»Når mere end hver tredje nydansker forlader folkeskolen uden efterfølgende at tage en ungdomsuddannelse, så er det udtryk for et samfundsproblem, som ikke bliver løst med flere integrationsprojekter. Jeg er træt af al den snak om, at det er systemets skyld, eller at det er folkeskolen, der er for svag. Det er på tide, at vi vender blikket indad og taler lige ud af posen: Det er drengenes forældre – og primært fædrene – der har svigtet deres drengebørn og overladt opdragelsen af dem til gaden«.

Kritikken bliver rettet af forsangeren i musikgruppen Outlandish, Isam Bachiri.

Sangeren har lige afleveret sin 4-årige søn i børnehaven og er mødt op til et interview om negativ social arv – et emne, han også har behandlet musikalsk på gruppens seneste album.

»Det er en kendsgerning, at nydanske drenge har klaret sig væsentlig dårligere end nydanske piger. Selv om en del nydanske drenge klarer sig godt, er der et stort efterslæb, som vi som samfund aldrig har fået med. Allerede i de tidlige folkeskoleår kunne man se, at der ikke ville komme noget godt ud af dem, og de blev stille og roligt afskrevet. En stor gruppe af de her drenge fandt noget, de var gode til på gaden, og det var desværre dér, og ikke i skolen, de fik deres første succesoplevelser. Og det er i den forbindelse, jeg siger, at fædrene har svigtet«.

Arv må blive en undskyldning
Når de nydanske drenge har vist sig at være de sværeste at få løftet ud af den negative sociale arv, er det ifølge Isam Bachiri blandt andet, fordi mange af dem har fået en dårlig start på livet hjemmefra.

»Mange af forældrene har overladt deres børn til skolen eller forventet, at skolen ville gøre arbejdet for dem. Det er forfejlet, for folkeskolelærere bliver altså ikke betalt for at opdrage folks børn. Deres opgave er at undervise. Man kan aldrig fratage en forælder ansvaret for barnets tarv«.

LÆS OGSÅ Tag dog selv ansvar for kulturen

Hvor ser du sammenhængen mellem drengenes dårlige resultater i uddannelsessystemet og fædrenes manglende tilstedeværelse?

»Ser man på den gruppe, der falder fra på uddannelserne og i stedet bliver arbejdsløse eller søger ind i kriminelle løbebaner, er der især én sørgelig faktor, der går igen: fædre, der snorksover i kaffeklubberne eller i moskeerne og ikke bruger tid på deres drenge. Mange af de her drenge, der melder sig ind i bander og bliver kriminelle, skriger jo efter en stærk faderrolle, der kan fortælle dem, hvad der er rigtigt og forkert. Og dér har fædrene et stort ansvar for de mange nydanske drenge, der halter bagefter. De har virkelig svigtet dem«.

Mange af de indvandrere og flygtninge, der kom til i 1960’erne og 1980’erne, var ufaglærte og havde ingen uddannelse. Hvordan kan det komme bag på dig, at deres børn ikke klarer sig så godt?

»Ens sociale baggrund må aldrig blive en undskyldning – det hjælper ikke barnet. Men selvfølgelig spiller forældrenes uddannelsesbaggrund en rolle. Økonomiske og sociale forhold spiller også ind. Hvis man er vokset op i et hjem uden bøger på reolerne, og begge forældre er ufaglærte, så har man bestemt ikke en fordel i skolen, men man er heller ikke afskrevet på forhånd – langtfra«.

Hvad mener du?

»Realiteten er, at man netop i et land som Danmark, hvor uddannelserne er gratis, har større chancer for at bryde den negative sociale arv end eksempelvis i mellemøstlige lande. Det er fint, at man taler om negativ social arv, men det må aldrig blive en del af de unges selvforståelse. Ens forældre behøver ikke være akademikere, for at man kan komme videre fra folkeskolen og ind på gymnasiet i dagens Danmark. Det er en hjælp for den enkelte elev, ja, men ikke fatalt, hvis de ikke er. Jeg har mange venner, der er nået langt på trods af deres forældres manglende uddannelsesbaggrund. Det er jeg også selv et eksempel på«.

Læste kronikker som barn
Isam Bachiri er selv opvokset i et ufaglært arbejderhjem. Hans far kom til Danmark fra Marokko i midten af 1960’erne med to mellemstop i Spanien og Tyskland, hvor han blandt andet arbejdede med asfaltering af gader. I Danmark fik faderen arbejde som maler, og noget af det første, han gjorde, da han kom til Danmark, var at købe en samling af kassettebånd med et lynkursus i dansk.

LÆS MERE Skuespiller: Fordomme plager filmbranchen

»Min far havde på et tidspunkt tre job og var samtidig formand for en dansk-marokkansk venskabsforening. Han knoklede virkelig hårdt, men alligevel var han der for mig og mine søskende og blandede sig meget i vores skolegang. Selv om han ikke var akademiker, gik han alligevel meget op i uddannelse. Det kunne selvfølgelig også blive for meget nogle gange for en knægt, der bare ville spille fodbold«.

Hvordan?

»Der lå altid et eksemplar af dagens Politiken på vores morgenbord. Sådan var det både på Nørrebro, Islands brygge, og da vi boede i Brøndby Strand. Jeg kan huske, at min far ofte fik mig til at læse avisen fra ende til anden. Da jeg gik i tredje klasse, sad jeg ofte og læste Kroniken i Politiken, og de ord, jeg ikke kendte, skulle jeg slå op i en fremmedordbog. Jeg afskyede det virkelig, men i dag er jeg taknemmelig for det. Dermed ikke sagt, at jeg var et mønsterbarn og aldrig fejlede, for det gjorde jeg. Jeg havde rig lejlighed til at blive kriminel sammen med mine venner fra skolen«.

