I den forgangne uge har der været sagt og skrevet meget om Marlene Duus’ syn på, at hendes ekskæreste og voldsmand har fået alle chancer for at komme videre i livet, mens hun selv stadig kæmper med følgerne af overfaldet. Alle som en, selv Claus Meyer, der har valgt at ansætte voldsmanden, udtrykker medfølelse og forargelse over, at der ikke er gjort mere for at bringe Malene videre og hilser ’debatten’ velkommen. Hvad for en debat, spørger jeg bare. At give udtryk for medfølelse er ikke at debattere. En debat ville medføre nye og konstruktive forslag til, hvordan man kan løse situationen uden at krænke offeret endnu en gang. Men det er lige præcis det, man gør. For ’løsningen’ på problemet skulle være også i denne sammenhæng at gribe til det nye hit at konfrontere offer og gerningsmand, ud fra en forståelse af at gerningsmanden ved at stå ansigt til ansigt med sit offer vil få dårlig samvittighed og undskylde sin handling for derefter at have lært af situationen og afstå fra lignende handling i fremtiden. Denne løsning kan sikkert være god ved mindre alvorlige forbrydelser.

Claus Meyer: Jeg ansætter dømte for at forhindre ny kriminalitet Men ved personfarlig kriminalitet af denne kaliber er det en hån mod offeret, der har levet med og kæmpet for at komme ud af et voldeligt forhold til en mand grebet af sygelig jalousi og hævntrang. Man behøver ikke at vide meget om psykopati for at vide, at samvittighed ikke findes hos disse mennesker. At det er en illusion af dimensioner at tro, at en konfrontation skulle hjælpe på noget som helst. At man igen går gerningsmandens ærinde, der for enhver pris vil have offeret inden for rækkevidde.