Faderen er en rigtig frihedskæmper, der blev fængslet i 1970’erne i kampen mod kolonistyret på øgruppen Comorerne nordvest for Madagaskar. Senere flygtede han til Danmark.

Selv er den 33-årige Jacob Mchangama også trådt frem på debatscenen som menneskerettighedsaktivist, om end i en noget mere velklædt version. Fra en opvækst i et kulturelt venstreorienteret miljø er han sprunget ud som klassisk liberal.

Mchangama er chefjurist i den borgerlig-liberale tænketank Cepos og mener selv, at han udfylder et tomrum i debatten mellem en venstrefløj, der som oftest betragter menneskerettigheder som båret af godhed, og en højrefløj, der mest har blik for skattelettelser.

Jacob Mchangama, hvad var det, der gav dig din politiske gnist?

»Jeg blev voldsomt provokeret af den politiske korrekthed, der prægede den del af jurastudiet, som beskæftiger sig med menneskerettigheder. Hele debatten var domineret af fromme folk og do-gooders, der drømte om at arbejde i FN eller hos Amnesty International. Men for mig handler menneskerettigheder ikke blot om abstrakt godhed, men derimod om det enkelte menneskes ukrænkelighed, og det er i bund og grund en borgerlig-liberal tankegang. Jeg kunne simpelthen ikke klare, hvis venstrefløjen fortsat skulle have patent på at forsvare menneskerettigheder«.
Tegning:  Philip Ytournel.
Hvad har din fars baggrund betydet for din trang til at blande dig i debatten om menneskerettigheder?

»Min fars politiske aktivisme har helt sikkert spillet en rolle. Da han sad i regeringen på Comorerne, og jeg var dernede og besøge ham, handlede alt om politik, hele tiden. Han snakkede i telefon 24 timer i døgnet. Men selv om jeg i dag sidder med et område, som handler om menneske- og frihedsrettigheder, så er det meget vigtigt for mig at understrege, at jeg jo aldrig har sat noget på spil. Slet ikke som han eller mange andre har«.

Så du vil ikke kalde dig en dansk frihedskæmper?

»Nej, jeg synes, det ville være latterligt, hvis man skulle prøve at sige, at man var en frihedskæmper, når man bor i Danmark. Godt nok er der flere og flere tiltag, jeg synes er forkerte, og som jeg synes går i den forkerte retning. Men jeg skulle virkelig gøre mig umage for at blive sat i fængsel for det arbejde, jeg laver«.

Er der en pris for at blande sig i debatten i Danmark?

»Man kan ikke forvente andet end at få knubs, især på internettet, hvor jeg har blogget i mange år. Det er jo så nemt lige at skrive et eller andet anonymt. Det er vilkåret. Det har jeg det fint med, og når jeg snakker så meget ytringsfrihed, som jeg gør, ville det også være pinligt at begynde at true med injuriesager, fordi en eller anden skriver, jeg er en idiot«.

Hardcore hiphopmusik
Mchangama er i de senere år skudt frem i offentligheden og blev sidste år kåret som Danmarks 9.-bedste dagsordensætter på Politikens liste over landets meningsdannere, lige efter folk som forfatteren Carsten Jensen og Jyllands-Postens udlandsredaktør Flemming Rose.

SE LISTENDebattens superliga 2010

fakta

Jacob Mchangama, hvem er dit forbillede?

»Det åbnede mine øjne at læse Friedrich Hayeks ’Vejen til trældom’ under studiet. Bogen rummer en stringent og historisk lødig måde at argumentere på, som man ikke finder på samme måde på venstrefløjen. Hayek og hans klassiske liberalisme og knivskarpe modstand mod totalitarisme er det, der har inspireret mig mest i mit arbejde«.

Friedrich Hayek.

Han voksede op på Østerbro, der var præget af 1970’ernes antiautoritære venstrefløjsbevægelser, ikke mindst folk fra partiet VS. Senere i livet har Jacob Mchangama mødt flere af forældrenes gamle gæster, såsom Ralf Pittelkow og Karen Jespersen, nu som nationalkonservative.

Selv hævder han ikke at have flyttet sig politisk, men tværtimod at have fastholdt de liberale grundværdier.

»Min mor, som jeg voksede op hos, da mine forældre blev skilt, lå klart til venstre. Selv har jeg aldrig været venstreorienteret. Jeg har altid haft bragende skænderier med min mor. Hun synes til tider, at jeg har været ufølsom på mange områder. Som husejer i Kartoffelrækkerne har hun dog nydt ganske godt af den private ejendomsret, og i dag er hun næppe doktrinær socialist«.

Hvordan spillede påvirkningen fra din far ind her?

»Da jeg var helt lille, havde min far ofte gæster fra Afrika, og det synes jeg dengang var lidt pinligt: De snakkede et mærkeligt sprog og gik rundt i mærkeligt tøj. Men det skiftede i teenagealderen, hvor det kom til at handle meget om at være sort og gå rundt med zulutegn, høre Public Enemy og anden hardcore hiphopmusik. Men heldigvis har jeg aldrig oplevet nogen form for diskrimination. Selvfølgelig har der været dumme bemærkninger, men det oplever andre nok også«.

Føler du, at du har gjort op med dine forældres røde verdensbillede?

»Der findes et fantastisk foto, hvor jeg som lille bliver holdt op med hammer og segl i baggrunden. Men mine forældre har jo også udviklet sig holdningsmæssigt i mellemtiden. Og i dag tror jeg, at min far er rimelig enig i mange af de ting, jeg skriver. Så nej, jeg ser ikke mine synspunkter som et oprør eller trodsreaktion. Jeg læste også min fars udgave af The Economist, fra jeg var rimelig ung«.

Var du selv politisk aktiv som ung?

»Nej, jeg har aldrig været medlem af et ungdomsparti, været aktiv i elevråd, Operation Dagsværk eller lignende. Men jeg er også instinktivt angst, når for mange mennesker støtter op om det samme og ikke sætter spørgsmålstegn ved dogmer – lige meget på hvilken side det er«.

Gennembrud med blog
Jacob Mchangamas politiske bevidsthed blev for alvor vakt, da han blev optaget på en masteruddannelse om menneskerettigheder i Strasbourg og Venedig. Her følte han sig udsat for en venstreorienteret propaganda, og havde mere end almindeligt svært ved at acceptere, at venstrefløjen skulle have patent på at diskutere menneskerettigheder.

»På studiet havde jeg svært ved at forlige mig med underviserne og de andre studerendes antikapitalistiske perspektiv på menneskerettigheder. For mig udspringer frihedsidealerne af de amerikanske og franske uafhængighedserklæringer, og her står altså ganske meget om privat ejendomsret. Derfor begyndte jeg at læse dissidentlitteratur«.

Hvad fik dig til at blande dig i den offentlige debat?

»Efter at jeg var blevet vækket i Strasbourg, forsøgte jeg i lang tid at få trykt indlæg i dagbladene. Men som ung og ukendt bliver man som regel afvist i de etablerede medier. Derfor endte det med, at mit første indlæg kom på det liberale netmagasin Liberator.dk, og derefter fik jeg også en tekst i netmagasinet Ræson, og så begyndte jeg også at lave min egen blog. Derfra er det gået slag i slag. Men jeg må indrømme, at jeg faktisk var gladere, da jeg første gang fik et indlæg på Liberator.dk, end da jeg fik et debatindlæg i Wall Street Journal. Første gang var fantastisk«.

Og så blev du fænget af rollen som debattør?

»Ja, jeg må også være ærlig og sige, at jeg har udfyldt et tomrum. Jeg opdagede, at jeg næsten havde en hel bane for mig selv. Journalister er ikke vant til at kunne ringe op til en jurist fra borgerligt hold, som er villig til at kritisere VK-regeringen for f.eks. terrorpakke. Men for mig har det været naturligt at opdyrke de klassiske liberale frihedsværdier. Hidtil har der været en oplagt svaghed i den måde, som mange liberale argumenterer på, nemlig at de kun fokuserer på økonomi – og i øvrigt nogle gange virker ligeglade med de svageste. Min position er bestemt ikke original, jeg er bare en af de få, der har fremført den i Danmark i de senere år«.