I den ulykkelige sag om Linda Maria Koldau er en genkommende kritik fra både Aarhus Universitets ledelse og tilsyneladende alle hendes kolleger, at Koldau skader samarbejdsklimaet og ’den faglige diskussion’.

Fagleder Pia Rasmussen, en af Koldaus hovedkritikere, fremhævede således, at Koldau havde brug for at få »slebet nogle kanter af« og blive bedre til at »opdage synergier«.

Men hvis man kigger på hhv. Koldaus og Rasmussens publikationslister, kan man hurtigt få en anden oplagt forklaring på, hvorfor samarbejdet går trægt:

I 2007 publicerede Koldau tre internationale tidsskriftsartikler, en bog på 200 sider om Smetanas symfoniske hjemlandsdigte samt tre kapitler til internationale antologier. I betragtning af at Koldaus forskningsemner omhandler alt lige fra middelalderlig kirkemusik over u-båds-filmmusik til musikvidenskabens erhvervsmæssige relevans, forekommer betegnelsen af Koldaus forskning som ’traditionel’ eller ’forældet’ også højst besynderlig.

LEDERAarhus Universitet har en skandale i støbeskeen

I hele 2007 bestod Rasmussens totale forskningsbidrag derimod af, at hun oprettede en MySpace-side, hvor man kan uploade musik. En anden af Rasmussens nylige publikationer om ’Wiki og læringsstier’ består ganske enkelt i et kvarters videoforedrag (et podcast) om, hvordan en hjemmeside til elektronisk undervisning er opbygget og kan bruges.

Man behøver ikke at have læst i mange uger for at indse, at dette naturligvis intet har med hverken musikvidenskab eller i det hele taget akademisk niveau at skaffe, og en forskningsbaseret undervisnings niveau på dette grundlag må nødvendigvis også blive derefter.

Formodentlig er kerneproblemet i konflikten ganske enkelt, at det er meget svært at skabe nogen fornuftige ’synergier’ eller meningsfuld faglig interaktion mellem seriøs musikforskning i international kvalitet på den ene side og MySpace-sider og podcasts om ’entrepreneurship’ på den anden.

LÆS OGSÅStuderende støtter udskældt musikprofessor

Den forhenværende dekan headhuntede en trane til at danse med vrangvillige hjemlige spurve, og en svag ledelse i Aarhus har i misforstået, kortsigtet angst for deres ’brand’ valgt at kanøfle tranen i stedet for at forholde sig til det åbenlyse kvalitetsproblem, den påpeger.

Og det bliver på langt sigt et betydeligt større problem for Koldaus kolleger og dansk humaniora end for Koldau selv.