Da jeg så, at der igen ville komme en dokumentar om donorbørn på TV 2, undrede det mig ikke.

Jeg har i mange år nu været åben omkring de særlige omstændigheder vedrørende min undfangelse.

Derfor er jeg også ofte den første, en journalist finder på en Google-søgning.

Netop fordi en journalist fra TV 2 havde ringet til mig for et par måneder siden, vidste jeg, at endnu et program var under opsejling.

Journalisten spurgte interesseret, men hans spørgsmål ændrede hurtigt retning. Jeg er nemlig ikke ked af, at jeg er donorbarn.

Efter at jeg havde konstateret, at jeg ikke var interesseret i at finde halvsøskende via gamle donorarkiver, måtte jeg nærmest forsvare, hvorfor jeg ikke ville tage kontakt med fremmede mennesker, jeg aldrig har mødt, og som aldrig har haft betydning for mit liv.

Journalisten havde på forhånd besluttet sig for sin vinkling. Jeg var ikke research-emne, jeg var til casting. I løbet af samtalen spurgte han mig desuden, om jeg virkelig ikke troede, at der også ville komme en udgave af ’Sporløs’ om donorbørn.

Bevares, der findes ingen manual for, hvordan vi donorbørn skal have det med vores situation, og ligeledes har jeg heller aldrig haft en.

Men journalisten, der ledte efter en tåreperser, overså den smukke historie, der ligger bag min tilblivelse; nemlig den enormt smukke historie om to mennesker, der brændende ønskede sig et barn og efter lang tids kamp fik et regulært drømmebarn.

Det er mig. Og sådan har jeg altid fortalt min egen livshistorie.

Problemet for mig bliver, når den slags programmer bruger deres platform til at argumentere for et regulært forbud mod anonym donation af sæd.

Det falder mig for brystet af én simpel grund: Hvis det ikke var for den anonyme sæd, havde jeg måske ikke været her i dag. Anonymiteten garanterer nemlig, at vi har mænd nok, der rent faktisk gerne vil donere.

Men de fleste primetime-programmer bevæger ikke sig ind på bagsiden af medaljen.

De skaber også en enorm forvrængning af mange donorbørns syn på sig selv og deres historie.

I stedet for at se på sig selv som ønskebørn, med en lidt anderledes historie i bagagen, ender de med at se sig selv som ofre for en forbrydelse.

Man stikker os blår i øjnene og bilder os ind, at vi er halve, uden navn på vores donor.

Ikke at kende sit halve ophav er et tab, men ikke et uoverkommeligt tab, hvis man husker på de andre glæder, vi har ved at være til.

Det er ikke synd for mig, at jeg er donorbarn. Det er synd for donorbørn, at de skal gøres til ofre.