Annonce
Annonce
Debat

»ADHD-boblen brister, den dag forældre tager ansvar«

Langt de fleste børn med ADHD er ikke rigtig syge, mener Finn Korsaa.

249
Annonce

Finn Korsaa

Finn Korsaa er privatpraktiserende psykolog i København.

Magister i psykologi fra Københavns Universitet i 1988.

Psykolog Finn Korsaa - jeg troede, ADHD var en rigtig sindslidelse?

»Det er det også. Men den bruges ofte uhæmmet af forældre og behandlere, der ikke rigtig ved, hvad de skal stille op med adfærdsforstyrrede børn. I afmagt giver man børnene diagnosen ADHD. Så langt hen ad vejen er det også en konstrueret størrelse – en socialkonstruktion – om du vil«.

Hvordan bruges diagnosen uhæmmet?

»Den bruges uhæmmet, i den forstand at man tænker i diagnoser i stedet for at forstå, at barnet reagerer med frustration på noget, som det ikke sprogligt kan give udtryk for. Så snart forældrene ikke ved, hvad der er i vejen med deres barn rent adfærdsmæssigt, så får det ADHD-stemplet. Mit skøn er, at langt de fleste med diagnosen ADHD reagerer på noget. Sådan er det jo også for os voksne; hvis man har det dårligt i sit parforhold, så reagerer man måske på arbejdet med en forstyrrelse af koncentrationen. Det er den løse omgang med diagnosen, jeg kritiserer«.
Tegning:  Mette Dreyer.
Kan du give et eksempel på den løse omgang med diagnosen?

»Tag eksemplet med den lille dreng Emil, der er ni år gammel. Emil lever i en familie med en utilgængelig, dominerende og anklagende mor, en irriterende lillesøster og en kastreret far, der er uden autoritet, og som aldrig griber ind. Emil bliver langsomt frustreret over situationen på hjemmefronten, fordi hans rollemodel – altså faderen – ødelægges. En dag eskalerer Emils frustrationer, hans opsparede vrede får afløb i skolegården, hvor han slår en elev, og så kører maskineriet ellers – og Emil får en diagnose, ADHD. Emils frustration har ikke så meget at gøre med, om forældrene viser meget kærlighed til deres barn, men har at gøre med den skæve balance i forholdet mellem forældrene. Forældrene sætter kikkerten for det blinde øje. Men der er naturligvis også ADHD-ramte, som har lidelsen uafhængigt af forældrenes forhold. ADHD-diagnosticeringen er jo en direkte pendant til boligboblen«.

Er boligboblen og ADHD ikke to usammenlignelige størrelser?

»Jo, i bogstavelig forstand, men i overført betydning befinder vi os i dag i ADHD-boblen, som har gjort en række børn ’syge’, selvom de i realiteten er normale. Jeg kalder det en boble, fordi man med konstruktionen af ADHD har etableret en hel industri bestående af patientforeninger, ministerielle forordninger, konferencer, håndbøger, uddannelser og kurser. Jeg har sammenlignet ADHD-boblen med en tvivlsom, opblæst provinsbank. Der er jo mange, der er rigtig glade for den boble: Medicinproducenterne og aktionærerne, men også mange behandlere befinder sig tilsyneladende vældig godt med at uddele diagnoser«.

Mellem 2 og 6 procent af alle skolebørn lider af ADHD – underkender du ikke lidelsens alvor ved at sammenligne den med en boligboble, der snart vil briste?

ADHD-boblen vil briste, den dag forældre igen tør tage ansvaret for at opdrage deres børn.

Finn Korsaa

»Jeg erkender, at der er børn, som har lidelsen, men jeg vil samtidig fastholde, at langt de fleste børn ’med ADHD’ blot har adfærdsproblemer, som er helt normale og bunder i forældrenes interne konfliktfyldte parforhold«.

Hvordan hænger ADHD hos børn og forældrenes parforhold sammen?

»Barnet er afhængigt af den dynamik, der er mellem forældre. Barnet registrerer eksempelvis meget hurtigt, hvem det er, der bestemmer. Og hvis moderen er dominerende, tager alle beslutningerne, og faderen underlægger sig, så er det drengen, der reagerer med frustration«.

Hvad skal der ske, for at ADHD-boblen, som du kalder den, brister?

»ADHD-boblen vil briste, den dag forældre igen tør tage ansvaret for at opdrage deres børn. Når vi er klar til at tage det ansvar, tror jeg ikke, at vi længere vil kunne tale om ADHD som en epidemi. Det handler om, at forældre skal droppe ideen om det kompetente barn og gøre sig klart, at børn, ligesom voksne, kan reagere og blive vrede. Det drejer sig også om, at man flytter fokus til sit parforhold, fordi det er af afgørende betydning for barnets udvikling. En sådan omprioritering kunne føre til, at man ikke automatisk griber til medicinering af børnene, som mange gør i dag«.

REPLIK Finn Korsaa, du aner ikke, hvad du taler om

Hvorfor tror du, vi er kommet dertil, at vi diagnosticerer og medicinerer børn?

»Det er den lette løsning, hvor man giver barnet skylden. Så griber forældre til medicin og diagnoser, fordi de ikke ved, hvad de skal stille op med et barn, der ikke opfører sig som alle andre. Forældrene burde i langt højere grad rette fokus mod sig selv, når de ser, at der er noget galt med barnets adfærd, da det ofte er der, problemet skal findes. Barnet har sjældent brug for en diagnose, det er snarere en krykke for de voksne«.

Men er det ikke let at kritisere ADHD-ramte familier, der i forvejen har det hårdt? De ønsker vel bare det bedste for deres børn?

»Jeg er sikker på, at forældre ønsker det bedste for deres børn, og at de gør, hvad de kan. Jeg peger på, at udviklingen i familielivet går den forkerte vej, og at vi skal holde op med at diagnosticere og medicinere, når der er noget, vi ikke forstår. Derudover kan man sige, at forældre er blevet tudet ørene fulde af råd fra børneguruer om, at børnene godt selv kan og er kompetente og derfor ikke skal opdrages. Det er konsekvensen af en sådan pædagogik, vi ser med denne ADHD-boble. Når den brister, og det vil den, så vil der blive plads til de børn, der rent faktisk er syge«.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce