Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Thomas Borgberg
Foto: Thomas Borgberg

Dialog. Samfundsdebat er, uanset holdninger, af central betydning ifølge Phil Nice.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er en Kronik. Kroniken er udtryk for skribentens holdning. Du kan indsende Kronik-forslag her.


Samfundsdebatten: Mål eller middel?

Samfundet kan sagtens rumme værdimæssigt diametrale modsætninger, uanset hvad de ytrer om hinanden.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er næppe muligt at deltage i samfundsdebatten uden at opleve, før eller senere, at fokus flyttes fra det aktuelle emne og over på en vurdering af selve debattens værdi og kvalitet.

Krydser man grænsen fra en konsensussøgende argumentationsform til en mere konfronterende retorik, oplever man hævede pegefingre, formaninger om at »holde en ordentlig tone« samt klager, der synes at antyde, at debatten mister værdi, så længe parterne bevæger sig væk fra hinanden og ikke respekterer hinandens holdninger. Men hvad handler denne metadebat om, og hvorfor? Hvilke krav og forventninger kommer til udtryk der, og hvilke opfattelser motiverer dem?

Det kan virke ønskværdigt, korrekt eller ligefrem nødvendigt, at modstridende værdier mødes i gensidig respekt. Man sporer en vis uro på vegne af samfundets sammenhængskraft i metadebattens diskurs. Men jeg mener, det er udtryk for en misforståelse, når sammenhængskraften sidestilles med et værdifællesskab. Modsætninger kan og bør ikke nødvendigvis mødes i konsensus, selv om de sameksisterer i samfundet. Samfundet kan sagtens rumme værdimæssigt diametrale modsætninger, uanset hvad de mener og ytrer om hinanden.

Denne rummelighed er ikke gensidig respekt, men blot overholdelse af samfundets frihedssikrende styreform. Modellen er ikke ny. Den er grundstenen i liberaldemokratiet, og vi dyrker den hver dag uden problemer. Sammenhængskraften trues først, når samfundet svigter i sin frihedssikrende funktion, bl.a. ved at fremtvinge en slags skinkonsensus.

I kølvandet på Breivik-massakren 22. juli sidste år var mange debattører hurtige til at skyde en del af skylden for massemord over på den ’hårde tone’ i debatten. En af de førende stemmer tilhørte Carsten Jensen (17.9. 2011, Politiken), der var ude med de lange knive efter politikere, der efter hans opfattelse »taler og tænker … nøjagtigt som den forstyrrede korsfarer«. Det er forståeligt, at Benja Stig Fagerland (23.6., Politiken) ikke bryder sig om grove kommentarer, angiveligt fra »mænd, der hader kvinder«.

LÆS ARTIKEL

Det er forståeligt, at hun føler, at det at udsættes for sådanne kommentarer er en urimelig pris, hun som kvinde må betale for sin deltagelse i samfundsdebatten. Marianne Jelved (10.7., Politiken) har ret til at mene, at Enhedslistens hårde retorik »skaber en unødig voldsomhed, som ikke passer til et demokrati«.

Men det er nemlig argumentet, at debattens tone og indhold forringer, truer eller direkte skader demokratiet, der afslører et behov for en mere dybtgående og principiel debat om, hvad man egentlig forstår ved ’demokrati’. Ikke fordi Jensen, Fagerland og Jelved ikke har ret til den demokratiopfattelse, deres argumenter antyder. Men snarere, fordi sådanne gidseltagninger af demokratibegrebet i anledning af denne tiltrængte debat ikke bør stå uimodsagt.

Hvad er det for kvalitetskriterier, debatten vurderes ud fra, når tonen og indholdet problematiseres? At debatten regnes for god, dårlig, konstruktiv, destruktiv eller noget femte giver kun mening i forhold til en målestok, dvs. en tilstand eller funktion, som debatten forventes eller ønskes at opfylde. Den slags vurdering synes nemlig at bunde i en forestilling om, at samfundsdebatten ikke er nok i sig selv, men forstås som et middel, der tjener et højere formål og dermed nytter noget.

Dette lægger sig op ad en tradition, der her i landet knyttes til teologen Hal Koch og hans ligesindede og består i en opfattelse af demokrati som ’livsform’. Det centrale element i demokratiet efter denne opfattelse er samtalen, der efter idealet udgør et ’frugtbart møde’, og hvis formål er konsensus mellem parterne. Debattører, der problematiserer debattens tone, efterlyser tilsyneladende frugtbarhed eller konstruktivitet i debatten. Forestillingen bygger på et ideal om, at parterne nærmer sig hinanden og eventuelt går på kompromis.

Modstykket til denne demokratiopfattelse er den liberale forestilling om, at det er frihed, der er demokratiets egentlige funktion. I denne optik får debatten ikke udstukket kvalitetskriterier, en ideel retning eller et mål, men forstås blot som udtryk for deltagernes ytringsfrihed. Set i dette lys er det borgernes fri deltagelse i debatten (også i skikkelse af de dumme og platte bidrag), der tjener som barometer for demokratisk sundhed. Set i dette lys er det snarere kravet om nyttighed, der risikerer at forringe demokratiet, for så vidt det fører til censur eller blot manglende deltagelse i debatten.

Efter en liberalistisk opfattelse afhænger debattens værdi ikke af, hvorvidt der stræbes mod konsensus, gensidig forståelse, kompromis eller andet godt. Demokratiet har det fint, så længe debatten er fri. Min pointe er ikke at betvivle værdien af konsensus, når den opstår til fordel for borgernes frihed, men at konfrontation er en lige så værdig debatfunktion, hvis det er det, der skal til for at værne om denne altafgørende frihed.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden