Er jeg ikke lige så meget værd som de andre?

Lyt til artiklen

Da jeg var lille, troede jeg fuldt og fast på, at jeg kunne blive, lige hvad jeg ville. Inden for en vis ramme, naturligvis. Jeg var tidligt klar over, at min kørestol nok ikke var forenelig med en karriere som balletdanser, skøjteløber eller håndboldspiller. Grundlæggende troede jeg på, at fraset de åbenlyse fysiske begrænsninger kunne jeg have de samme drømme og håb om fremtiden som mine kammerater. Jeg blev aldrig bremset i den livsopfattelse, på trods af at jeg er født med rygmarvsbrok og er lam i begge ben. Jeg var i praktik som dyrlæge, jeg spillede med i en musical i den kommunale ungdomsskole, og i et byggeprojekt på min skole var jeg den, der lagde isolering mellem spærrerne på et loft, da jeg var den dygtigste til at klatre. Jeg var dygtig i skolen. Fløj gennem gymnasiet og afsluttede med ret flotte karakterer og to legater. Besluttede så, at jeg ville være lærer, da det var en oplagt mulighed for at kombinere min glæde ved musik og arbejde med børn og unge. Det første job, jeg søgte, fik jeg. Jeg blev lærer på en efterskole, ansat i fleksjob 20 timer om ugen. Jeg var dygtig til mit job. Jeg elskede mine elever og oplevede aldrig, hverken fra kollegaer, elever eller deres forældre, en skepsis eller afstandtagen i forhold til mine evner og min værdi som lærer. Det viste sig dog efter halvandet år i mit første job, at jeg havde taget munden for fuld. 20 timer om ugen var for så vidt passende til min fysiske formåen, men et efterskoleliv med spredte timer og vagter, mange møder og megen forberedelse var for meget. Det endte i en akut indlæggelse på sygehuset med efterfølgende genoptræning, og jeg måtte nødtvungent sige op. Det var en situation, som ingen kunne forudse. Jeg var stadig fast funderet i den opfattelse, at jeg havde værdi, også på arbejdsmarkedet. Jeg ville have et liv, som lignede de andres, jeg ville have et job, hvor jeg fik mulighed for at yde mit bedste, udvikle mig og trives.

Og jeg fandt det også. Denne gang som konsulent i en handikaporganisation. Stadig 20 timer om ugen, stadig med muligheden for at arbejde med børn, og også med voksne, men denne gang med nogle lidt andre rammer, da jeg i langt højere grad havde mulighed for at planlægge min arbejdstid. Undervejs ramte jeg muren igen, denne gang i form af en kræftsygdom, men jeg er stadig ret god til at klatre, så jeg kravlede over muren, genvandt min fysik og sled mig tilbage til mit job. Hen ad vejen lærte jeg at finde grænsen for, hvad jeg kan holde til. Det er stadig en udfordring, og jeg overskrider også grænsen indimellem, for jeg vil bevare min barndoms tro på, at jeg kan blive, lige præcis hvad jeg vil, og at jeg er meget andet end fleksjobber, kørestolsbruger, lammet i benene, født med rygmarvsbrok og tidligere kræftpatient.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her