Kære Carl Emil, hjertelig tillykke med legatet – bare det var mig.

Jamen hov, hvad er det, jeg siger? Ønsker jeg, at det var mig, der havde fået pengene? Selvfølgelig.

Og nu siger jeg det på en anden måde: Hvor er det dog ærgerligt, at det er én, der kun har lige har entreret scenen med en ep, der nyder godt af en af statens største støtteordninger.

LÆS ARTIKEL Kritikken ulmer efter usædvanligt kæmpelegat til ung kunstner

Dette har intet at gøre med kvaliteten af Carl Emils musik. Al respekt for det. Det handler om dem, der uddeler støtten. Så et spørgsmål til dem: Er det rimeligt? Hvad med alle dem, der længe har kæmpet og vist deres værd?

Jeg vil ingenlunde tage munden for fuld og vurdere, om jeg er talerør for masserne. Men jeg synes at vide, at jeg ikke er den eneste, der sidder med disse tanker, om folk så vil være ved det eller ej: Der er mange andre unge musikere derude, som har bevist væsentligt mere end Carl Emil.

For det er trods alt forfriskende, at støtten går til en ung musiker og ikke et koryfæ, som legatet normalt uddeles til.

Jeg tiljubler i høj grad, at vi lever i Danmark og er så heldige, at vi rent faktisk kan blive støttet af staten til at lave, hvad vi brænder for. Og måske ligefrem gøre det til et sundt foretagende. Det er en sjældenhed i denne verden.

Men er det det treårige arbejdslegat, han skal have? Han ville have gået fint under andre puljer fra Kunststyrelsen såsom ’den unge elite’, der også er støttet i den højere ende.

Kristian Leth mener, at det er typisk »brokke-Danmark« at kritisere, at legatet går til Carl Emil.

LÆS ARTIKELKristian Leth: Hvor er det typisk brokke-Danmark. Brokke, brokke, brokke

Det kan der naturligvis være noget om, og mange har da højst sandsynligt også ondt i røven, som man kan læse det i det mere eller mindre anonyme debatforum på Gaffa.dk. Derfor vil jeg gerne tilbyde en anden vinkel, nemlig en, der handler om rimelighed eller nok nærmere urimelighed.

Vi er mange kunstnere, der som Kristian Leth selv søger penge fra statsfonde og private fonde.

Til alle dem, der ikke ved det: Der er mange at vælge imellem. Ikke at de altid giver pote, men indimellem er man en af de heldige, der faktisk får mulighed for at fordybe sig i musikken og ikke behøver tage ekstravagter i børnehaven.

Personligt har jeg de sidste 5-6 år modtaget en del støtte i forbindelse med mit band Alcoholic Faith Mission. Jeg har skrevet, indspillet og medproduceret fire internationalt anmelderroste album, en ep, en opsamlingsplade og turneret Europa og USA tyndt de sidste tre år.

LÆS ANMELDELSESamspilsramte alkoholikere stræber mod melankolsk storhed

Jeg har endnu ikke fået den helt store check, og det gør jeg måske aldrig. Og fred være med det – så længe pengene i det mindste går til en, der har brug for det – og som har fortjent det.

Med al respekt for Carl Emil og hans følge, så har han/de måske endnu ikke helt leveret nok til at gøre sig fortjent til en sådan klækkelig gage over de næste år. Der er mange andre bedre emner, vil jeg mene.

Til Kristian Leth vil jeg gerne sige, at jeg ikke nødvendigvis deler din holdning om »brokke-danmark«. Som debattør ’brokker’ du dig også gerne højlydt, og det skal der være plads til.

Jeg mener derfor heller ikke, at jeg brokker mig; jeg vil bare gerne tilføje en stemme til debatten, som jeg synes savner en musiker, som faktisk ved, hvad det vil sige at køre stor bandvirksomhed for nærmest ingen penge.

I skrivende stund er jeg med Alcoholic Faith Mission på vej fra Virginia til New York med et femugers turnébudget på en kvart million.

Det er dyrt med arbejdsvisum, fly, billeje, hoteller og mad til otte mand. Havde vi ikke fået en masse mindre legater, ville det have været en dyr omgang for privatøkonomien.

Jeg har p.t. intet job, og dagpengeland er desværre også blot et fatamorgana for denne skribent – det er svært at være til rådighed for arbejdsmarkedet, når man turnerer 80-100 dage om året, hvilket er nødvendigt for vores strategi i bandet.

Hvis jeg nu ikke holder lugten i bageriet ud, hvorfor bliver jeg så ved med at bage? Fordi jeg ikke kan lade være. Jeg elsker at spille musik og ville gøre det, om der var legater eller ej.

Der er kun et spørgsmål om, hvor meget jeg kan satse på det. Jeg finder nok et nyt handikaphjælperjob i ny og næ og har en meget forstående kæreste (gudskelov med tilhørende uddannelse), så jeg skal selvfølgelig nok klare mig.

Men hvor havde det dog været rart med en håndsrækning, og gerne en af de større. Måske næste gang? Så kære musiker, kunstner eller følger af musik/kunst: Har du en mening eller holdning, så lad være med at gemme dig på Gaffa.dk eller lign.

Kæft op, og stå ved det. Så bliver debatten sjovere, mere spændende og vigtigst af alt nuanceret og rodfæstet i virkelige mennesker.

Nuvel, jeg vil tillade mig at slutte, som jeg startede: Tillykke Carl Emil, bare det var mig.