For mange år siden i en fjern, fjern galakse i midten af 1980’erne fandt jeg mig selv på sofaen i et pigeværelse.

Ved siden af mig lå pigen. Hun var 16 år, og det var jeg også. Hun havde lyserød perlemorslæbestift på – dengang blev dét anset for smart – og hvor ville jeg dog gerne kysse disse perlemorslæber!

På væggen hang en plakat med en afklædt muskuløs mand med moderigtig frisure. Han holdt en baby, der så tillidsfuldt op på ham. Pigen på sofaen fortalte mig, at hun bare elskede den plakat. Det var sådan en mand, hun drømte om. Sådan en, der både besad det maskuline og det følsomme, og som elskede børn.

Jeg så lidt på den irriterende fyr på plakaten, og til min overraskelse hørte jeg pludselig mig selv sige: »Ja, det er en enormt fed plakat. Faktisk er det lidt mig, præcis sådan dér er jeg faktisk indeni«.

Og så fik jeg et perlemorskys.

Det blev en skelsættende oplevelse for mig. Siden besøgte jeg flere pigeværelser. Og det slog aldrig fejl: På væggen hang plakaten med den følsomme he-mand og babyen.

Det fik mig til at indse, at piger har en urokkelig forestilling om, hvordan manden skal være – og lever man ikke op til denne forestilling, kan man glemme alt om kys og punani.

Kvinder, der var unge i 1980’erne, drømte om en dag at møde plakatmanden: den stærke mand med de bløde værdier, den empatiske, intelligente, ansvarsfulde, forstående, spændende, åbne, seksuelt intelligente og beskyttende mand med konstant trang til at skifte blebørn.

Og her kommer den offentlige hemmelighed: Det gør de stadig!

Se bare danske kvinders datingtekster på singlesider, damebladsartikler og klummer. Resultatet er utvetydigt: Den moderne kvinde sukker offentligt over, at den moderne mand ikke lever op til idolet fra pigeværelsets savsmuldstapetserede vægge.

Tegning:  Mette Dreyer.

Et andet eksempel er Berlingskes Anne Sophia Hermansen. I sine klummer skriver hun, at den moderne mand er ’en lost case’. Han er ’børnevoksen’, fordi han spiller Playstation og går med hættetrøjer, efter han er fyldt 40!

Han er den brovtende og ufølsomme bavianmand på baren. Eller langt værre: for spag og svag og ikke MAND nok til den moderne kvinde, det som Hermansen kalder puddelmanden.

Ifølge nutidens danske kvinder må vi gerne være en lille smule drengerøve, endda farlige bad boys med tatoveringer, men vi skal naturligvis behandle kæresten som en forkælet prinsesse.

Vi skal turde vise følelser, men på den uflæbende måde. Være afklarede og uden bånd – at vaske tøj hos mor er forbudt, ligesom man nok ikke skal prale med, at man får hjælp til tandlægeregningen af far. Forvirret? Det er mere endnu:

Vi skal være et mandfolk, som kvinden kan være stolt af, og helst se lidt op til. Ikke mindst i datingprofiler kræves, at manden kan give intellektuelt modspil. Han skal endda (dog kun i teorien) kunne sætte kvinden på plads – ellers keder hun sig.

Men gør han det offentligt, som Asger Aamund, der i Politiken udtalte, at den moderne mand er vattet og skal sige fra over for kvinden, så bliver der skingert skreget ’bitterpik’.

AAMUND Moderne mand, du er en vatnisse!

Vi skal være den kærlige far, som går til forældremøde, men bagefter den impulsive elsker, der flår Ikea-dugen af spisebordet. Vi må bestemt ikke være en kedelig kontormand med sideskilning og pressefolder.

Vi skal være den casual rock’n’roll-type, der har spændende projekter og tager livet med uneurotisk maskulin overskuds-relaxness – når bare vi husker at hente børn, købe ind, støvsuge, fjerne kalkrester og lave mad til klokken 18.

Og tømme filteret på opvaskemaskinen.

Vi må gerne være følsomme på den skægstubberå måde, men bestemt ikke bløde mænd i maosko. Vi skal have Freud i lommen og kende ethvert følelsesudsving hos vores kæreste, allerhelst skal vi tankelæse og forstå, at når hun siger: »ja, det er fint, at du drikker med gutterne«, så mener hun det bestemt ikke.

Tøjmæssigt er der strenge faux pas’er: sokker i sandaler: no go, bæltetasker: oh no, bælteclip til mobil, no no. Bukser over navlehøjde er ikke engang o.k. for Clint’en. Og som en veninde engang sagde: »Der eksisterer ikke noget mere usexet end en ’fornuftig’ mand, der bruger cykelklemmer«.

Jeg tror egentlig, at mange mænd prøver at leve op til den manderolle, danske kvinder efterspørger. Men de fleste af os må give tabt. Vi kan ikke leve op til krav, som ofte er selvmodsigende og med en meget snæver margin.

Det, danske kvinder kræver, er en larger than life-mand, som kun kan skabes med computeranimationer i Hollywoodproduktioner – og på en plakat på væggen. Det er ikke sådan, rigtige mænd er bygget. Og næppe sådan, de fleste af os har lyst til at være.

Gør jer selv, og os, en tjeneste. Gå ind i jeres pigeværelser og riv plakatmanden ned af væggen. Vi ved jo, at I stadig har den hængende. Han findes ikke!

Drop de fikse ideer om, hvordan en rigtig mand skal være og se ud. Lad os dog spille Playstation, sove med cykelklemmer, gå med hættetrøjer, til vi er 90, tage opvasken, når vi vil, og være drengerøve.

Er det ikke et godt bytte, især i en tid, hvor der er ved at ske et køns-powershift til kvindernes fordel? Det er jer, der har bukserne på. Men vi har sokker i sandalerne.