen, som jeg har mødt i mange afskygninger. Det er modstanden, der har tændt mig, ikke forestillingen om det gode samfund«.

Hvornår begyndte det?

»Det hele begyndte med Helsinge. Jeg er opvokset i Helsinge, der er Danmarks grimmeste by. Det er sådan en by fuld af grillfester. Det er en by befolket af far, der arbejder i København, og mor, der arbejder på det lokale plejehjem, og så nogle børn. Jeg kunne ikke finde et eneste menneske i den by, hvis liv jeg ville have. Og det er altså ret ærgerligt, når man bor der i 19 år«.

»Min største drøm, da jeg boede i Helsinge, var at få en lejlighed på Amager. Jeg syntes, at det lød så eksotisk. Prøv lige at overveje, hvor ærgerligt det er. Jeg følte mig jo anderledes, så jeg vidste, at jeg ville noget radikalt andet, og at det ikke kunne lade sig gøre dér, og det var dér, det blev vakt. Ønsket om at leve et helt andet liv«.

Et helvede at springe ud som lesbisk
Hvad var det så, du ville?

»Jeg ville bare overleve. Jeg sprang ud som lesbisk, da jeg var 20, og det var helt ad helvede til. Det tog i hvert fald tre år, hvor det virkelig var at overleve. Det var først senere, alting vendte for mig«.

Hvad skete der?

»Jeg læste et feministisk webtidsskrift, ’Forum for køn og kultur’, hvor der var en anmeldelse af en feministisk antologi – på det her tidspunkt var jeg ikke en specielt stor feminist – og så skrev den her anmelder, at hun savnede et bidrag fra en ung lesbisk kvinde. Så skrev jeg et bidrag, og det var egentlig dér, det vendte for mig. Jeg var 23, da jeg skrev det indlæg, og det var som at tage en knytnæve og bare smadre den igennem en væg«

»Jeg havde jo set, hvordan det var at være lesbisk; hvordan de her kvinder sloges og skændtes. Det var et hårdt miljø, og folk var kede af det. Jeg havde det sådan, at der bliver ikke skrevet noget om det her, så det var egentlig der, det startede for mig. Og det var helt klart ikke 'nu skal I høre et bedre alternativ', det var 'jeg gider fandeme ikke finde mig i det her lort', og det var egentlig derfra, mit feministiske engagement startede«

»Jeg kunne se den der kobling mellem, hvordan man skulle være som heteroseksuel kvinde, og hvordan man i hvert fald ikke skulle være lesbisk. Hvordan der var alle de her fordomme mod at være lesbisk, og hvordan der også var alle mulige fordomme om at være feminist«.

Kvinden i opposition
Leonora Christina Skov erkender, at hun som regel har reageret mod noget frem for at være for noget.

Er du mere reaktiv end proaktiv?

»Der gik ret lang tid, hvor det er rigtigt, at jeg var ret reaktiv, og hvor jeg helt klart var imod den danske parcelhuslykke, men hvor jeg heller ikke havde et liv, som jeg kunne holde op og sige: 'Her er alternativet'. Det var først senere, at jeg følte en forpligtelse til at få et ordentligt liv, så jeg kan vise folk noget andet. Jeg vil gerne fortælle, at der er noget federe derude, og det kan godt være, at det kommer til at lyde, som om jeg bare reagerer på alt det, jeg synes er noget lort, men jeg vil bare gerne sige, at der er noget bedre«.

Hvad er det så, der er bedre?

»Jeg synes, at Danmark er befolket af mennesker, der er bange, og det kunne være rigtig dejligt, hvis folk var lidt mindre bange og turde noget mere. Turde se på, hvad for et liv, de drømmer om. Når jeg ser mig omkring, ser jeg helt vildt mange, der ender med at gøre det, de andre også gør, alene fordi de andre også gør det, og fordi det er for svært at gøre noget andet«.

Det forfærdelige ved Facebook
Hvad får dig til at sige det?

»Man kan mærke den der rastløshed i folk og den der spejlen sig i hinanden, som også er det, jeg synes er forfærdeligt ved Facebook. Det virker, som om der er en masse mennesker, der spejler sig i andre i stedet for at tænke sig om. Sagen er, at vi lever i et land med alle muligheder, men jeg tror ikke, at folk bruger dem ordentligt«.

På det jævne?

