Per Stig Møllers snart 70-årige liv har været spændt ud mellem to poler: fordybelsen i litteratur og rå politiske magtkampe.

Den rå politiske magt oplevede han allerede i barndomshjemmet. Faderen, Poul Møller, var konservativt folketingsmedlem i Per Stigs barndomsår og finansminister fra 1968 til 1971. Og moderen, journalisten Lis Møller, var også medlem af Folketinget.

»Far var meget etisk, men også meget naiv. Han havde den der naive sætning om, at man skal tro på det bedste i mennesket, indtil det modsatte er bevist. Jeg har oplevet, hvordan folk derhjemme – mine forældre holdt mange middage og netværkede meget – her var der ikke grænser for, hvor genial folk syntes, min far var. Men når han så skulle have deres støtte, så var den der ikke«.

Så du magten blive brugt på en ulækker måde?

»Ja, det var ret ulækkert. Jeg sad jo med ved middagene, da vi boede i Skodsborg, og hørte, hvordan de skamroste ham og sagde, at han skulle være det ene, det andet og det tredje og fjerde. Og når så det kom til stykket, så var der jo ingen bag ham. Det lærte jeg meget af«.

Men skræmte det dig ikke væk fra magten?

»Nej, for de positive sider oplevede jeg også ofte i mit barndomshjem, når jeg med store ører sad og så min far og farbror spille skak og drøfte politik, mens de væltede guldkorn af sig. Det, jeg lærte af at høre på min far og farbror Aksel, der var minister og borgmester, dér over skakspillene – det var askesen. Magtens askese. De var begge to meget etiske. Man gjorde ikke noget for sig selv, man lavede ikke en lovgivning for sig selv og sit eget miljø, man skulle se på helheden. Farbror Aksel havde det udtryk, han havde taget fra Herluf Trolle, at når man bar de gyldne kæder, så havde man også en forpligtelse. Jeg lærte derfra, at magt ikke handler om at rage til sig – magt er noget, hvor man har et særligt ansvar for præcis at være asketisk«.

Men politik handler også om at udstille sine modstandere og helst se dem gå fra fiasko til fiasko?

»Ja, men det var ikke det, jeg fik fra min opvækst. Ved valget i ’47 var jeg med nede og stemme med mine forældre i Hvidovre, og jeg var flasket op med, at de andre partier har uret, og vi har ret. Der var en valgplakat med socialdemokraten Hans Hedtoft, og så siger jeg: »Han er dum«, for nu skulle jeg leve op til min fars forventninger og vise, at jeg havde forstået det, ikk’. Så siger far til mig: »Nej, han er ikke dum, han mener bare noget andet end mig«. Og den har siddet i mig siden. Man skal have respekt for sine modstandere. Spillet skal være fair«.

Blev alligevel politiker
Selv om Per Stig Møller vokser op i hjem, hvor begge forældre går efter den politiske magt, havde han ikke lyst til en politisk karriere. Litteraturhistorien trak mere i ham. Han blev mag.art. i komparativ litteraturvidenskab fra Københavns Universitet i 1967, og i 1973 blev han dr.phil. på afhandlingen ’Malte-Bruuns litterære kritik og dens plads i transformationsprocessen mellem klassicisme og romantik i fransk litteraturhistorie 1800-1826’. Det blev til mange bøger i de følgende år.

Men som 42-årig – i 1984 – efter både en universitetskarriere og en tid som chef i Danmarks Radio – vælger han alligevel at gå efter den politiske magt ved at stille op til Folketinget.

Hvorfor?

»Jeg fik en opfordring fra Schlüter til at gå ind i politik. Jeg havde skrevet en række bøger i 70’erne og tænkte, at det er let nok for borgerlige intellektuelle at stå udenfor og fortælle Poul og Uffe, hvad de skal gøre. Men jeg ville føle, at jeg havde svigtet, hvis jeg bare lod dem kæmpe i arenaen for sikkerhedspolitikken, mens vi andre sad og kiggede på, at de nu blev spist af løverne. Så der følte jeg, at det var en forpligtelse. At gå med, når der bliver kaldt på en i situationen. Jeg syntes, det var en eksistentielt afgørende situation for Danmark der i ’84«.

