En verden, hvor alle kan spise sig mætte og få dækket deres behov for næringsstoffer, er en drøm, som kan gå i opfyldelse.

Det er ikke, fordi klodens ressourcer er utilstrækkelige, at så mange mennesker sulter. Det er, fordi ressourcerne bliver brugt forkert, og fordi politikere og andre velstående, hvis adfærd i stor udstrækning afgør, om resten af et lands befolkning får nok at spise, har taget vare på deres egne behov for mad.

Deres madproblem, hvis de har et, er snarere, at de spiser for meget med dertil hørende hjerte og karsygdomme. Formindskelse af fattigdom, sult og underernæring står ikke først på magthavernes prioritetsliste.

DEBAT Hvorfor er madspild ikke på COP17's dagsorden?

Men før vi kritiserer ulandenes regeringer og magtstruktur, skulle vi måske feje for egen dør. Med regeringsskiftet og en udviklingsminister, som har forstand på fattigdomsbekæmpelse og økonomisk udvikling i ulandene, er kosten taget frem.

Men hvad gør vi så med flere danske kroner til udviklingsbistand?

Vi skal satse på at bekæmpe fattigdom, underernæring og deres årsager, så fremtidige generationer også har adgang til de nødvendige ressourcer på en bæredygtig måde. Vi kunne passende begynde med at søge at overbevise ulandenes regeringer om, at mindre fattigdom og sundere medborgere er til fordel for dem, som sidder på magten.

Eller vi kunne begynde et samarbejde med de regeringer, som allerede er overbeviste.

En sund og velnæret arbejdsstyrke betyder mindre fattigdom, højere produktivitet, mere kreativitet, større økonomisk vækst og mere stabilitet. Det kommer ikke alene de fattige til gode. Det er til fordel for hele samfundet - også de velstående. Det har Kina, Vietnam, Indonesien, Sydkorea og en række andre lande erfaret.

Underernæring eller kampfly
Når vi så har fundet de ulande, som er parate til at prioritere bekæmpelse af fattigdom og underernæring højt og ikke modarbejder effekten af vores indsats i landet, hvad gør vi så?

Vi tilbyder at samarbejde med regeringen om en samlet indsats baseret på eksisterende planer (der findes vist ingen ulande, som ikke allerede har masser af planer, som aldrig er blevet udført), hvori indgår både danske og landets egne ressourcer, altså viden og penge.

En samlet integreret indsats, som også indeholder den private sektor og folkelige organisationer, er vigtig, hvis vi vil undgå, at danske penge og viden rettet mod bekæmpelse af fattigdom og underernæring bare frigør landets egne penge, som så eventuelt ender i køb af flere kampfly.

Dansk bistand skal øge den samlede investering i bedre ernæring. Ellers kunne vi jo lige så godt give pengene til indkøb af kampfly.

LÆS OGSÅMchangama: Basale rettigheder fjerner ikke verdens fattigdom

Hvis et lands regering ikke er villig til at lægge et fælles budget for bekæmpelse af fattigdom og underernæring, foreslår jeg, at vi finder et andet samarbejdsland. Det betyder ikke, at Danida skal bestemme, hvordan andre lande skal bruge deres penge, men derimod at vi skal sikre, at vore penge blive brugt bedst muligt til fordel for fattige mennesker og ikke til indkøb af kampfly eller kaviar til præsidentens middagsselskab.

I stort set alle de afrikanske og andre lav-indkomst lande findes langt størstedelen af de fattige og underernærede i landområderne. De afhænger af landbrug enten som bønder, landarbejdere eller producenter af varer og tjenesteydelser, som landbruget efterspørger.

Det er derfor naturligt, at langt størstedelen af dansk bistand rettes mod landdistrikterne.

Heldigvis er et fokus på landbrugsudvikling i de lande også den bedste måde at øge beskæftigelse og økonomisk vækst og bekæmpe fattigdom uden for landbruget på grund af den stærke kobling fra landbruget til resten af økonomien. Det kender vi også fra dengang, Danmark var på lavindkomstlandenes økonomiske niveau.

Endelig vil investering i produktivitetsforbedringer i ulandenes landbrug stille flere fødevarer til rådighed for fattige forbrugere til lavere priser. Det betyder bedre ernæring og højere købekraft. Og det er vigtigt, fordi fattige forbrugere bruger en stor del af deres indkomst på mad.

Miljøet kan skånes
Det rette indhold af vores bistand til udvikling af landdistrikterne i ulandene vil variere fra et land til et andet og bør, som nævnt ovenfor, udarbejdes i samarbejde med landenes egne regeringer og integreres i landenes egne tiltag. Der er dog visse træk som går igen i de fleste af landene.

Et er, at et meget stort antal landbofamilier er fanget i en fattigdomsfælde, som de ikke kan komme ud af, ikke fordi de er dovne eller dumme, men fordi de institutioner, den infrastruktur og de markeder, som skaber det økonomiske miljø, de lever i, gør det umuligt.

I mange tilfælde øver de fattige bønder vold mod naturressourcerne for at overleve, uden at de slipper ud af fælden.

Mange projekter har vist, at småbønder kan fordoble og tredoble deres fødevareproduktion og indkomst uden at skade naturressourcerne, hvis det økonomiske miljø blev ændret.

Projekterne sørger for, at landmanden får adgang til lån og plantenæringsstoffer til en rimelig pris, stiller effektive produktionsmetoder og teknologi til rådighed og sørger for, at den del af produktionen, som ikke spises af landbofamilien, bliver købt til en rimelig pris.

Det beviser, at problemet ligger uden for det enkelte landbrug, og at den enkelte landmand ikke kan løse det. Desværre er miljøet kun ændret, så længe projektet varer. Når det ophører, klapper fattigdomsfælden i igen.

DEBATINDLÆGSmå landbrug skal afvikle sult

Hvis ikke det økonomiske miljø, som de er omgivet af, bliver ændret, har bønderne kun to alternativer: enten at forblive i fattigdom og se deres børn sulte, eller flytte til byen, hvor der allerede er stigende fattigdom og arbejdsløshed.

Dansk bistand bør derfor rettes mod en forbedring af miljøet, som omgiver de små landbrug.

Det betyder forbedret infrastruktur som veje, bedre institutioner som landboforeninger, bedre lokale markeder, adgang til långivning og viden og bedre produktionsmetoder og teknologi som for eksempel højtydende afgrødesorter.

Selvom landmændene kan fordoble og måske tredoble udbytterne med den viden og teknologi, som eksisterer, er det vigtigt, at vi også støtter forskning til at sikre fremtidige udbyttestigningerne.

Der er særlig brug for forskning til at frembringe afgrødesorter, som klarer sig bedre over for klimaændringer, såsom afgrøder, som er tolerante over for tørke, oversvømmelse og resistente over for nye insekter og plantesygdomme.

Endelig er der brug for bistand til at opretholde sociale sikkerhedsnet, som kan beskytte fattige bønder og forbrugere i perioder med de store svingninger i fødevarepriser og indkomster, som vi har oplevet i den senere tid, og som vil fortsætte som følge af klimaændringer og spekulation i fødevarepriser.

FACEBOOKBliv ven med Politiken