Nyhederne er fulde af politikere, der alle – med undtagelse af Enhedslisten – har særdeles travlt med redde bankerne.

Fra Venstre til Socialistisk Folkeparti lyder det, at uden en velfungerende bankverden ville alle borgere komme voldsomt i klemme rent økonomisk.

Derfor ser de ingen problemer i at levere den ene ’bankpakke’ efter den anden.

Hvorfor er der næsten ingen politikere i Danmark, der har tænkt på, at der er andre handlemuligheder end at levere den ene bankpakke efter den anden? Hvorfor handler det i den grad om at please bankerne uden at gribe ind i deres ’handlefrihed’ ?

Det er åbenbart no-go for politikerne bare at tænke tanken om mere regulering af bankvirksomheden

DEBATINDLÆGSFU-formand: Bankerne scorer kassen, mens de unge betaler for krisen

Som Schiller Instituttet påpeger, så »er der blevet skabt en finansverden, hvor en meget stor del af det, der går for at være ’penge’, ikke er forankret i fysiske værdier, men i princippet blot er matadorpenge. Det er penge, som finansmarkedet selv har skabt. De har skabt nye finansielle produkter som eksempelvis derivater, som de påstår er lige så gode som penge, men som aldrig er blevet godkendt af en nationalbank, en centralbank eller et parlament«.

Ifølge Schiller Instituttet indebærer en bankopdeling À la Glass-Steagall, at alle banker får besked på, at de i løbet af et par uger skal dele banken i to.

En del, der tager sig af normal indlåns- og udlånsvirksomhed og anden legitim bankvirksomhed, og en anden del, hvor man kan samle de aktiviteter, der har med spekulation på børserne og derivater at gøre.

De to typer aktiviteter må ikke finde sted i samme bank. Når bankens aktiviteter således bliver delt i to, eksempelvis i to forskellige banker, så må en person, der arbejder i den ene type bank, ikke have noget at gøre med den anden. Sidder man i bestyrelsen for den ene, så kan man ikke være med i den anden.

Det var, hvad præsident Roosevelt gjorde med Glass-Steagall i forbindelse med 30’ernes krise i USA.

SIGNATURI lommen på banditter i habitter

Der skulle være vandtætte skotter mellem de to forskellige typer bankvirksomhed.

I mange tilfælde betyder det, at man må vælge blot at lade de fornuftige dele af bankaktiviteterne køre videre, mens man smider spekulationspapirer og derivater i skraldespanden.

Er der så nogen spekulanter, der får problemer, fordi der ikke længere er opbakning til derivaterne, så er det bare synd.

Er der nogen, der har fordringer, der ikke kan blive betalt, så er det ikke noget, staten tager sig af.

Med en Glass-Steagall bankopdeling er det de normale bankfunktioner, som er vigtige at redde.

Vi skal endvidere ind AT rense op. Ifølge Schiller Instituttet skal vi skille finansinstitutionernes aktiviteter i to.

Det, som er absolut essentielt for den normale fysiske økonomi og folks hverdag, lader vi køre videre, og om nødvendigt stiller vi statsgarantier til rådighed for disse banker, hvis det behøves.

LÆS OGSÅOvervismand til danskerne: I bedste fald er vi ude af krisen i 2014

Det kan ikke være den danske stats og dermed de danske skatteyderes opgave at stille garantier for Danske Bank, fordi Danske Bank har tabt en hel masse penge på bankeventyr i Irland og andre steder.

Det er absurd, men det er faktisk, hvad der er foregået med de danske bankpakker indtil nu.

Her i Danmark overtog staten gælden i Roskilde Bank, og vi fik blandt andet bankpakke I, bankpakke II og bankpakke III.

Alt sammen under parolen, at hvis staten ikke gør det, så får det fatale konsekvenser for samfundet. Det var ikke rigtigt.

Man gjorde det for at forhindre, at det skulle få fatale konsekvenser for banker og andre, der var ude i spekulationsmarkedet og sad med alle disse fiktive værdier, der var ved at gå op i røg.

Ser man ud i verden, så er problematikken den samme fra USA til Irland, Grækenland, Spanien og Italien.

I Grækenland og Italien er det nået så vidt, at man ikke mere kan lade de handlingslammede politikere bestemme.

LÆS ARTIKELDanske Bank gør det dyrere at være kunde

I stedet for har måttet indsætte ikkevalgte ’teknokrater’ til at gøre det beskidte arbejde – skære benhårdt ned på velfærdsstaten. Der er meget, der tyder på, at de selvsamme politikere, som ellers har meget travlt med at prise demokratiet, er i fuld gang med at frasige sig dette og overlade ’det nødvendige arbejde’ til teknokrater fjernt fra almindelige menneskers hverdag.

Der er heldigvis højlydte protester i USA og Europa med Occupy-bevægelsen.

Der er demonstrationer i London og andre europæiske storbyer.

Store dele af især den yngre del af befolkningen er blevet mere og mere indigneret over politikernes ensidige fokus på at frede bankerne og finansverdenen – at omfordele skattekroner fra borgerne til bankerne og samtidig sende regningen videre til borgerne ved at forringe velfærdsstaten.

Det er på høje tid, at politikerne bevæger sig ud blandt almindelige borgere og væk fra de bonede gulve.