Kan det være en fornøjelse at tilbringe en regnvejrsmættet sommereftermiddag i selskab med Folketingstidende?

Ja, det kan. I hvert fald hvis man interesserer sig for de seneste ugers debat om den kommende finanslov, der som bekendt er det danske samfunds budget for 2013.

LÆS OGSÅFinanslovens hovedpunkter

Situationen er den, at oppositionen i Folketinget har bekendtgjort, at den agter at stemme imod finansloven i december 2012, medmindre Enhedslisten stemmer for.

Og så var det, jeg kom til at tænke på efteråret 1983, hvor socialdemokraterne brød med en årtier gammel skik og stemte imod Schlüterregeringens finanslov sammen med den øvrige opposition.

Resultatet var, at finansloven blev forkastet, og at der blev udskrevet valg.

Efter valget kunne Schlüter fortsætte. Socialdemokraterne har aldrig siden gentaget dumheden.

3.-behandlingen af finansloven 15. december 1983 blev en langstrakt affære. Regeringspartierne (V, K, CD og KrF) vendte sig skarpt imod det socialdemokratiske holdningsskifte. Det samme gjorde selvfølgelig Radikale Venstre.

Et markant indlæg i debatten blev leveret af Venstres finanslovsordfører, Anders Fogh Rasmussen (Folketingstidende 1983 sp. 3769 og 3770).

Han sagde bl.a.: »Lige siden 1894 har venstre stemt for forskellige finanslovsforslag, også selv om vi ikke var enige i alle detaljer om disse finanslovforslag. Vi har den opfattelse, at slagsmålet om finanslovens udseende finder sted ved afstemningerne om ændringsforslagene; når dette er overstået, mener vi, at budgettet bør vedtages; sådan gør man jo i øvrigt i praksis også i kommunerne«.

Anders Fogh Rasmussen fortsatte med at referere, hvad daværende undervisningsminister Bertel Haarder sagde under finanslovsdebatten i december 1981:

»Hr. Bertel Haarder udtalte ved den lejlighed, at vi har hvert år stillet ændringsforslag til finanslovforslaget, og den sag bliver så at sige afgjort i forbindelse med ændringsforslagene. Når vi stemmer til sidst om selve finanslovforslaget, stemmer vi i virkeligheden om, hvorvidt dette samfund skal køre videre overhovedet, eller om vi skal have en total krise, hvor ingen skatter må opkræves og ingen udgift afholdes«.

Som nævnt er det gammel skik, at de såkaldt gamle partier stemmer for finansloven ved 3. behandling. Og det er også det mest logiske. Finansloven indeholder hjemmel til at afholde statens udgifter. Og selv om der helt naturligt og sædvanligt er uenighed mellem partierne om en række enkeltposter i finansloven, er det jo nødvendigt at holde maskineriet i gang og kunne afholde udgifter til f.eks. politi, domstole, kommunale bloktilskud, statsansattes lønninger og meget mere.

Personligt kan jeg godt lide den holdning, der ligger bag den gamle skik. Vi har vore uenigheder, men vi er enige om at holde sammen på fællesskabet. For partierne til højre og venstre har det derimod altid været vigtigere at markere uenighed end sammenhold, og derfor har de refleksagtigt stemt imod.

Og nu står vi så igen over for en demokratisk korsvej. V og K har gjort deres tilslutning til finansloven betinget af, at også Enhedslisten stemmer for. Jeg kan ikke få øje på logikken.

For det første er det god skik at stemme for finansloven. Venstre har som fremhævet af Anders Fogh gjort det uafbrudt siden 1894. På den baggrund burde der være meget tungtvejende, indholdsmæssige grunde for i givet fald at fravige en principiel, velbegrundet sædvane.

Og det er langtfra tilfældet. Har V og K ikke selv været med til at beslutte en skattereform? Og en reform af førtidspensionen? Og er med i et stort energiforlig? Og været med til at gennemføre lovgivning på efterlønsområdet, der ord til andet svarer til VK-regeringens egen aftale fra før valget?

Med hensyn til det saglige indhold findes ikke grunde til at stemme nej – og slet ikke gode og tungtvejende grunde.

Og hvad angår argumentationen i forhold til Enhedslisten, springer kæden helt af. Hvor er klogskaben i at styrke forhandlingspositionen for de mest revolutionsforrykte medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse?

Den borgerlige logik burde føre til det omvendte ræsonnement: Hvis Enhedslisten stemmer imod, stemmer vi for.

Hvor er klogskaben i at lade Enhedslisten bestemme de borgerlige partiers afstemning til finansloven?

Hvor er logikken i at deponere sin stemmeafgivning hos Enhedslisten? Hvem er det folketingsmedlem, hvem er den strateg/spindoktor/studentermedhjælper/praktikant, der har fået så fjollet en ide?