’Det er 68’ernes skyld’.

Ja, det er vel konklusionen på Politikens hele seks debatindlæg af unge 22-26-årige (5.11.). Baggrunden for disse ytringer er Peter Øvig Knudsens bog ’Hippie’.

SE DEBATTENHippiebevægelsen betyder intet for os

I de unges debatindlæg er blandt andet synspunkter som, at »hippierne er ikke vores frelse«, »de betyder intet for mig«, »de fylder heldigvis mindre i vores bevidsthed«.

Ja beskyldningerne om, hvilke dårligdomme den udskældte 68’er-generation har påført vort samfund står nærmest i kø.

Hertil kommer en afstandtagen fra og total negligering af den betydning, 68’erne har haft for de efterfølgende generationer af børn og unge.

Der er bestemt ikke noget i vejen med en sund kritik af det, ’der var’. Der skal naturligvis altid være rum for kritik – netop dette var centralt for de i 70’erne fremherskende ideologier.

Og heldigvis er en del unge begyndt at reagere på de negative sider af de ældre generationers livsform.

Men dybt nedslående er det, at netop de unge, som ytrer sig i debatindlæggene, er veluddannede eller i gang med en videregående uddannelse, er så totalt blanke, hvad angår historisk viden og perspektiv.

Sandt er det – naturligvis – at noget af den tids f.eks. frigørelse gik for vidt. Men det meste af den kritik, der nu fremføres, er dybest set enten baseret på total uvidenhed, løgn eller værst: fremsættes mod bedre vidende.

For det liv og den placering i samfundet unge har i dag, er baseret på det, der begyndte i starten af 70’erne: Børn lærte at argumentere for deres synspunkter – og fik lov til at gøre det!

Sådan blev det også på uddannelsesstederne. De studerende gjorde oprør, uden hvilket de der nu kritiserer dette såkaldte ungdomsoprør, ville have gennemgået en uddannelse, hvor professorerne stadig bestemte alt, talte ned til de studerende med krav om blind tilpasning.

Og i den såkaldt gamle familie bestemte de voksne det meste, og rollerne mellem de voksne og børnene var stive. Det blev der godt og grundigt lavet om på op gennem 70’erne. Og man indså gradvis, at bank og øretæver rent faktisk skadede børnene.

Samværet mellem børn og forældre kom til at basere sig på omtanke, indlevelse og respekt for barnet. Det har medført, at nutidens børn ikke som før er bange for voksne – og godt for det!

Så i stedet for, at den yngre generation enten skælder den ældre ud eller negligerer den, kunne det være, at vi skulle til at genetablere forholdet mellem generationerne.