fakta

Susan Storm er stud.theol.

Jeg vil gerne vide, om min fornemmelse er helt forkert, eller om racismen er blevet så tilladt i Danmark, at den ikke længere opfattes som racisme?

Jeg kan tage udgangspunkt i mig selv. Som koreansk adopteret oplever jeg jævnligt tilråb som perker, fede kineser, thailuder. Kært barn har åbenbart mange navne.

Det forbavsende er, at tilråbene ofte kommer fra mennesker, jeg ikke tror anser sig selv som racister. Det kan være forældre i min søns vuggestue, venners venner, medstuderende.

Det skræmmende er, at mine omgivelser aldrig reagerer på disse tilråb og episoder.

Et konkret eksempel fra Kongens Have: En mor kører ind i min søn med sin klapvogn. Hendes argument var: »Se på din søn, han er kineser, han er ulækker!«.

Min ven reagerede ikke. De andre forældre, som overværede episoden, reagerede ikke. Det er det, som jeg finder så skræmmende.

Er denne form for racisme blevet så accepteret i vores samfund, at I slet ikke længere gider blande jer? Eller ser I det ikke som racisme?

Jeg kan kun sige, at den manglende reaktion fra jeres side begynder jeg at opfatte som en stiltiende accept af, at det er okay. At det er okay at råbe efter mig, fordi jeg er koreaner.

Hvis denne antagelse er sand, så mener jeg i sandhed, at det er en skræmmende udvikling, Danmark er i.

Så er Danmark på vej til at blive et samfund, hvor banalitet og tankeløshed erstatter medfølelse og ansvarlighed.

Så bliver racismen ikke længere opfattet som racisme, og dermed bliver vi, os som jævnligt oplever racismen, ikke længere taget alvorligt! Den bliver bagatelliseret. Vi bliver bagatelliseret.

Men jeg håber så inderligt, at jeg tager fejl. For selv om den måske synes som ligegyldig for dig, når du oplever den, så tro mig, det føles ikke sådan for mig!

Den er ubehagelig, den gør mig vred, ked af det, frustreret, og den gør mig bekymret.