Annonce
Annonce
Annonce
Debat 17. sep. 2012 KL. 20.50

Stop klynkeriet og få fingeren ud

Hvis kvaliteten på universiteterne skal op, skal de studerende i sving

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Peter Lauritsen
Ph.d., lektor, Aarhus Universitet

Nu kan man igen høre studerende på landets universiteter kræve mere undervisning.

De vil ikke spises af med nogle få forelæsninger om ugen, men helst have fuldt skema.

Undervisnings- og forskningsminister Morten Østergaard støtter op ved at sende kravet videre til universiteterne.

Nu skal der leveres flere undervisningstimer, for det sikrer nemlig kvaliteten, mener han.

LÆS OGSÅMinister garanterer mere fokus på timetal på universiteterne

Det er uden tvivl rigtigt, at nogle studerende får for lidt og gerne vil have mere.

Men i guder hvor er jeg træt af at høre på klynkende unge mennesker - med tilhørende minister - der tror, at en universitetsuddannelse er en restaurant, hvor tjenere og kokke laver alt arbejdet, og det eneste, gæsten skal gøre, er at slå røven i sædet og føre maden op til munden.

For sandheden er, at hvis universitetsuddannelserne for alvor skal blive bedre, så er det de studerende, som skal i sving.

Universitetet er ikke en folkeskole, men en uddannelsesressource, som de studerende kan udnytte alt det, de har lyst til.

Peter Lauritsen

For de, der ikke ved det, så er en universitetsuddannelse lagt an på de studerendes aktive deltagelse.

Uddannelserne forudsætter, at de studerende er selvstændige, engagerede og arbejdsomme.

Universitetet er ikke en folkeskole, men en uddannelsesressource, som de studerende kan udnytte alt det, de har lyst til.

Landets bedste og mest vidende forskere sidder parat og hjælper hellere end gerne interesserede studerende på vej. Men det er de studerendes engagement, der bærer uddannelsen. Og det er netop her, kæden hopper af.

LÆS OGSÅLangsommelige studerende koster Danmark milliarder

Tegning:  Per Marquard Otzen.

På universitetets gange fortæller forelæsere jævnligt historien om, at de er mødt velforberedte op til undervisning blot for at opdage, at halvdelen af holdet ikke har læst en side af pensum, hvis de da overhovedet har anskaffet sig kompendiet.

Dér kan dygtige, højtlønnede forskere så stå og tale ud i luften vel vidende, at de færreste studerende aner, hvad der foregår.

Men misforstå mig ikke. Det er ikke, fordi de studerende ikke er aktive under forelæsningen. Det er de sandelig: Facebook tjekkes, mobiltelefonerne gløder, og papirkuglerne flyver gennem luften.

Spørgsmålet er, om det er disse studerende, ministeren vil belønne med mere undervisning?

Universitetsstuderende i Danmark får deres uddannelse betalt af staten, og de får oven i købet løn samtidig.

Man kan kun håbe, at de snart stopper klynkeriet, får fingeren ud og kommer ind i kampen.

Peter Lauritsen

Imidlertid kniber det med engagementet - og hvis jeg var minister, ville jeg alvorligt overveje, om jeg fik nok ud af de mange penge, jeg smed efter folk, der hellere vil lave alt muligt andet end at arbejde seriøst med deres studie.

Men Morten Østergaard kan ikke se problemet.

Tværtimod forlanger han, at universiteterne skal levere mere undervisning, og overser fuldstændig, at kimen til den virkelige kvalitetsforbedring ligger et helt andet sted.

F.eks. kunne man vel passende forlange, at de studerende faktisk brugte 37 timer om ugen på at studere, og at de lyttede efter under forelæsningerne.

Det ville give en voldsom forbedring, og det ville ikke koste en krone.

Og alt dette kunne man så være ligeglad med, hvis ikke det var, fordi alle er enige om, at Danmark skal leve af forskning og uddannelse i fremtiden.

LÆS OGSÅUniversitetsrektor: Masseuniversitet og eliteuniversitet kan sagtens forenes

Derfor har det længe været et politisk ønske, at stadig flere studerende skal sendes igennem universiteterne.

Resultatet er muligvis, at flere får en akademisk uddannelse, men spørgsmålet er, hvilken kvalitet denne uddannelse får. Som det ser ud nu, er der en akut risiko for, at alt for mange får alt for lidt ud af deres fem år på universitetet.

Og dette problem løser man ikke med et tomt krav om flere forelæsningstimer om ugen.

Følger man blot en smule med i den offentlige debat, får man nemt det indtryk, at det forjættede videnssamfund ligger lige om hjørnet.

Men fra mit udkigstårn kan jeg meddele, at vi har sat kursen i den gale retning, og tilsyneladende vil hverken ministeren eller de studerende levere det, der skal til. Man kan kun håbe, at de snart stopper klynkeriet, får fingeren ud og kommer ind i kampen.

I er hermed inviteret.

Annoncer