Du skriver i din bog ’Magt og afmagt’ (1999), at man skal gå efter magten i politik, hvis man har evnerne, fordi alternativet er, at afmagten bliver ens egen og magtens de andres. Så magt skal man gå efter, fordi alternativet – afmagten – er værre?

»Jeg gik efter magten på et tidspunkt i 1984, men det var egentlig mest på grund af en afmagtsfølelse. På det tidspunkt havde vi det alternative sikkerhedspolitiske flertal – hvor jeg følte, at hvis alle Nato-lande førte den politik, som vi førte i Danmark, så ville Nato bryde sammen. Det var det, der aktiverede mig til at engagere mig politisk. Det var altså en afmagtsfølelse over for den måde, magten blev brugt. Derved siger jeg, at politik – magt – således er redskabet til at prøve at forhindre, at de andre når deres mål, så vi selv kan nå vores mål«.

Beskidte magtkampe
Per Stig Møller bliver miljøminister i Schlüterregeringen i 1990, og i 1993 mister de borgerlige magten.

I 1997 kører den konservative formand Hans Engell ind i en betonklods efter en julefrokost og kaster sit parti ud i en krise, som blandt andet betyder, at Per Stig Møller bliver partiformand. Det bliver en hård periode med magtkampe og knive i ryggen, som ender med, at Per Stig trækker sig som formand i 1998.

Som leder af Konservative oplevede du den ’ulækre’ side af magten, som du havde set som barn. Efter magtkampen går du i studerekammeret, genlæser din Machiavelli, Aristoteles og Cicero og skriver en dyb og seriøs bog om emnet ’Magt og afmagt’. Var det terapi?

»Jeg skrev på en bog, da jeg pludselig blev kastet ind i formandsrollen i 1997. Da jeg bliver kastet ud igen i 1998, genoptager jeg bøgerne. Og jo, så trækker jeg mig ind i mig selv og fordyber mig i litteraturen. Som barn og ung oplevede jeg de ulækre magtspil derhjemme og tog kraftigt afstand fra det. Som politiker har jeg forsøgt at undgå at deltage i de der magtspil og er bare gået hjem og har passet mit job derhjemme«.

Det er ikke tilfældigt, at det er emnet magt, du kaster sig over?

»Nej, nej, det er meget principielt, og det har du også behov for – en intellektualisering af det personlige. Og jeg havde behov for at skrive om det nye overfladiske, magtfulde mediebillede. Jeg kunne se, at det billede, der blev skabt af mig i medierne, ikke var mig. Pludselig kunne jeg jo se, hvordan medierne går ind og påvirker den demokratiske proces. Det er et skred, hvor det demokratiske landskab skifter i kraft af, at vi er gået fra trykte til elektroniske medier. Du kan kontrollere en tekst, men du kan ikke kontrollere en nyhed på tv«.

Tilbage til bogen
Under Foghs og Løkkes regeringer når Per Stig Møller både at blive udenrigsminister, kulturminister og kirkeminister. Senere på måneden bliver han 70 år, men det er ikke derfor, han har besluttet at stoppe som politiker. Det handler snarere om, at han gerne vil give pladsen til yngre kræfter.

Du voksede selv op med magtfulde politikerforældre og fik selv magten. Har du et råd til unge politikere?

»Ja, det jeg lærte i mit barndomshjem, vil jeg give videre: Gør noget ved det. Hvis du vil noget med det, mener noget med det, så gør noget ved det«.

Er der også noget, unge politikere skal undgå?

»Til unge politikere, der har dummet sig eller sagt for meget, siger jeg: ’Ubåden!’«.

Ubåden?

»Ja, dyk! Periskopet op! Hold dig fra medierne, de vil jo kun flænse dig, så hold dig væk. Og selv om du vil forsøge at gøre det rigtige, vil det kun blive drejet negativt. Som Jens Olaf Jersild sagde det i en forelæsning i Aarhus: »Det farligste flokdyr er journalisten«. Så dyk! Så løber flokken efter nogle andre, og hold periskopet oppe, så du kan se, hvornår du skal komme op igen«.

Vil du komme til at savne magten?

»Formentlig. Men det vigtigste er, at jeg atter får tid til at skrive bøger«.