Det er absolut umoderne – blandt intellektuelle – at blande sig i den politiske debat. Stik modsat 1970’erne.

I den beskedne udstrækning, der foregår en intellektuel politisk debat i dag, er det udelukkende på den lange bane.

Centrum-venstres kloge hoveder elsker den bedste af alle verdener, hvor man er behageligt fri for at komme for tæt på den virkelige verden. Sådan er det, når man diskuterer over et glas rødvin. Og sådan er det i den offentlige debat.

Hvor er for eksempel centrum-venstres intellektuelle henne i opgøret med bankverdenen og den finansielle sektor efter finanskrisen? Jo, for nylig lykkedes det for Politiken at støve professor Noam Chomsky op i New York.

LÆS INTERVIEW Obama har rottet sig sammen med den grådige finanselite

Chomsky – som efterhånden er blevet 84 år – kunne fortælle os, at Barack Obama har ansat de samme økonomiske rådgivere som de tidligere republikanske præsidenter benyttede sig af – og at Obama har »rottet sig sammen med den grådige finanselite«.

Endelig opfordrede Chomsky til, at vi »gentænker kapitalismen«. Interessant kritik. Men man kan vist roligt konstatere, at der er plads til forbedring.

Og hvorfor skulle Politiken helt til New York for at finde en professor, der siger det samme, som han har sagt de seneste 50 år? Der er ingen andre. Og slet ikke herhjemme.

Hvem husker ikke Pittelkowsyndromet, der betegnede de politisk aktive, der tog turen fra venstrefløjen til Socialdemokratiet? Det var et fænomen, mange morede sig over.

Ligesom Ralf Pittelkows videre rejse over i den borgerlige lejr heller ikke gik stille af. Ingen tvivl om, at især 1980’erne, men også 90’erne bar præg af en bevægelse – også en intellektuel bevægelse mod midten og – højreover.

Tegning:  Roald Als

I 1980’erne dukkede en ung mand for første gang op i en større offentlighed. Først med sjove tv-anmeldelser i Politiken, hvor han ikke gik af vejen for at hælde en spand lort ud over kendisser, der stak snuden langt frem. Altid til læsernes store morskab.

For efterhånden at blive den helt store mediestjerne. Han var desuden blevet forfatter.

Han har næppe skrevet to ord, som ikke er trykt et eller andet sted. På dette tidspunkt dukkede også en ny stjerne op ude i den store verden, popsociologen Anthony Giddens.

Giddens ramte tidsånden med sin senmoderne teori om en ny verden, der bærer præg af to forhold: globalisering og individualisering. Skulle man pege på et moderne menneske, der inkarnerede Giddens’ senmoderne teori, så er det den unge mand fra 1980’erne. Skribent, debattør m.m.: Carsten Jensen.

Forleden fik han Søren Gyldendal-prisen for – som det hedder i motiveringen – »sin utrættelige indsats for både som forfatter og debattør at gøre sine landsmænd opmærksomme på, at Danmark er en del af en større verden«.

Velkommen til prototypen på det senmoderne menneske.

Jensensyndromet er i virkeligheden mere udpræget end Pittelkowsyndromet. Begge kom de fra venstrefløjen.

Men hvor Pittelkow fastholdt sit politiske engagement udviklede Jensen sig til, hvad man bedst kan betegne som et ligegyldigt sludrehoved, med sig selv som hovedpersonen i sit eget show.

Samme vej fulgte – i virkeligheden – tusinder af veluddannede venstrefløjsfolk i de senmoderne 80’ere, hvor opgøret med marxismen på universiteterne førte til, at alt var ligegyldigt.

For Jensen har showet og ’de rene hænders politik’ altid gået hånd i hånd. Ligesom det er oplagt, at denne særlige blanding har været i stand til at finde et publikum igennem et par årtier.

Som da han kaldte Dansk Folkepartis vælgere en »skimlet sekt af klamme kældermennesker« i et stort anlagt essay.

LÆS INDLÆG Vi har leget med afstumpetheden alt for længe

Det var da sjovt for os, der stemmer til venstre for midten. Men det løftede sig aldrig over det pubertetsagtige. Og nogen analyse blev det aldrig til. Eller krigen i Afghanistan, som Jensen i perioder – meget berettiget – har kastet sig over.

»Vi tog aldrig deres håb alvorligt. Vi gav dem ikke den genopbygning, de bad om. Vi gav dem ikke den sikkerhed, de havde brug for. Vi gav dem ingen tryghed, ingen retfærdighed«.

Det er vel ret beset det, vi har prøvet på. Men intet er som bekendt så nemt som at hedde Jensen og sidde med hænderne i skødet.

Jensen blandede sig i den hjemlige debat, da han i et stort interview for nogle år siden blev bedt om at komme med et bud på, hvordan vi løser de store integrationsproblemer her i landet:

»Det klarer moderniteten«, brølede Jensen. Hvilken gave til Vollsmose, Gellerupparken, Nørrebro og alle de andre.

Det kunne alt sammen være lige meget, hvis ikke det var, fordi Jensen har været eksponent for en udvikling.

Centrum-venstres intellektuelle har overladt debatten til højrefløjens intellektuelle, regeringens 29 kommissioner og de politiske kommentatorer.

Spørgsmålet er, hvor længe det skal vare ved, for regeringens krise er også centrum-venstres idékrise.