I år 2015 skal al kommunikation med kommunen foregå via nettet. Rejsekort og mobiltelefoni skal bruges til at købe billetter, og regninger skal betales på netbanken.

Digitaliseringen er kommet for at blive. Vores verden bliver mere rationel og nemmere.

Når jeg betaler mine regninger via min netbank, tænker jeg ofte på de lange køer og mange timer, jeg har brugt på posthuset, da jeg som ung skulle betale mine regninger. Jeg ønsker mig bestemt ikke tilbage til den tid.

Men digitalisering har en social slagside, som vi må have øje for i den fortsatte udvikling af den digitale service, så handikappede, ældre og socialt udsatte ikke bliver hægtet af udviklingen.

Problemet er ikke nyt. En bekendt af mig fortalte om en oplevelse, han havde haft i Netto for mange år siden. Han havde taget sit dankort frem og kørt det igennem automaten. Bag ham stod to ganske slidte herrer nede fra bænken med favnen fuld af Nettoøl.

Den ene af de to herrer siger ved synet af dankortet: »Det er godt nok smart det der«, hvortil den anden svarer: »Ja, men sådan et får vi nok aldrig«.

Historien illustrerer, at vi hurtigt fik koblet visse grupper af den del af den digitale udvikling, som har med betalingskort at gøre. Det vil den kommende overgang til fuld digital kommunikation hos det offentlige givetvis også gøre.

Vi må ikke glemme de udfordringer, der ligger i, at en stor gruppe mennesker i vores samfund er udelukket fra at kunne benytte de digitale hjælpemidler. Paradoksalt nok er den gruppe, der risikerer at blive udelukket, identisk med den gruppe, der har mest behov for det offentlige.

Hjemløse har svært ved at komme til en computer og få adgang til e-boks, bank og Skat. Jeg har set eksempler på, at det offentlige sender materiale til e-boksen, som den hjemløse og arbejdsløse ikke ser, hvilket betyder, at den pågældende mister sin kontanthjælp.

På Kofoeds Skole viste en rundspørge for nylig – i en anden anledning – at skolens medarbejdere jævnligt møder mennesker, som reelt er analfabeter. De har stort behov for støtte til bare at udfylde en papirblanket.

Netbank er et gode – for de fleste. Men de mennesker, der har færrest penge og ingen netadgang, bliver straffet hårdere end vi andre, når de f.eks. skal betale en regning. At se en pensionist stå med sine girokort på et posthus og betale gebyrer på 20 kr. pr. stk. giver mig en dårlig smag i munden.

I en svensk gratisavis læste jeg et læserbrev, hvor formanden for Foreningen for Williams Syndrom udtrykte en kritik af det rejsesystem, som er indført i Stockholm. Mennesker med Williams Syndrom ville, på grund af deres handikap, ikke kunne bruge dette nye smarte system.

Digitaliseringen af kommunikationen mellem borgerne og det offentlige vil ikke mindske de problemer. Reelt betyder den, at de velfungerende og veluddannede borgere får en bedre service fra det offentlige, mens de svagest stillede grupper både risikerer at miste den hjælp, de har ret til ifølge vores lovgivning, og i mange tilfælde vil skulle betale mere for varer og tjenesteydelser end flertallet.

Det er dyrt at være fattig i et velfærdssamfund, og den kommende digitalisering rummer en risiko for at uddybe den allerede eksisterende sociale skævhed, som stiller dem, der ikke kan begå sig i den digitale verden, dårligere end andre.

Selvfølgelig vil medarbejdere i kommunerne, i de sociale tilbud og de frivillige organisationer gøre, hvad de kan, for at hjælpe dem, som har det svært med digitaliseringen.

LÆS OGSÅSkal kontakten til kommunen altid ske gennem computeren?

Men vil det være nok til at sikre, at de dårligst stillede ikke kommer til at betale en (for) høj pris for, at flertallet får en bedre og mere effektiv offentlig service?

Hvis det offentlige skal være en hjælp for alle, er det vigtigt, at flere får hjælp til at lære de digitale hjælpemidler at kende. Men det er også vigtigt, at de, som ikke kan – og aldrig kommer til at kunne – være på den digitale linje, får den hjælp, de har ret til.

Der er i realiteten tale om en ligestillingsproblematik, som minder meget om handikappedes adgang til offentlige bygninger.

Her vedtog vi for 30 år siden en lov om, at offentlige bygninger skal indrettes, så de også er tilgængelige for mennesker med funktionsnedsættelser.

Der er brug for en lovgivning, som på samme måde sikrer, at alle har lige adgang til offentlig hjælp.

Ellers vil mange stå med håret i mailboksen, når rådhusets telefonnummer skiftes ud med en mail-adresse og en app til din smartphone.