»Ja. Man får børn, for det får de andre, og man får en mand, fordi det får de andre. Det værste, jeg har været ude for, var et grillparty hos min veninde i Gilleleje, hvor der var 30 par, og de var alle sammen heteroseksuelle, og de var alle sammen på samme alder, og alle mændene lignede hinanden så meget, at man ikke kunne kende forskel, og de stod ovre ved grillen, og alle kvinderne vadede rundt sammen med de der børn, og der var simpelt hen en hale af barnevogne«.

»Det var helt grotesk, og jeg blev spurgt 45 gange i løbet af en time, hvorfor jeg ikke havde nogen børn, om jeg ville have nogle børn, eller om jeg ikke var bange for at blive gammel og ensom – og er du ikke bange for dit, dut, dat? Og til sidst var jeg nærmest bange for at blive gammel og ensom, fordi alle andre tydeligvis var bange på mine vegne. Så tænkte jeg, at det sgu da også er derfor, det er helt vildt svært at gøre noget andet, fordi man helt tiden bliver spurgt på den der måde«.

Jeg har gjort en forskel for nogle leskbiske unge
Kunne man ikke forestille sig, at folk faktisk positivt vælger det liv, du beskriver?

»Jo, det kan man godt. Og det ville jo være dejligt, hvis det var et positivt tilvalg, men det tvivler jeg på, at det er«.

Du kæmpede din kamp og har fået et andet liv. Men har du også kæmpet en kamp for andre?

»Ja, det kan man vel sige. Det er da klart, at både den der feministkamp og den der lesbiske ting har været for andre. Jeg kunne jo se ret hurtigt, da jeg begyndte at få henvendelser fra yngre lesbiske kvinder fra mærkelige steder i Jylland, som ikke var sprunget ud, hvor jeg tænkte, at så kunne man også hjælpe andre på den måde. Det er måske det største, jeg har gjort«.

»Det har da påvirket flere mennesker, at jeg har været åben omkring at være lesbisk, end det har, at jeg har skrevet mine bøger. Jeg har altid tænkt, at hvis jeg døde, så havde jeg i hvert fald gjort en forskel for nogle lesbiske unge«.

Tager kun udvalgte debatter
Leonora Christina Skov har de senere år skruet lidt ned for debatblusset for at få fred til at skrive sine bøger. Roen har hun også skaffet ved at melde sig ud af det meste: a-kassen, fagforeningen og Facebook, og i lange perioder er hun i udlandet på skriverefugium.

Senest har hun været i Rusland og Skotland. Skov forsvinder også ud af landet for at slippe for at mene noget hele tiden. I øjeblikket handler det om koncentration og fokus på den kommende bog. Alligevel kunne hun ikke nære sig for at mene noget om den offentlige litteraturstøtte, da emnet var til stor debat i aviserne for nogle måneder siden.

LÆS MEREFærre støttekroner udløser intern splid blandt forfattere

Hendes problematisering af fordelingsprincipperne for litteraturstøtten skaffede hende bestemt ikke flere venner blandt kollegerne.

»De sidste år er jeg blevet rimelig træt af at tale om alt det der med køn, fordi det er sådan en ærgerlig sag – der sker ikke en skid, og så skal man høre på sådan en som Anne Sophia Hermansen, der bomber det hele tilbage til stenalderen, og det latterlige niveau gider jeg simpelthen ikke. Man kan jo bare tage en statistik og glo, hvis man er i tvivl om, hvorvidt vi har ligestilling. Jeg er ikke politiker, jeg gider ikke sige det samme hele tiden. Jeg har virkelig brug for at sige noget nyt, ellers bliver jeg sindssyg af mig selv«.

Så du melder dig ud af debatterne?

»Jeg kan ikke sige »nu skal I se« hele tiden, for så får jeg ikke lavet andet. Så jeg er kommet dertil, at jeg mener noget offentligt, når jeg virkelig mener noget, og så holder jeg min kæft resten af tiden. Ellers så ender man med at være Emilia van Hauen – så ender man med at stå og kommentere på kongehuset. Hun er indbegrebet af sådan én, jeg ikke vil være. Det er derfor, at det skal være rimelig klart, hvad jeg mener noget om, og hvornår jeg holder kæft«.

Derfor jeg har to navne
Hvilken debattør er du så?

»På en måde tror jeg meget, at jeg er to personer: Jeg er debattøren, der sidder her nu – jeg er ikke skizofren, selvom det måske lyder sådan – og så er jeg en anden, som er mit private jeg, der er derhjemme, og som jeg ikke hiver ud i offentligheden. Jeg kunne ikke debattere på den måde, som jeg gør, hvis jeg ikke havde to sider. Så det er den anden, der skriver. Det er også derfor jeg har to navne«.

