SektionerMedier |
Aktuelle temaer
Satire |
GenvejeServices |
Andre websitesKontakt |
Jeg mistede min storebror – og tilliden til et sygt system
Psykiatrien er blevet psykotisk, skriver medicinstuderende.
send
Send artikel
Til:
(E-mail, adskil flere med komma) Fra (E-mail): Besked:
|
Det er en søndag morgen, og det er sommer: En ung mand ringer til sin
forlovede. Hun når ikke at svare, så han efterlader en besked på hendes
telefonsvarer: »Hej skat, jeg har brug for dig - vi ses«.
Adel, som manden hedder, har en aftale med sin forlovede og sin mor om, at de
skal ses. Det er en fast aftale, som han altid ser frem til.
På samme tid, i hjertet af Nørrebro, er hans mor ved at gøre sig klar til at
besøge sin søn. Hun tager bussen til Nørreport Station for at tage metroen
derfra til Sundby Station.
Metroen har problemer denne morgen, så hun ender med at skulle tage bussen,
noget der stresser hende en smule, da hun har travlt med at nå aftalen med
sin søn.
Da hun endelig når frem til Sundby Station med bussen, bemærker hun, at der
står nogle betjente i området, hvor hendes søn bor.
Hendes verden bryder sammen, da hun trækkes ind på et kontor og informeres om,
at Adel er blevet påkørt af metroen på Sundby Station.
Hr. og fru Danmark spiser søndagsbrunch, mens nyheden om, at en påkørsel af
en 26-årig mand har stoppet metrotrafikken, tikker ind via diverse
nyhedsmedier. Det er et formodet selvmord, skriver medierne.
LÆS OGSÅHver anden patient bliver
massivt overmedicineret
Dette kunne være et udkast til et filmmanuskript, men det er hvad der skete
12. juni 2011, den dag, hvor jeg mistede min storebror - Adel Saidane.
Min storebror havde på eget initiativ været indlagt knap en måneds tid på
Psykiatrisk Center Amager, der ligger lige op ad Sundby Station.
Han havde siden sin hhx-eksamenhaft nogle stressrelaterede maniske episoder
og havde i omkring syv år levet med diagnosen bipolar affektiv sindslidelse
også kendt som maniodepressivitet.
Adel havde ikke været indlagt siden 2008 og havde siden 2010 kæmpet en
udmattende kamp med jobcenteret for at få tilkendt førtidspension.
I maj måned 2011 fik han endelig tilkendt førtidspensionen, men ikke før, at
det stressende arbejde og den langvarige usikkerhed omkring hans
førtidspension havde kørt ham ud på et emotionelt sidespor, hvor han selv
kunne mærke, at en manisk episode var på vej, og at han havde brug for at
stikke en finger i jorden for at finde ro.
Han blev indlagt om aftenen 16. maj.
Straks efter indlæggelsen begynder et behandlingsforløb, der i praksis sigter
mod at reducere Adel til en grøntsag - en slags medicinsk lobotomi - frem
for at give ham redskaber til at genvinde hans indre ro.
Som kommende læge stoler jeg ikke på et system, hvor mine kolleger (og jeg selv) er i stand til at gemme os bag en mur af kitler og bureaukrater, efter at vi har begået fejl
Hafed Amin Saidane
De følgende uger øges medicindoserne, antallet af medikamenter og deres
kombinationer i en sådan grad, at Adel går fra at være en energisk,
opmærksom og humørfyldt ung mand - sådan som jeg altid havde kendt ham - til
at være som en 90-årig.
Det var i hvert fald sådan, en overlæge chokeret beskrev min storebror.
Forandringen ses bedst ved at se på to fotos, som begge blev taget af Adel,
mens han var indlagt.
Det ene foto - hvor han smiler og er i godt humør - er taget før 3. juni. Det
andet, hvor han er ekstremt påvirket af bivirkninger, er taget torsdag 9.
juni - altså tre dage før hans dødsdag.
I tiden fra behandlingen med depotmedicin starter 3. juni - sammen med en
daglig cocktail af piller - til han dør, får Adel det gradvis dårligere.
Han bliver ude af stand til at rejse sig om morgenen for at få morgenmad, ude
af stand til at nå på toilettet i tide og ude af stand til at gå, uden at
nogen holder fast i ham.
Han begynder at skælve kraftigt og at have svært ved både at igangsætte og
stoppe bevægelser, akkurat som hvis han var blevet ramt af parkinsonisme -
det betyder bl.a., at familie og venner må hjælpe ham med at drikke og
spise, men også, at en simpel ting som at lægge telefonrøret på efter en
samtale bliver en næsten umulig opgave; noget, man tydeligt hører i
slutningen af telefonsvarerbeskeden fra 12. juni, og som vidner om den
tilstand, han var i kort før hans død.
LÆS OGSÅBehandlingen lykkedes -
patienten er i koma
Der er flere tilfælde, hvor Adel nægtes morgenmad, fordi han ifølge personalet
selv nægter at stå op til tiden.
Sandheden er, at han praktisk talt er ude af stand til at rejse sig pga.
medicinen; dette forstærker kun bivirkningerne, da personalet uden kvaler
giver Adel medicin, som skal optages med mad.
Læger og sygeplejepersonale på Psykiatrisk Center Amager nægter konsekvent at
forholde sig til Adels bivirkninger og samlede tilstand og mener, at han til
dels er en simulant, der spiller bivirkningspræget for at få sine pårørendes
opmærksomhed.
Undervejs råber Adels pårørende flere gange vagt i gevær, med krav om at Adel
får en fast (sygepleje-)vagt, og at hans forhold forbedres.
