»Politikens optræden i de sidste tre uger er bunden i dansk pressehistorie«, sagde den midaldrende journalist til mig.

Han var kommet hjem fra udlandet og havde haft lejlighed til at følge Politikens dækning af Breiviksagen og især Politikens systematiske, ustandselige hetz og mistænkeliggørelse af det, der af Politiken kaldes for »højreekstremismen«, og han var rystet over niveauet. Og der skulle meget til at ryste ham. »Men dette«, sagde han, »det er dog bunden af dansk journalistik. Er det, fordi bladet ikke har en myndig chefredaktør med kendskab til presse og presseforhold? Er det, fordi propagandister derfor har kunnet erobre bladet og slippe et ideologisk og politisk hysteri løs? Hvordan har Politiken dog kunnet bevæge sig ned på dette Stürmerplan?«. Jeg kunne ikke svare. Jeg læser ikke Politiken. Jeg er modstander af bladets ideologiske linje og kulturpolitiske tradition, selv om jeg i 1961 skrev en bog i beundring for Viggo Hørup.