Jeg hedder Natasha, har boet i Hellerup i 18 ud af snart 23 år, har gået på Hellerup Skole og Øregård Gymnasium, og er nu i gang med min kandidat i jura på Københavns Universitet.

Umiddelbart lyder jeg pæredansk.

Det er jeg også, men jeg er mere end det: Mine forældre kommer fra henholdsvis Libanon og Palæstina.

Min familie flygtede fra borgerkrigen i Libanon i 1988 og endte ved tilfældigheder i Danmark.

Jeg er også praktiserende muslim, hvilket betyder, at jeg beder dagligt og faster, når ramadanen melder sin ankomst. Desuden bærer jeg tørklæde og har gjort det, siden jeg var 13 år gammel.

Jeg har haft en rolig og tryg barndom. Kun på sjældne tidspunkter følte jeg mig anderledes end alle de andre i klassen. Som barn gik jeg med til børnegudstjenesterne hver torsdag efter skole, lånte børnebiblen med hjem, kom med til samtlige af mine venners konfirmation, fastede under ramadanen, fra jeg var 6 år gammel (halve dage, vel at mærke) og gik til arabiskundervisning hver lørdag i flere år.

I dag kan jeg se tilbage på min barndom og smile af, hvor mangfoldig – eller forvirret/søgende – jeg har været – præcis som et barn skal være, og heldigvis er mangfoldigheden en kvalitet, jeg har beholdt.

LÆS OGSÅBørn har ret til en religion

Helt fra barnsben har jeg elsket julen. Der er noget helt særligt over den højtid. Hvilket barn elsker ikke en tid, der handler om god mad, en masse godter og gaver?

Religionen var for mig fuldstændig underordnet som barn, for jeg vidste godt, at man i islam ikke fejrer jul – men vi spiste stadig julelækkerier derhjemme hele måneden igennem, mens mine brødre og jeg så Pyrus hver aften, sang med på alle sangene og gik med Pyrus’ nissekasketter på hovederne.

Luciaoptoget og juleafslutningen i Hellerup Kirke var lige så vigtige for mig som enhver anden muslimsk højtid, hvis ikke vigtigere.

Eid, ramadanens afslutning, er en familiebegivenhed, såvel som julen er det. Uheldigvis har jeg kun meget lidt familie i Danmark, så eid har altid været en tam dag for mig.

Men i julemåneden får man virkelig folks sind at mærke, hvad end det gælder stressen over juleanden eller gavmildheden i form at smukke og personlige gaver. Dét er dansk.

I 2009 fik jeg så lov til at prøve at holde rigtig jul for første gang hos min gode ven Peter og hans familie.

Tegning:  Mette Dreyer.

Dét at blive inviteret over til jul tog jeg som et kæmpe kompliment, da jeg jo ved, hvor vigtig julen er for familien. Det var en kæmpe oplevelse. Og jo – man danser rent faktisk rundt om juletræet (og gennem resten af huset), mens man synger!

Jeg følte mig virkelig som barn igen, mens jeg prøvede at gøre familien efter så godt som muligt og prøvede at huske teksterne til julesangene. Året efter nåede jeg at fejre juleaften hos endnu to gavmilde familier.

Igen i år er jeg inviteret over til stor familiejul. Det er et privilegium for mig at være med.

Jeg føler mig heldig over at få lov til at blive lukket ind i mine venners hjem på sådan en vigtig aften, der ellers kun er forbeholdt nære familiemedlemmer og venner.

Det er en gave at kunne begå sig i flere kulturer, flere religioner, beherske flere sprog og vigtigst af alt: at føle sig hjemme, mens man gør det.

Jeg ønsker alle en rigtig glædelig jul i mangfoldighedens ånd, efterfulgt af en opfordring til at holde en traditionel dansk jul med et utraditionelt input – eksempelvis med en almindelig ung kvinde, der umiddelbart repræsenterer det modsatte af julen, men alligevel har lært at holde så meget af årets rareste højtid.