Hvorfor er du nødt til at påtage dig en anden person for at være debattør?

»Fordi det er alt for hårdt. Jeg kan godt lide at være debattøren, men jeg kan ikke holde ud at være det så længe ad gangen, og jeg tror ikke, at jeg ville kunne holde al den kritik ud, der går på mit udseende. Der er rigtig meget, der går på, om folk synes, at jeg er værd at kneppe eller ej, eller som går på, hvordan de synes, jeg virker på tv«.

»Alle de der ting ville ramme mig, hvis jeg ikke havde et eller andet skjold omkring mig. Og det synes jeg selvfølgelig også er et problem, at alt det dér er der, for det kunne måske også være grunden til, at så få kvinder på min alder stiller sig frem«.

Men omvendt er du heller ikke et offer, der kun stiller op i den store sags tjeneste?

»Nej, overhovedet ikke. Jeg har jo fundet et sted med det, hvor jeg synes, at det er sjovt. Jeg kan godt lide at ’dresse’ op, og jeg føler mig mentalt sikker, og det ville jeg ikke gøre, hvis jeg ikke havde den persona. Så ville jeg slet ikke kunne det der – jeg ville ikke kunne sidde i tv. Jeg ville godt kunne skrive mine bøger, men der er jo så også det«.

Alt det, du debatmæssigt siger, er jo også meget personligt. Betyder det noget, at det ikke bare er en politisk holdning?

»Jeg har altid syntes, at det var vigtigt at dele ud af det, man havde. Fordi det var det, min generation og mine forældre ikke gjorde – det var det, ingen gjorde, der hvor jeg kom fra. Man delte ikke ud af sig selv. Man luftede ikke det beskidte vasketøj, man fløj under radaren. Alle de der ting jeg er vokset op med«.

De lever et lykkepilleliv
Selv om Leonora Skov deltager mindre i debatten i dag end tidligere, er hun af den overbevisning, at debat og samtale er afgørende for udviklingen af samfundet. Derfor er hun pessimist i øjeblikket, for hun kan ikke få øje på nogen i sin egen generation, der vil noget andet end at være søbet ind i ægteskab.

»Vi har den kedeligste, kedeligste, kedeligste generation overhovedet. Hvor mange er der overhovedet på min alder derude, der mener noget om noget? Det er, som om hele generationen ikke mener en skid, andet end at de vil have deres samtalekøkken og deres mand og deres børn og deres hund. Jeg synes, at det er så forstemmende«.

»Det kan jeg jo også se i mit eks-Facebook-liv med de der en milliard venner og deriblandt mange af mine gamle skolekammerater, der er sgu da ikke nogen af dem, der mener noget, de sidder bare der i deres parcelhuse og bliver tykkere og tykkere«.

Hvis nu de er glade for det liv?

»Det er de jo ikke. Det er sådan en lykkepilleliv. Det er 1950’erne og lykkepiller – og hjemmebagt brød og to børn, der hedder Emil og Emma«.

Mener du, det er meget få, der vælger deres liv?

»Ja, det er det. Jeg har én veninde, som er den eneste veninde med børn, der har sagt: 'Jeg synes virkelig, at det er dejligt at tilbringe tid med min datter'. For alle de andre handler det om, hvordan de kan komme af med børnene, og hvor hårdt det er. Hende her synes reelt, det er fedt, og det er jo sådan en mor, man skal have. Hun har valgt det liv, og det har jeg respekt for«.

»Men alt det der med, at man skal have nogle børn, fordi de andre har dem, og hvad hvis man fortrød, hvad hvis man blev gammel og ensom, det er sgu da noget lort. Det er det, jeg mener med, at frygten ligger under det hele: Folk frygter at blive gamle og ensomme, de frygter at fortryde«.

Tænker du aldrig, at det kunne være, at de har ret?

»Selvfølgelig, og jeg tror, at man bliver nødt til at tænke det for overhovedet at kunne overveje: »Er jeg nu på rette spor, gør jeg nu det rigtige?«. Jeg er også bange for at ende gammel og ensom, det ville da være forfærdeligt«.

Så du er også i tvivl om livet?

»Ja, så jeg forsøger hele tiden at fin-tune det. Også fordi jeg ikke rigtig har nogen forbilleder, jeg står der alene med den her måde at leve på, så det er jo hele tiden noget med at vurdere, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Jeg synes, det hele tiden er sådan en forhandling af livet, for at få det til at fungere«.