Det er en søndag morgen, og det er sommer: En ung mand ringer til sin forlovede. Hun når ikke at svare, så han efterlader en besked på hendes telefonsvarer: »Hej skat, jeg har brug for dig - vi ses«.

Adel, som manden hedder, har en aftale med sin forlovede og sin mor om, at de skal ses. Det er en fast aftale, som han altid ser frem til.

På samme tid, i hjertet af Nørrebro, er hans mor ved at gøre sig klar til at besøge sin søn. Hun tager bussen til Nørreport Station for at tage metroen derfra til Sundby Station.

Metroen har problemer denne morgen, så hun ender med at skulle tage bussen, noget der stresser hende en smule, da hun har travlt med at nå aftalen med sin søn.

Da hun endelig når frem til Sundby Station med bussen, bemærker hun, at der står nogle betjente i området, hvor hendes søn bor.

Hendes verden bryder sammen, da hun trækkes ind på et kontor og informeres om, at Adel er blevet påkørt af metroen på Sundby Station.

Hr. og fru Danmark spiser søndagsbrunch, mens nyheden om, at en påkørsel af en 26-årig mand har stoppet metrotrafikken, tikker ind via diverse nyhedsmedier. Det er et formodet selvmord, skriver medierne.

LÆS OGSÅHver anden patient bliver massivt overmedicineret

Dette kunne være et udkast til et filmmanuskript, men det er hvad der skete 12. juni 2011, den dag, hvor jeg mistede min storebror - Adel Saidane.

Min storebror havde på eget initiativ været indlagt knap en måneds tid på Psykiatrisk Center Amager, der ligger lige op ad Sundby Station.

Han havde siden sin hhx-eksamenhaft nogle stressrelaterede maniske episoder og havde i omkring syv år levet med diagnosen bipolar affektiv sindslidelse også kendt som maniodepressivitet.

Adel havde ikke været indlagt siden 2008 og havde siden 2010 kæmpet en udmattende kamp med jobcenteret for at få tilkendt førtidspension.

I maj måned 2011 fik han endelig tilkendt førtidspensionen, men ikke før, at det stressende arbejde og den langvarige usikkerhed omkring hans førtidspension havde kørt ham ud på et emotionelt sidespor, hvor han selv kunne mærke, at en manisk episode var på vej, og at han havde brug for at stikke en finger i jorden for at finde ro.

Han blev indlagt om aftenen 16. maj.

Straks efter indlæggelsen begynder et behandlingsforløb, der i praksis sigter mod at reducere Adel til en grøntsag - en slags medicinsk lobotomi - frem for at give ham redskaber til at genvinde hans indre ro.

De følgende uger øges medicindoserne, antallet af medikamenter og deres kombinationer i en sådan grad, at Adel går fra at være en energisk, opmærksom og humørfyldt ung mand - sådan som jeg altid havde kendt ham - til at være som en 90-årig.

Det var i hvert fald sådan, en overlæge chokeret beskrev min storebror.

Forandringen ses bedst ved at se på to fotos, som begge blev taget af Adel, mens han var indlagt.

Det ene foto - hvor han smiler og er i godt humør - er taget før 3. juni. Det andet, hvor han er ekstremt påvirket af bivirkninger, er taget torsdag 9. juni - altså tre dage før hans dødsdag.

I tiden fra behandlingen med depotmedicin starter 3. juni - sammen med en daglig cocktail af piller - til han dør, får Adel det gradvis dårligere.

Han bliver ude af stand til at rejse sig om morgenen for at få morgenmad, ude af stand til at nå på toilettet i tide og ude af stand til at gå, uden at nogen holder fast i ham.

Han begynder at skælve kraftigt og at have svært ved både at igangsætte og stoppe bevægelser, akkurat som hvis han var blevet ramt af parkinsonisme - det betyder bl.a., at familie og venner må hjælpe ham med at drikke og spise, men også, at en simpel ting som at lægge telefonrøret på efter en samtale bliver en næsten umulig opgave; noget, man tydeligt hører i slutningen af telefonsvarerbeskeden fra 12. juni, og som vidner om den tilstand, han var i kort før hans død.

LÆS OGSÅBehandlingen lykkedes - patienten er i koma

Der er flere tilfælde, hvor Adel nægtes morgenmad, fordi han ifølge personalet selv nægter at stå op til tiden.

Sandheden er, at han praktisk talt er ude af stand til at rejse sig pga. medicinen; dette forstærker kun bivirkningerne, da personalet uden kvaler giver Adel medicin, som skal optages med mad.

