Halvanden milliarder mennesker verden over og omtrent 250.000 danskere fejrer hvert år den muslimske højtid eid, der er muslimernes afslutning på ramadanen, hvor de holder fri, fester, spiser og giver gaver til børnene. Eidfesten er den mest udbredte religiøse fest uden for den kristne troskreds og er for muslimske børn, hvad julen er for deres danske kammerater.
Alligevel har eid levet en stilfærdig tilværelse i det danske medielandskab. I 2012 falder eidfesten søndag 19. august, og det vil DR markere ved at synliggøre en fest, som de færreste muslimer vil gå glip af, og de fleste ikkemuslimer knap nok kender. I hele uge 33 vil P3 sætte fokus på mad, dans, musik og en stribe kulturelle oplevelser fra den muslimske verden og forsøge at gøre eid til en fest, der inkluderer os alle. I programmet ’Ramadan Radio’, der sendes hver dag kl. 9-12, vil værterne Pia Røn og Esben Bjerre Hansen med P3-glimt i øjet sætte spot på den muslimske højtid. Der vil blandt andet blive spurgt til, hvorfor man skal frigive en slave, hvis man kommer til at dyrke sex, mens solen er fremme, ligesom lytterne vil blive klogere på, om mellemøstlig populærmusik har den fjerneste chance på P3. Og hver dag vil man kunne hente ny inspiration til køkkenet med tips og tricks til en klassisk eidmenu. Der bliver også sat fokus på eid på en række af DR’s andre kanaler i uge 33. Kulturnyt på P1 vil dagligt beskæftige sig med den muslimske højtid, ligesom P1 Morgen vil have flere eidrelaterede indslag i løbet af ugen.

