De kvindelige debattører, der hader dameblade, har fået en del spalteplads de seneste uger.

Men for nylig ramte Politikens kønsdebattør bunden med en kommentar, der ikke bare er fyldt med faktuelle fejl og påstande, der er grebet ud af den blå luft. Men hvor formålet oven i købet er at skrabe midler sammen til skribentens eget bladprojekt.

Jeg er nødt til at tage til genmæle.

Kønsdebattør Ditte Giese er i sin kommentar taget i aviskiosk med et rumvæsen, der således oplever, at Jordens mænd er kloge, fordi magasinet Euroman er klogt. Modebladene, derimod, skriver om… ja, gæt engang: mode.

GIESEDa jeg blev en mand vs. 208 accessories

Og Ditte Giese mener, at rumvæsenet derfor vil tro, at kvinder er ubegavede. Men hvad hvis rumvæsenet havde fået fingre i et af de mange andre blade til mænd – et fodboldmagasin, mandebladet M! eller et pornoblad?

Hvad ville det sige om mænd? Skulle rumvæsenet vende hjem til sin egen planet med samme tynde argumentation som Ditte Giese, er jeg sikker på, at han ville belært om at gå dybere ned i sit stof.

Giese angriber Cover for hovedsageligt at interviewe designere, stylister, modeller, popstjerner, makeupartister og cremeproducenter. Forfattere og kunstnere er ofte kortet ned til en sides penge.

Det er forkert og fordrejet. Jeg ved, at research kan komme i klemme i en dagbladsdeadline. Jeg har trods alt været journalist på Politiken i en årrække.

Jeg ved også, at de, der ikke bryder sig om modemagasiner, stort set aldrig læser dem. Til gengæld ved jeg, at Giese læste Cover i februar. Her fandt hun et langt, grundigt interview med filminstruktøren Asger Leth, et lige så langt interview med skuespiller og musiker Charlotte Gainsbourg samt fire sider om avantgardens kvinder på Louisiana.

Det seneste stykke tid har vi også bragt store interview med alt fra forfatteren Kirsten Hamann, teaterinstruktøren Elisa Kragerup og radiodirektør Mikael Bertelsen til kunstneren Rachel Feinstein, tv-værten Sara Bro og dokumentaristen Anne Wivel.

Cremeproducenten, der bliver fremhævet af kønslivsdebattøren, er i øvrigt Aerin Lauder, der står i spidsen for en imponerende virksomhed skabt af en temmelig sej erhvervskvinde, Estée Lauder, som både kvinder og mænd kunne lære noget af. Men det kræver selvfølgelig, at man læser bladet.

For jo, vi har modeserier, vi har tøj, sko, og vi viser det arbejde, som landets dygtigste fotografer og stylister udfører. Det gør vi, fordi vi er et modeblad. Ligesom Politikens madtillæg ofte handler om mad. Lørdagsliv handler om forbrug. Og sportssiderne byder på en overvægt af (gæt engang): sport.

Cover Man, som debattøren fremhæver som klogt, er et mandemagasin. Ikke et modemagasin. Bladets indhold fremhæves som forbilledligt: interview med Jes Dorph-Petersen, en bager, en fodboldspiller og en forlægger. De dygtige folk, der laver Cover Man, er stort set de samme som dem, der laver Cover.

LÆS OGSÅDe glittede magasiner til mænd gør comeback

Og jeg må opponere mod Ditte Gieses livssyn: at sportsmænd og tv-værter per definition er klogere end selvstændige designere, musikere og filmfolk?

Ditte Gieses argumentation er lige så fordomsfuld, som når folk kalder Politiken for en radikal partiavis, Berlingske for borgerskabets organ og Jyllands-Posten for kulsort. Uden at læse så meget som en spalte af det, de kritiserer.

Mode og design nyder i Danmark ikke samme status og fremme som anden kunst og kultur. Måske vil det ændre sig med tiden – måske ikke. Men jeg synes, det er værd at understrege, at man sagtens kan skrive intelligent om lette emner og uintelligent om både politik, økonomi og, ja, køn og medier. Emnerne er ikke afgørende.

Det unuancerede indlæg undrede mig, indtil jeg nåede slutningen af teksten.

Sammen med 400 andre kvinder udvikler Giese lige nu et såkaldt ’intelligent dameblad’ på Facebook. »Konceptet er klar, journalisterne skrivelystne«, skriver hun. Og nu leder de efter ’en rig tante fra USA’, der vil spytte penge i kassen.

En sponsor? Til uafhængig journalistik? Det lyder spændende.

Under alle omstændigheder kan jeg ikke se det rimelige i at hænge andre ud uden først at undersøge de fordomsfulde påstande til bunds. Slet ikke når man samtidig bruger sin taletid til at fremhæve sit eget magasinprojekt.

Der bør stilles samme krav til kønsdebattører som til alle andre journalister:

Påstande skal være korrekte. Argumenter skal kunne holde vand.