Annonce
Annonce
Annonce
Debat 8. sep. 2012 KL. 17.00

Dansk reality-tv er blevet forkasteligt og ulækkert

Hvorfor skal unge mennesker skyde kalve i hovedet for at lave 'underholdende tv'?

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Martine Amalie Krogh
17-årig gymnasieelev

Som teenager af en realitygeneration har jeg – ikke fast, men med jævne mellemrum – fulgt med i TV3’s mange realityprogrammer. Det vil jeg gerne indrømme.

Jeg har bidt mig i læben og tænkt, at programmer som ’Paradise’ var fordummende, men ikke gjort noget videre ved det. Det er jo bare underholdning.

Jeg har grinet af Gustav og alle de andre fra ’For lækker til love’, og indrømmet følt mig godt underholdt.

Ikke mindst har jeg fuldt med i livet hos familien fra Bryggen og hygget mig med det, på trods af at det nødigt er noget, jeg siger højt foran andre mennesker.

Jeg har tænkt meget om de programmer, TV3 producerer, men jeg er aldrig drevet til handling. Nok synes jeg, ’Paradise’ er med til at påvirke min generation i en negativ retning.

Og ja, jeg synes også, at ’For lækker to love’ bare er et program designet til at udstille ikkebegavede unge mennesker født med en guldske i munden, men ærlig talt – who cares?

Det rager sådan set ikke mig - jeg kan jo bare lade være med at se det.

LÆS OGSÅHvorfor møder man kun de dumme og selvoptagne på tv?

For noget tid siden så jeg det første afsnit af ’Fristet’ (2. sæson), hvor deltagerne ankommer til et hus, hvor de skal bo den kommende tid.

Kære TV3, I går simpelthen kilometer over stregen

Martine Amalie Krogh

At deltagerne så bliver delt op i ’de rige’ og ’de fattige’, gjorde mig opmærksom på, at de ikke bare var et almindeligt ’reality, som bare skal underholde teenagere uden noget større formål’-program.

Og at en kvindelig deltager i programmet som noget af det første skulle skyde en kalv i hovedet for at tjene 10.000 kr. til sit hold, gjorde mig ærlig talt lidt stødt på manchetterne.

Jeg er hverken vegetar eller dyrevelfærdsforkæmper, men det provokerer mig, at en kvindelige deltager i programmet ’Fristet’ skyder en kalv i hovedet med det ene formål at lave 'underholdende tv'.

Og sidst, men ikke mindst er det grotesk, at ’de fattige’ ikke måtte spise (stort set), skulle sove på gulvet, ikke gå i bad, ikke børste tænder og så videre.

Det gav stof til eftertanke, da programmet så var slut, og der gik en times tid, hvor jeg havde dårlig smag i munden over, at den slags programmer bliver produceret i dag med min generation som målgruppe. Men så var det også det.

Jeg havde ingen vilde planer om at kontakte TV3, eller ty til nogen som helst form for drastisk reaktion. Men da jeg så det andet program i rækken, skete der noget.

LÆS ARTIKELGiv 'generation fucked up' en stemme i demokratiet

Da deltagerne står over for enten at få 20.000 kr. til deres hold eller at give et hus til en fattig familie i Thailand, fik TV3 for alvor pisset mig af.

Kære TV3, I går simpelthen kilometer over stregen.

Da deltagerne står over for enten at få 20.000 kr. til deres hold eller at give et hus til en fattig familie i Thailand, fik TV3 for alvor pisset mig af

Martine Amalie Krogh

Det er provokerende og forargeligt, at I på den måde lægger en families skæbne i hænderne på et latterligt realityprogram. Og for en gangs skyld kan I ikke bruge som argument, at jeg er fra en anden generation, der ikke forstår mig på, hvad der er i orden at bringe i tv nu til dags.

Det er ærlig talt forkasteligt, at det er, hvad I bruger jeres penge på. Derfor besluttede jeg mig for at sende en mail til TV3 og fortælle dem, hvad jeg mener om deres program.

Jeg henvender mig ikke til dem i den tro, at de nu vil stoppe programmet omgående, så naiv er jeg ikke. Men jeg håber, at den, der kommer til at læse min mail, får en rigtig dårlig mavefornemmelse.

DEBATUnge seere: Fri os for uintelligent forargelses-tv

For TV3, I kan ikke være det bekendt. Som en stor tv-kanal ved I godt, hvilken indflydelse I har, og hvor mange der ser jeres programmer. Og da jeres målgruppe ligger i den yngre del af befolkningen, er vi (de unge seere) også særligt modtagelige over for mediernes påvirkning.

Jeg har meget svært ved at se, hvorfor det er til nogens fordel at påvirke folk til at blive super kyniske, egoistiske og ligeglade med andre mennesker i nød. Jeg synes, det er ulækkert og forkasteligt, at I viser programmer som dette.

Så kan TV3 argumentere for, at deltagerne jo selv vælger, om de vil give et hus væk eller tage imod pengene, men det siger bare to ting: For det første er det jeres idé og jer, der sætter deltagerne i denne situation.

Selv om deltagerne så skulle have sagt nej til pengene og hjulpet familien, er det stadig en klam idé. Det er rigtigt, at deltagerne selv vælger at tage pengene, men kyniske institutioner tiltrækker bare kyniske mennesker, det er der ikke noget nyt i.

Jeg kan love jer for, at TV3 har mistet en seer. Jeg håber, at TV3 vil komme med en nogenlunde rationel forklaring som svar på min mail, idet jeg står meget uforstående tilbage.

Annoncer