Læger og sygeplejepersonale på Psykiatrisk Center Amager nægter konsekvent at forholde sig til Adels bivirkninger og samlede tilstand og mener, at han til dels er en simulant, der spiller bivirkningspræget for at få sine pårørendes opmærksomhed.

Undervejs råber Adels pårørende flere gange vagt i gevær, med krav om at Adel får en fast (sygepleje-)vagt, og at hans forhold forbedres.

Ingen af disse klager bliver hørt, og en søndag formiddag er der ingen i centeret, der ved, hvor Adel er henne.

Adel, hvis selvmordsrisiko gentagne gange er vurderet til at være i kategorien 'ingen risiko', og hvis hjerne er badet i stoffer, går 12. juni mod metroen for at tage hjem til sin mor …

Jeg er lægestuderende, og Adel er den bedste storebror, man kan ønske sig, når man går i gang med så krævende et studium.

Når jeg dumpede en eksamen (det skal man vænne sig til), var han den første til at spørge ind til, hvorfor jeg dumpede, og hvad jeg kunne gøre anderledes til næste gang.

Vi havde det særlige forhold, at han kunne komme til mig og spørge til, hvad jeg vidste om den medicin, han fik, lige såvel som vi kunne snakke om Chris Rock jokes, musik, religion og alverdens andre emner i samme samtale.

Jeg, og vores mor, fulgtes med ham, da han skulle indlægges, og vores aftale var, at vi skulle få os en kop kaffe, når jeg var kommet helskindet gennem de eksamener, som jeg var i fuld gang med at forberede mig til.

Jeg holdt min dårlige samvittighed stangen ved at minde mig selv om, at familien havde forståelse for, at jeg var gået under jorden i forbindelse med mine eksamener, og at vores store søskendeflok, forældre, hans forlovede og hans fantastiske venner nok skulle sørge for, at Adel følte sig elsket i mellemtiden.

Jeg havde ret, for det sørgede de dagligt for.

Han døde en uge før min eksamen som patient i et system, som jeg selv er ved at blive uddannet i at blive en del af.

Jeg har mistet tilliden til den danske psykiatri, der i praksis arbejder ud fra en forestilling om, at patienterne skal have så meget medicin, at de ikke forstyrrer personalet, frem for at patienterne skal hjælpes tilbage til en fungerende dagligdag.

Som kommende læge stoler jeg ikke på et system, hvor mine kolleger (og jeg selv) er i stand til at gemme os bag en mur af kitler og bureaukrater, efter at vi har begået fejl.

Et system, hvor forurettede patienter og pårørende holdes på afstand ved hjælp af forsvarsværker og buffere i form af patientombud, patientforsikring og dialogmøder, og hvor behandlingen af patienter udelukkende vurderes på baggrund af lægernes (de anklagedes) notater i patientens journal.

Jeg stoler ikke på et system, hvor grel behandling af patienter ikke straffes, fordi man vurderer den enkelte sag i forhold til gennemsnittet.

LÆS OGSÅFremtidens psykiatri er både ord og kemi

Det er min pligt at vise min bror Adel den respekt, at jeg gør, hvad der står i min magt, for at sikre, at hans sag ikke ender i et støvet arkiv hos patientombuddet.

Det er min pligt at skabe opmærksomhed omkring, at der findes tusinder af patienter, der lever under lignende forhold, og at patienter over hele landet svigtes på daglig basis af de behandlere, som har fået patienternes liv lagt i deres hænder.

Det er min pligt at minde dig om, at du og dine pårørende også er i risiko for at ende i samme situation - nogle mennesker får slidgigt, brækker knogler eller får infektioner, imens andre får psykiske sygdomme; du kan derfor ikke affeje det her ved at tænke: Det sker da aldrig for mig eller dem, jeg kender.

Intet er farligere end lige præcis dén tanke. Stil i stedet dig selv spørgsmålet: Tør jeg lægge mit eget eller mine pårørendes liv i dette systems hænder?

Der er nemlig en tendens til at sætte lægestanden på en piedestal og have blind tiltro til lægerne, hvis dygtighed i bund og grund svinger lige så meget som håndværkersvendes.

Min største motivation for at skrive dette er min forhåbning om, at belysningen af Adels og de utallige andre medmenneskers sager har konsekvenser for de ansvarlige, og at de fører til positiv forandring af nuværende og fremtidige patienters vilkår.

Jeg er efterladt med gode minder, hans sidste telefonsvarerbesked og troen på, at vi mødes i den næste verden - til den kop kaffe, vi aldrig fik.