Alligevel gjorde du ikke. Hvorfor?

»For det første var jeg ret dårlig til at stjæle. Jeg kan huske, jeg en gang stjal en chokoladebar fra en forretning, og da jeg kom ud, var den smeltet i lommen. Jeg var en elendig kriminel. For det andet var min far altid til stede og holdt øje med mig, så jeg kunne aldrig komme derud, hvor det for alvor blev kriminelt. For det tredje var jeg opdraget hjemmefra til at holde mig fra den slags. Når man lærer sine børn værdier om, at den slags er forkert, så er det også svært at bryde dem«.

Der er vel ingen raske forældre, der opdrager deres børn til at blive kriminelle eller til at tage skolen mindre seriøst?

»Hvis du ikke hjemmefra har lært at skelne mellem rigtigt og forkert, så skal du ikke regne med, at gaden lærer dig det. Min far er den primære grund til, at jeg holdt mig på en ren sti. Jeg havde også en utrolig dygtig klasselærer, der forventede noget af mig. Jeg husker engang, jeg fik fat i en bog med facitlisten i før en prøve. Jeg snød, og min lærer opdagede det. Hun blev virkelig skuffet, fordi jeg havde snydt. Hendes reaktion er ret tydelig i min erindring i dag. Fremadrettet lavede jeg altid mine ting til hendes timer, men uden min fars vejledning havde jeg ikke klaret den«.

Oplevede du det som et pres fra din far, at han pacede dig så meget i forhold til skolen?

»Sommetider, ja. Mine søskende og jeg fik altid besked på, at vi skulle være dobbelt så flittige som vores danske klassekammerater, hvis vi ville blive til noget. Derfor var det også naturligt, at jeg søgte ind på gymnasiet og videre på universitetet bagefter. Min far lærte mig værdier – klassiske arbejderværdier – om, at hårdt arbejde betaler sig. Det har jeg har taget med mig i musikuniverset. Når jeg står på scenen i Berlin foran tusindvis af fans, så er det vigtigt, at arbejderdrengen fra Brøndby Strand er med mig på scenen. Det, vi har skabt, er ikke noget, vi har fået foræret i et underholdningsprogram på DR eller TV 2. Vi har sgu arbejdet for det«.

Velfærdsstaten tog faderrollen
Ifølge Isam Bachiri, der efter gymnasiet læste videre på Syddansk Universitet og samtidig fik sin første pladekontrakt, har velfærdsstaten ikke kun åbnet døre med det frie uddannelsessystem. Velfærdssystemet har til tider også virket mod hensigten og overtaget faderrollen for mange nydanske fædre og overflødiggjort deres rolle.

LÆS OGSÅHold fast, hvor er I snobbede, piger!

»Min far kom som arbejder og fortsatte som arbejder i Danmark. Mange af de flygtninge, der rejste hertil i 1980’erne, kom fra lande uden sikkerhedsnet. Hvis de ikke arbejdede i hjemlandet, fik de ikke mad på bordet, og familierne måtte sulte. Manden havde en funktion, der var livsnødvendig for familien. Så kom de til Danmark, hvor velfærdsstaten stod klar med overførelsesindkomster, som man kunne få, hvis man ikke var egnet til jobmarkedet. Forestil dig, hvad der sker med en mands selvforståelse, når han pludselig mister sin hovedfunktion som forsørger. Han sidder hjemme hele dagen og ser Al-Jazeera eller hænger ud i moskeen og mister sit selvværd«.

Hvad har det med negativ social arv at gøre?

»Det handler om, hvordan sådan en mand kan være et forbillede for sin dreng. Hvordan skal drengen nogensinde tage det, faren siger, alvorligt? Når faderen har identitetsproblemer, vil sønnen helt sikkert også være i fare for at komme i konflikt med sig selv. Det er kun den ene del af forklaringen. Den anden er de forældre, der blev en del af arbejdsstyrken og troede, det var nok at forsørge deres familier. De har været lige så fraværende i jagten på det materielle, som de fædre, der rådnede op på sofaerne derhjemme«.

»Når fædrene så endelig var til stede, troede de, at det var nok at være frygtet eller at slå deres børn. Der var rigtig mange af mine venner, der fik tæsk. Så trak fædrene sig tilbage med god samvittighed, efter at bæltet havde talt, fordi de troede, de havde udført deres pligt. Og det har påvirket mange af de her drenge i deres voksenliv«.

Hvor ser du løsningen for at få løftet de fremtidige generationer af nydanske drenge, og hvad gør du selv for give din søn den ballast, du mener, er så vigtig?

»Vi optræder meget i udlandet og rejser en del, men min søn kommer før alt det. For noget tid siden var undervisningsministeren ude at sige, at man skal læse noget oftere med sine børn. Det løser selvfølgelig ikke hele problemet med negativ social arv, men grundkernen er den rette: at man som forældre skal investere tid i sine børn. Det er lettere sagt end gjort for især socialt belastede familier, men det er aldrig en undskyldning for ikke at opdrage et barn. Læs en bog med jeres børn og sæt tid af til dem. Det lyder banalt, men det er det, der gjorde en forskel for mig«.