Ingen af disse klager bliver hørt, og en søndag formiddag er der ingen i
centeret, der ved, hvor Adel er henne.
Adel, hvis selvmordsrisiko gentagne gange er vurderet til at være i
kategorien 'ingen risiko', og hvis hjerne er badet i stoffer, går 12. juni
mod metroen for at tage hjem til sin mor …
Jeg er lægestuderende, og Adel er den bedste storebror, man kan ønske sig,
når man går i gang med så krævende et studium.
Når jeg dumpede en eksamen (det skal man vænne sig til), var han den første
til at spørge ind til, hvorfor jeg dumpede, og hvad jeg kunne gøre
anderledes til næste gang.
Vi havde det særlige forhold, at han kunne komme til mig og spørge til, hvad
jeg vidste om den medicin, han fik, lige såvel som vi kunne snakke om Chris
Rock jokes, musik, religion og alverdens andre emner i samme samtale.
Jeg, og vores mor, fulgtes med ham, da han skulle indlægges, og vores aftale
var, at vi skulle få os en kop kaffe, når jeg var kommet helskindet gennem
de eksamener, som jeg var i fuld gang med at forberede mig til.
Han døde en uge før min eksamen som patient i et system, som jeg selv er ved at blive uddannet i at blive en del af
Hafed Amin Saidane
Jeg holdt min dårlige samvittighed stangen ved at minde mig selv om, at
familien havde forståelse for, at jeg var gået under jorden i forbindelse
med mine eksamener, og at vores store søskendeflok, forældre, hans forlovede
og hans fantastiske venner nok skulle sørge for, at Adel følte sig elsket i
mellemtiden.
Jeg havde ret, for det sørgede de dagligt for.
Han døde en uge før min eksamen som patient i et system, som jeg selv er ved
at blive uddannet i at blive en del af.
Jeg har mistet tilliden til den danske psykiatri, der i praksis arbejder ud
fra en forestilling om, at patienterne skal have så meget medicin, at de
ikke forstyrrer personalet, frem for at patienterne skal hjælpes tilbage til
en fungerende dagligdag.
Som kommende læge stoler jeg ikke på et system, hvor mine kolleger (og jeg
selv) er i stand til at gemme os bag en mur af kitler og bureaukrater, efter
at vi har begået fejl.
Et system, hvor forurettede patienter og pårørende holdes på afstand ved
hjælp af forsvarsværker og buffere i form af patientombud, patientforsikring
og dialogmøder, og hvor behandlingen af patienter udelukkende vurderes på
baggrund af lægernes (de anklagedes) notater i patientens journal.
Jeg stoler ikke på et system, hvor grel behandling af patienter ikke straffes,
fordi man vurderer den enkelte sag i forhold til gennemsnittet.
LÆS OGSÅFremtidens psykiatri er både
ord og kemi
Det er min pligt at vise min bror Adel den respekt, at jeg gør, hvad der står
i min magt, for at sikre, at hans sag ikke ender i et støvet arkiv hos
patientombuddet.
Det er min pligt at skabe opmærksomhed omkring, at der findes tusinder af
patienter, der lever under lignende forhold, og at patienter over hele
landet svigtes på daglig basis af de behandlere, som har fået patienternes
liv lagt i deres hænder.
Det er min pligt at minde dig om, at du og dine pårørende også er i risiko
for at ende i samme situation - nogle mennesker får slidgigt, brækker
knogler eller får infektioner, imens andre får psykiske sygdomme; du kan
derfor ikke affeje det her ved at tænke: Det sker da aldrig for mig eller
dem, jeg kender.
Intet er farligere end lige præcis dén tanke. Stil i stedet dig selv
spørgsmålet: Tør jeg lægge mit eget eller mine pårørendes liv i dette
systems hænder?
Der er nemlig en tendens til at sætte lægestanden på en piedestal og have
blind tiltro til lægerne, hvis dygtighed i bund og grund svinger lige så
meget som håndværkersvendes.
Min største motivation for at skrive dette er min forhåbning om, at
belysningen af Adels og de utallige andre medmenneskers sager har
konsekvenser for de ansvarlige, og at de fører til positiv forandring af
nuværende og fremtidige patienters vilkår.
Jeg er efterladt med gode minder, hans sidste telefonsvarerbesked og troen
på, at vi mødes i den næste verden - til den kop kaffe, vi aldrig fik.
Se også
- Psykiatriformand garanterer: Det er slut med overmedicinering 01. feb 23.50
- Sladrehanke i psykiatrien skal have lettere ved at angive kolleger 01. feb 17.31
- Region Hovedstaden fyrer overlæge for overmedicinering 01. feb 12.04
- Klinikchef må ikke længere arbejde som psykiater 01. feb 10.55
- Den etiske fordring i psykiatrien 09. nov 00.01
- Bag myterne om antipsykotisk medicin 19. okt 00.01
- Tidligere topministre kræver kursændring i psykiatrien 12. okt 03.00
- Psykiatrien trænger til et grundigt eftersyn 12. okt 00.01
- Bivirkninger fra medicinen gjorde Adel til en 'zombie' 10. okt 09.09
- TV Bror til afdød: Medicinen forvandlede ham til en 90-årig 10. okt 11.36
Læs hver dag
- 25. maj
- 25. maj
Bordfolk, æggebæger
Med kollektionen 'Bordfolk' har Lucie Kaas givet nyt liv til de dansk designede æggebægere, der prydede morgenbordene 60'erne og 70'erne.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1145 kr.
Alm. pris 1350 kr
|
|
Pluspris 99 kr.
Alm. pris 129 kr
|
|
Pluspris 219 kr.
Alm. pris 259 kr
|








