Der er mange politiske spørgsmål, der adskiller os. Store som små. Ideologi og principper.

Desuagtet dette er vi enige om i hvert fald én ting:

Vi vil kæmpe for, at institutioner, der er afgørende for samfundets velstand, lever op til den tillid, befolkningen og politikerne viser dem. Især hvis disse institutioner har råderet over borgernes penge. Misbruges denne tillid, skal konsekvenserne være klare og kontante.

I kølvandet på den globale finanskrise har debatten om skyld og ansvar for krisen tordnet løs. Vi ser ikke ens på, hvorfor finanskrisen opstod, og hvilken lektie man kan uddrage af krisen.

LÆS OGSÅBankerne afviser snyd med renten

Den ene af dette indlægs to forfattere har brugt meget tid på at kritisere bankerne for deres uansvarlige rolle i krisen og for at have holdt op med at være bank, som en bank bør være.

Den anden ser bankerne som positive aktører i at investere i nye arbejdspladser og vækst. Gæt selv, hvem der mener hvad.

Til gengæld har vi fundet sammen i fælles frustration, ærgrelse og, ja, egentlig forargelse over danske bankers manglende forsvar i forhold til mistanken om manipulation af den såkaldte Cibor-rente.

Kritikken af den danske Cibor-rente begyndte for alvor, efter at den såkaldte Barclays-skandale ramte England i begyndelsen af juli.

Her kom det frem, at en række storbanker havde forsøgt at manipulere Libor-renten for at skabe profit. I Storbritannien skabte det en sand skandale, hvor bankerne efterfølgende har måttet tage skridt til selvransagelse.

Kort fortalt er omkring en femtedel af alle danske realkreditlån bundet op på den danske Cibor-rente.

Der er rejst mistanke om, at den danske rente har været aftalt fastsat højere i en sådan grad, at de danske boligejere og låntagere har betalt mere end halvanden milliard kroner i forhøjet rente. Nationalbanken har droppet samarbejdet med bankerne om denne rente, da Nationalbanken har haft mistanke om, at der er foregået brud på konkurrenceregler ved rentefastsættelsen.

Finansrådet har frifundet sig selv i en rapport, Nationalbanken rettede massiv kritik imod. Erhvervsministeren har besluttet, at sagen skal undersøges. Fint, det venter vi på.

Der er også åbnet for, at man kan ændre på strukturerne ved fastsættelsen af disse rentesatser. Det afgørende i denne sag handler om tillid og ansvar.

LÆS OGSÅNationalbanken frygter rentefusk

Bagved al denne ballade gemmer sig noget dybere og mere fundamentalt. De fem største danske banker er det, man kalder for systemiske banker. Med andre ord, så er de ’for store til at gå ned’.

Vi er som samfund og fællesskab dybt afhængige af disse banker, og at deres virke foregår på tillidsfuld basis. I modsat fald bryder fundamentet for pengeøkonomien i Danmark sammen.

Derfor påhviler der også disse banker et særligt samfundsansvar. Når store dele af samfundsudviklingen ligger i de største danske bankers hænder, stiller det store krav til dem som institutioner.

Vi kan ikke leve med, at de selvsamme banker, hvorpå store dele af samfundsmaskineriet hviler, ikke lever op til det ansvar, det danske samfund har betroet dem. Har de gjort noget? Vi ved det ikke. Men vi ved, at de – som Cæsars hustru – skal være hævet over mistanke. Og at man ikke har evnet at frigøre sig for netop mistanken.

Politikere må tænke sig om, hvis de angriber den finansielle sektor. Men samtidig må den finansielle sektor stå ved sit samfundsmæssige ansvar og den særlige plads og privilegier, der hører den til.

For nærværende er der en tillidskløft af efter alt at dømme historiske dimensioner – i en tid, hvor vi har brug for sunde og redelige finansielle institutioner. Det er ikke holdbart med en tillidskløft af denne karakter.

Anklager om fusk må undersøges, om nødvendigt retsforfølges. Vi vil ikke fælde dom i dette indlæg.

LÆS OGSÅFire år efter nedsmeltningen er finanssektoren stadig gennemsyret af råddenskab

Vores ærinde er at råbe banksektoren op: I er nødt til at leve op til det ansvar, som befolkning og samfund betror jer. I er nødt til at overbevise os om, at der er grundlag for den nødvendige tillid. I er nødt til at leve op til den rolle som samfundsbærende institution, I har i dag.

Det fordrer et overbevisende, aktivt, forståeligt og gennemsigtigt forsvar for de handlinger, der er begået. Eller en indrømmelse af, at alt ikke har været lige godt. En indrømmelse med en grad af præcision, der gør, at man ved, man har kigget ordentligt efter i hjørnerne.

For nærværende er der for meget forblommet snak. For lidt forståelse for, at der er behov for at træde i karakter og sige tingene, som de er. Tavshed er ikke svaret i en tid, hvor tillid er den stærkeste valuta.

Kommunikation udbedes, tak.