»Det er godt, I er så åbne omkring det!«.

Det var så det sidste, vi hørte fra den familie, som vi delte gård med her på Nørrebro – et af de mest ’tolerante’ steder i Danmark. Tolerancen holder bare ikke i praksis.

Vores søn er lige så gammel som vores naboers søn, men forskellen er, at vores søn har talehandikap og derfor er socialt hæmmet, mens deres dreng ikke er handikappet. Det er ikke et synligt handikap, og fysisk er han stort set alderssvarende.

Det er mit indtryk – for nu at tale lige ud af posen – at småborgerskabet generelt er bange for, at deres egne børn skal tage skade og hæmmes i deres udvikling i legen med nogen, der er anderledes – og svagere end dem selv.

LÆS OGSÅ Kære Karen Hækkerup, tænk på min datter

Den overbevisning er jeg nået frem til at efter have fulgt min søn i hans gøren og laden fra 3-års alderen og frem til i dag, hvor han er fyldt 10 år.

Der er simpelthen ikke vilje til stede blandt andre børns forældre til at ville gøre den ekstra indsats, det kræver at inkludere ham i legen. Hvorfor skulle man det, når nu en anden – og bedre (dvs. uden handikap) – legekammerat findes?

I overgangen fra børnehave til skole havde jeg en kontrovers med moderen til min søns legekammerat igennem fire år. Hun gjorde det klart, at hun nu virkelig glædede sig til ’ordentlige’ legerelationer og benyttede sig derfor af lejligheden til at sige farvel, men langtfra tak til min søn.

Hvis man anskuer den opførsel ud fra et samfundsmæssigt perspektiv, er det på én gang resultatet af og et symptom på den stigmatisering af handikappede, som blandt andre socialminister Karen Hækkerup er med til udbrede.

Det gjorde hun blandt andet tidligere i år, da hun gjorde det klart, at handikappede børn(s forældre) nu også skulle til at betale for deres børne- og fritidsinstitutioner på linje med alle andre. Det gjorde langt størstedelen i forvejen, men det vidste ministeren åbenbart ikke.

Denne sondring mellem dem (de handikappede) og os (almindelige) understøttes af andre økonomiske udmeldinger, som eksempelvis at handikappede nu i visse kommuner selv skal betale hjælperens løn, hvis der er brug for det for at kunne holde ferie.

LÆS OGSÅ Handikappede: Hækkerup driver klapjagt på os

Senest tages der i skattereformen heller ikke højde for, at handikappede ikke har mulighed for at tage et almindeligt lønnet arbejde, og at de derfor per automatisk bliver straffet økonomisk ved dels ikke at kunne benytte beskæftigelsesfradraget, dels ved at en eventuel førtidspension ikke bliver indeksreguleret i forhold til prisstigninger i øvrigt.

Karen Hækkerups udmeldinger om de handikappede førte blandt andet til, at Muskelsvindfondens navnkundige formand, Evald Krog, meldte sig ud af Socialdemokratiet med følgende svada:

»Socialdemokraterne har valgt en vej, hvor de konsekvent lader de mennesker betale, som har mindst at betale med, enten gennem ringere ydelser eller gennem højere udgifter. Hvor er solidariteten med samfundets svageste? Socialdemokraterne har overladt det til Enhedslisten og Dansk Folkeparti at forsvare de sociale ydelser« (17.3.).

Udnævnelsen af Karen Hækkerup som socialminister for knap et år siden svarer i kvalitet til den forrige regerings udnævnelse af Troels Lund Poulsen som miljøminister(!) endsige undervisningsminister(!). At have en socialminister med en social bevidsthed er (måske) for meget forlangt.

For ikke så forfærdelig mange år siden levede de handikappede under helt andre forhold. Når man som jeg læser sig tilbage til velfærdssamfundets vugge, bliver det tydeligt, at mentaliteten tidligere har været helt anderledes. Dengang var man ikke kun socialdemokrat og SF’er af navn, men også af gavn.

Handikappede ønsker ikke, at det skal være synd for dem, men de ønsker ikke at blive ignoreret. Det er det, der har ændret sig.

Tidligere var der plads til at være anderledes, og der fandtes et mentalt overskud i samfundet. Man snakkede både med og til dem, man mødte dem, og man kunne også sagtens hjælpe dem.

LÆS OGSÅJeg er træt af kloge mænd med etiske kvababbelser

Angsten for bogstavelig talt at ’gå ind’ i et andet menneskes sfære er siden blevet altoverskyggende, og man taler ikke til fremmede – om de så er handikappede eller ej.

Det hænger formentlig sammen med, at så mange – også ’almindelige mennesker’ – føler sig ensomme.

Tilgangen til handikappede skal ikke måles i kroner og ører, selv om et anstændigt livsgrundlag naturligvis også hjælper.

Der, hvor det virkelig betyder noget, er i den helt naturlige tilgang til og omgang med mennesker, der har det svært:

Inviter en dreng med i legen, når han nu bare står og kigger på andres leg. Hjælp en blind over en fodgængerovergang og en kørestol op ad en stejl bakke. Kig dem – de handikappede – i øjnene, hvis du tør?